Offentlige ledere: Nej tak til detailstyring

DEBAT: Regeringens ledelses- og kompetencereform indeholder for få konkrete initiativer. Det er et stort problem for den offentlige sektor, skriver HK Kommunal, socialrådgiverne og socialpædagogerne.

Af Karin Termannsen, Anders Fløjborg og Helle Riis
Formænd for hhv. chefgruppen i HK Kommunal, ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening og ledersektionen i Socialpædagogerne

Som et led i Sammenhængsreformen præsenterede regeringen i sidste uge en ledelses- og kompetencereform med en ambition om at løfte og ensrette offentlig ledelse og ledere for at få en mere veldrevet offentlig sektor.

Det er positivt, at regeringen i den grad anerkender betydningen af god offentlig ledelse for, hvordan borgerne i sidste ende oplever den velfærd, vi leverer hver eneste dag. Men også, at offentlig ledelse er en helt særlig disciplin med mange modsatrettede krav og mange stakeholders.

Ledelseskommissionens anbefalinger følges
Som offentlige ledere ved vi, hvor fokuserede alle er på at møde og løse de opgaver, vi får fra politisk hold, og ikke mindst på at udnytte de midler og rammer, der bliver stillet til rådighed, mest optimalt.

Derfor er det positivt, at diskussionen nu åbnes, og det er glædeligt at se, at regeringen lægger sig så tæt op ad Ledelseskommissionens anbefalinger, som man mange steder i det offentlige landskab allerede er i gang med at gøre til god ledelsespraksis.

Det er en fordel ikke at skulle starte forfra med nye anbefalinger og tiltag.

Mangler konkrete initiativer
Generelt ser vi, at reformen bærer præg af mange gode intentioner – og færre konkrete initiativer. Det kan være svært at få et helt klart billede af, hvor regeringen gerne vil hen med reformeringen af de offentlige ledere.

Derfor kunne vi ønske os, at staten vil gå forrest og vise vejen med nogle helt konkrete initiativer til at forbedre grundvilkårene for de offentlige ledere – herunder ikke mindst samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere, når regeringen nu så gerne vil give MED-systemet et serviceeftersyn. For eksempel kunne man jo starte med at se på egne styrings- og dokumentationskrav.

Når det er sagt, vil vi alligevel lave et par nedslagspunkter i reformteksten – og her først og fremmest tilslutte os meldingen om, at vi har brug for et større ledelsesrum.

Vi kan i den grad anerkende behovet for et opgør med den detailstyring, som har præget mange af de store velfærdsområder, vi repræsenterer. Og vi ved fra vores dagligdag, at ønsket om i langt højere grad at kunne bringe medarbejdernes faglighed i spil er udtalt.

Må beboerne være i deres eget køkken?
Et eksempel fra det socialpædagogiske område: Når Socialtilsynet er på besøg, kan de påtale, at beboerne på et botilbud ikke må bruge køkkenet alene og for eksempel smøre sig en mad.

Tilsynets anke er, at botilbuddet er deres hjem, og derfor skal de kunne gå i køkkenet, som alle vi andre kan det hjemme hos os selv. Men når fødevaremyndighederne så kommer på tilsyn, påpeger de, at beboerne ikke må færdes i køkkenet, med mindre de har helt styr på egenkontrol og hygiejnekrav. Og det har mange af for eksempel de udviklingshæmmede beboere ikke.

Det er blot et eksempel på en detailstyring, som slet ikke hænger sammen. Her ville det være fantastisk, hvis man turde overlade styringen og vurderingen af beboernes færden på stedet til det pædagogiske personale og deres ledere i tryg forvisning om, at de både har viden, erfaring og kompetencer til at anlægge et helhedssyn på situationen og vurdere, hvad der er forsvarligt og sund fornuft på det enkelte sted.

Det vil også bane vejen for et større ledelsesrum, hvis vi har medarbejdere, som har modet til at træffe selvstændige, fornuftige beslutninger i udøvelsen af deres kerneopgave uden at skulle detailstyres af deres ledere.

Støt udvikling af ledere
Et andet nedslagspunkt er meldingen om, at ledere skal udvikle sig. Igen: Det kan vi kun bakke op om. Og glædes over at se i reformteksten, at de kommunale og regionale ledere faktisk er de bedst uddannede.

