Professionshøjskole: Regeringen vil fængsle fagfolk, men kender ikke effekten af flere underretninger

DEBAT: Pædagoger, lærere og socialrådgivere skal i fængsel, hvis ikke de underretter om børn, der har behov for særlig støtte. Men vi aner ikke, om flere underretninger løser problemerne, skriver Frank Cloyd Ebsen, docent ved Københavns Professionshøjskole.

Af Frank Cloyd Ebsen
Docent ved Institut for Socialt Arbejde, Københavns Professionshøjskole

Et nyt princip for at sætte lærere, pædagoger og socialrådgivere i fængsel er et punkt langt nede på listen over regeringens nye sociale boliglovpakke.

Pædagoger, lærere og socialrådgivere skal i fængsel i 4-12 måneder, hvis de ikke underretter om børn, der ser ud til at kunne have behov for særlig støtte. Hvis en dommer vurderer, at de har overset et udsat barn, kan de og deres leder idømmes fængsel.

Når fængsling er en mulighed, er det forudsigeligt, at der vil blive lavet flere underretninger. Hver eneste lærer, pædagog, socialrådgiver med flere vil undgå retssag og fængsel og derfor sikre, at der underrettes om alt.

Der vil blive travlhed på socialkontoret, som skal behandle dem. Sagsbehandlere må for at undgå anklagen undersøge hver sag grundigt. Der er risiko for, at der kun handles, fordi der kommer en underretning.

Der bliver mindre tid til at holde kontakten til de, som bor på anbringelsesstederne eller løbende støttes i skolen og hjemmet. De kommer bagerst i køen, indtil der muligvis kommer en ny underretning om dem.

Hvornår er en underretning relevant?
Det svære ved en underretning er at vurdere, om den er grundløs eller ej.

Det stiller spørgsmål om, hvad det er pædagog og lærer kigger efter, og hvad de vurderer er relevant for at lave en underretning.

Det kan for eksempel være, hvis et barn ikke inviteres til de andre børns fødselsdage, som vi stødte på for nogle år siden. Den førte ikke til, at Socialforvaltningen greb ind, men hvad nu hvis det senere viste sig, at barnet havde problemer.

Hvad nu hvis barnets fremtid ikke kan forudsiges - skal fagfolk så i fængsel?

Allerede i dag giver underretninger anledning til, at fagfolk taler sammen. I nogle tilfælde tager lærere og ledere på skolen for eksempel stilling til, hvornår en problematik er tilstrækkelig relevant til at lave en underretning.

De fleste beslutninger om indgreb over for udsatte børn og deres familier sker ikke i et rum, hvor den enkelte fagperson sidder alene bag en lukket dør. Den sker sammen med mange andre og er ofte betinget af forhold, de ikke er herre over.

Hvad skal lærere, pædagoger og socialrådgivere gøre, hvis der ikke er tid til at underrette, hvis kommunens politikere mener, at det går for vidt med indblandingen i familiers forhold, eller hvis ledelsen lægger vægt på andre forhold end underretninger for at sikre børn og unge den bedste indsats.

Vi kender ikke effekten 
Det eneste, der er sikkert, er, at forslaget om fængsel vil føre til en øgning i antallet af underretninger. Det er imidlertid allerede sket.

I de seneste ti år har der været en kraftig stigning i antallet af underretninger. Ankestyrelsen opgjorde i 2013, at antallet af underretninger er steget med over 35 procent fra 2009 til 2011. I 2016 er antallet steget to-tre gange sammenlignet med for ti år siden, og alene fra 2015-2016 steg antallet med ti procent til 65.000 børn, der sammen med deres forældre indkaldes til møde i socialforvaltningen.

Skiftende regeringer har ikke magtet at undersøge, hvad den kraftige forøgelse af underretninger har betydet, og der er ingen opsamling af erfaringer med det stærkt stigende antal.

Det kan dog antages, at følgende vil ske med forslaget om fængsel: For det første vil forældre kunne føle sig forulempet af lærere og pædagoger, hvis de har underrettet, uden der var grund til det.

For det andet vides ikke, om udvidelsen af antallet af underretninger fører til, at flere børn med behov opdages og får hjælp.

Hvis sagsbehandlere ikke får mere tid, kan det føre til ventetid eller tilfældigheder i afgørelserne. Tiden til at koordinere med andre vil sandsynligvis blive mindre. Måske vil nogle bestemte typer børn blive overset.

For det tredje vil sagsbehandlere sikre sig ved at henvise flere til en egentlig grundig undersøgelse. En sådan undersøgelse varer op til fire måneder, hvor barn og forældre indkaldes til møder med sagsbehandlere og måske psykologer ved underretninger, som i dag korrekt afvises som grundløse.

For det fjerde er det ikke klart, hvad der skal underrettes om.

Er det den enlige mors manglende evne til at smøre en sund madpakke, er det pigen, der virker angst, er det drengen, der virker indesluttet, eller er det barnet, der ikke kan sidde stille i klassen? Vil det være noget, som der skal gøres noget ved, eller kan det forventes at gå over af sig selv? Og er det noget, som udspringer af dagligdagen i daginstitutionen eller skolen?

Lovgiv ikke på baggrund af uvidenhed
Vi ville vide bedre, hvis vi havde undersøgt udviklingen igennem de seneste ti år. Rettidig omhu ville have kaldt på forskning, der så nærmere på, hvad underretninger fører til, og om en udvidelse af lige netop denne del vil føre til, at flere børn med behov hjælpes. Måske vil det være mere effektivt at se på, om de i dag gældende indsatser virker, for eksempel er den mest brugte ordning med kontaktpersoner aldrig undersøgt.

Det kan se ud, som om netop uvidenhed fører til, at der kan laves en lov om at sætte fagfolk i fængsel. Det fører næppe til, at flere hjælpes. Det friholder ministre og embedsmænd i staten for ansvar og vil give arbejde til utallige jurister i retssystemet.

Det sender en bølge af frygt ned gennem systemerne og viser, at de pæne ord om regelforenkling, tillid, øget lokalt samarbejde, effektivitet og viden, der virker, forbliver i skåltalerne.

Forrige artikel Forsorgsforening: En ungelavalder er uciviliseret og kan få modsat effekt Forsorgsforening: En ungelavalder er uciviliseret og kan få modsat effekt Næste artikel Debat: Sådan hjælper vi udsatte børn i ghettoerne Debat: Sådan hjælper vi udsatte børn i ghettoerne