Om  
Henrik Søndergaard Pedersen

Mindeord om fhv. Hus Forbi-formand Henrik Søndergaard Pedersen (52)

Foreningen Hus Forbis tidligere formand Henrik Søndergaard Pedersen er død, 52 år, og i den anledning skriver Poul Struve Nielsen, der var Hus Forbi-redaktør 2012-2022 og nuværende redaktør i Grænseforeningen mindeord.

Henrik Søndergaard Pedersens død efter kort tids sygdom var en trist og overraskende meddelelse. Han har været en ildsjæl, som på afgørende vis har præget både dansk presse og den sociale sektor og medvirket til enestående resultater til fordel for socialt udsatte.

I de år, hvor Henrik Søndergaard Pedersen stod i spidsen for Hus Forbi som næstformand og formand, skabte han rammerne for, at de hjemløses avis tre år i træk blev solgt i over 1 million eksemplarer årligt og rundede 600.000 læsere om måneden ifølge Index Danmark/Gallup.

Det var en enestående position i dansk presse og blandt hjemløseaviser globalt, at avisen var så udbredt, og at såvel sælgerne som avisen i den grad blev en del af danskernes hverdag.

Mange hjemløse og socialt udsatte fik noget at være stolte af og en hverdag, der var lidt mindre ensom, samtidig med at de blev en fast og værdsat del af gadebilledet for Hus Forbis mange læsere. Det var også Hus Forbis opgave at advokere for hjemløse og udsattes situation og sætte deres vilkår på den politiske dagsorden.

Her gik Henrik i spidsen. Han trådte især i karakter på Venstres landsmøde i 2015. Det år fik Hus Forbi Venstres frihedspris, og da han modtog prisen fra Venstre formand og daværende statsminister Lars Løkke Rasmusen, holdt Henrik Søndergaard Pedersen en brandtale, som flyttede opmærksomheden fra Venstres politiske dagsorden i øvrigt til en socialpolitik, der ikke løste de udfordringer, som hjemløse og udsatte blev mødt med i deres hverdag.

"Jeg vil bruge min frihed til at appellere til jer i Venstres bagland om at udnytte jeres frihed til at arbejde for, at jeres parti ikke bare holder skåltaler og uddeler priser, når det kommer til socialpolitik," lød det fra Henrik Søndergaard Pedersen.

Sådan skrev DR Nyheder fra landsmødet og berettede, hvordan Lars Løkke Rasmussen replicerede:

"Tak for de hårde ord, og endnu engang tillykke med prisen."

TV 2 Nyheders dækning var et kritisk interview med daværende socialminister Karen Ellemann (V), som måtte erkende, at den førte politik nok ikke ville nedbringe hjemløsheden. Hun sagde:

"Jeg forstår godt til dels deres frustration over, at mange af dem jo har kæmpet med systemet og fejlslagne indsatser i mange år. Det skal vi ind og kigge på."

Henrik Søndergaard Pedersen var uddannet maskinarbejder, men han røg ind i en masse problemer og blev arbejdsløs og hjemløs.

Han begyndte at sælge Hus Forbi, mens han boede på forsorgshjem, men det lykkedes ham først at få en bolig igen, siden at gøre comeback på arbejdsmarkedet.

Han arbejdede som plejer på et bosted, var fast ansat i Hus Forbi i projektet Pant for Pant, og kom siden til Copenhagen Medical. Og med en kæmpe frivillig indsats undervejs gjorde han en kæmpe forskel for tusinder af andre mennesker.

Æret være hans minde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Søndergaard Pedersen

Fhv. formand for foreningen Hus Forbi, fhv. medarbejder i Hus Forbi-projektet Pant for Pant
Maskinarbejder

0:000:00