Ledere bør uddanne sig hele livet – og de bør have vilkår og mulighed for at gøre det. Det gælder både de generelle kompetenceløft, som diplom- og masteruddannelserne har givet os, men også den individuelle udvikling, hvor den enkelte selv vurderer, hvilke ledelsesmuskler, der trænger til at blive trænet.

Det afhænger jo både af opgaver, nuværende kompetenceprofil og de i tiden efterspurgte kompetencer til at bedrive god, offentlig ledelse.

Nye ledere skal hjælpes
Særligt nye ledere skal støttes i deres job. Vi mener derfor, at der bør være strukturerede forløb for alle nye ledere.

Det handler om strukturerede introduktionsforløb og fastlagte kompetenceudviklingsforløb med adgang til blandt andet følordning. Der skal være klar forventningsafstemning og konsekvent opfølgning.

Denne støtte er vigtig, hvis vi skal gøre nye ledere til kompetente ledere. Vi må hjælpe dem på vej og give dem den skulder, de har brug for, og den viden om og fornemmelse for ledelse, som man ikke kan læse sig til.

Politisk ledelse på dagsordenen
Et sidste nedslagspunkt skulle være et generelt ønske om at få sat den politiske ledelse langt højere op på dagsordenen. Det knytter sig blandt andet til detailstyringen af hele den offentlige sektor.

Da minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), sidste sommer præsenterede Ledelseskommissionens anbefalinger, sagde hun: ”Vi politikere skal lære at styre os”. En altafgørende brik i at skabe en offentlig sektor, som er sikret til fremtiden, er, at vi har modige og visionære politikere, som tør banke de nødvendige hegnspæle i og sikre rammerne for velfærd.

Det kræver, at nogen sætter rammer og mål op for deres virke. Og det er desværre ganske fraværende i regeringens reform.

Forrige artikel Schwalbe: Lad ulighed blive årets skældsord i 2019 Schwalbe: Lad ulighed blive årets skældsord i 2019 Næste artikel Botilbud-direktører: Sundhedsreform skal skabe sammenhæng i psykiatrien Botilbud-direktører: Sundhedsreform skal skabe sammenhæng i psykiatrien
  • Anmeld

    Tom Uldahl Christiansen · Personale- og organisationschef

    Modsvar til detailjestyring er mere mod i offentlig ledelse

    Sofie Løhde siger, at politikerne skal lære at styre sig, og det må betyde, at offentlige ledere skal lære ikke at lade sig overstyre. Offentlige ledere kan vente sig ihjel på, at der sker udvikling af ledelsesrummet, og når der efterlyses mere mod i offentlig ledelse, bør vi spørge os selv, om vi i 2019 håndterer udfordringerne som en flok bogholdere med fjerpen og kuglerammer? Hvis offentlig lederes beslutninger mest er kendetegnet ved en høj grad af hierarkisk forudsigelighed og ensartede rutiner, så kan robotteknologien fremover overtage vores funktioner. Vi offentlige ledere skal turde gå på line uden balancebom mellem effektiv styring og nytænkning af egne roller. Det kræver, at vi reelt tør tage opgøret med nulfejlskulturen, nytænker inddragelse af medarbejdere og borgere i ledelsesbeslutninger og overvejer om vores organisering er agil eller en barriere for kerneydelserne. Dagens og fremtidens ledelse handler om at kunne skabe stærke relationer, hvor lederne på samtlige niveauer udøver pendulledelse mellem at være strategisk og turde være en del af frontpersonalets virkelighed. Vi bør overalt i det offentlige starte med os selv som rollemodeller, hvor vi tænker og handler med ordentlighed og med et autonomt tvist tør gå til kanten. Vi skal indtage ledelsesrummet ved at lade os udfordre og udfordre omgivelserne mere, end vi bukker og nejer. Hvorfor vente?
    Netop derfor, så lad dog beboerne smøre deres mad i køkkenet og tag som ledelse ansvar for, at noget er vigtigere end andet.

En dag i Løkkeland:

En dag i Løkkeland: "Det kan jo være, det er sidste gang, man er her ..."

INTERVIEW: Venstre har erstattet Socialdemokratiet som velfærdsstatens store arkitekt. Det er den røde tråd gennem 20 år med borgerlig dominans, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen. Altinget har fulgt ham fra tidlig morgenløbetur til et sent stop på en midtfynsk tankstation, mens han prøver at nå det hele. En dag, hvor tidsplanen skrider, og udlændingepolitikken er fraværende.