Generalsekretær om psykiatriaftale: Jeg er stærkt optimistisk – og det er der tre grunde til

Derfor er jeg fantastisk glad for, at politikerne med planen har fokus på familierne som sekundær målgruppe i psykiatrien, at de gør Bedre Psykiatris pårørendekursus permanent og samtidig baner vejen for oprettelse af et nyt tilbud til forældre til børn i psykiatrien.  

På bundlinjen står med andre ord, at jeg tror på, at planen kommer til at skabe store og positive forandringer for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende. Men jeg er selvfølgelig ikke naiv.

Ud af de mange faldgruber, der desværre stadig er, er der særligt to, som både politikere, fagfolk og alle os andre skal være opmærksomme på: 

Psykiatrien kan ikke løse almenområdets problemer

Antallet af patienter er eksploderet de senere år – ikke mindst i børne- og ungdomspsykiatrien. Ingen har et endegyldigt svar på hvorfor, men for at imødekomme efterspørgslen har politikerne udvidet kapaciteten, så flere patienter kan få behandling.

Det afgørende spørgsmål er selvfølgelig, hvad der sker, når vi nu udvider kapaciteten igen?

Vil det endelig bringe os foran ventelisterne, så flere børne omsider får rettidig og god hjælp? Eller vil antallet af patienter fortsætte med at stige, så man fortsat ikke kan følge med?

Der er ikke læger og sygeplejersker nok, og vi kan ikke vente på, at de måske kommer om 10-15 år.

Jane Alrø Sørensen
Generalsekretær, Bedre Psykiatri

Jeg håber selvfølgelig på det første, men vi er nødt til at overveje risikoen for det sidste – som det ser ud nu, fortsætter tilvæksten af patienter ind i børne- og ungdomspsykiatrien.

Vi er nødt til at forsøge at forebygge, at børn og unge bliver så syge, at de har brug for hjælp i psykiatrien - først og fremmest for børnenes og deres familiers skyld.

Det er naturligt og forståeligt, at forældre til børn, der mistrives i alvorlig grad, søger svar og hjælp i psykiatrien. Men vi ved, at fik de børn en tidlig og god hjælp i det nære, vil det kunne bringe mange af disse børn i trivsel igen uden behov for hjælp i psykiatrien.

I tillæg har en andel af dem, der bliver henvist, har ikke gavn af diagnosen eller den behandling, psykiatrien kan tilbyde.

De ville have større gavn af bedre hjælp i skolen eller daginstitutionen – psykiatrien hverken kan eller skal løse problemer, som løses bedre og klogere på almenområdet. Og får vi ikke vendt udviklingen, bliver vi ved med at mangle ressourcer i børne- og ungdomspsykiatrien.  

Pengene skal bruges bedst muligt 

Der er ikke læger og sygeplejersker nok, og vi kan ikke vente på, at de måske kommer om 10-15 år. Så hvordan skal psykiatrien overhovedet konvertere de mange nye milliarder til bedre behandling og kortere ventelister?

Det fortvivlende problem er, at jo færre ansatte der er i psykiatrien, og jo større problemerne er, jo mindre attraktivt bliver det at arbejde der.

Skal psykiatriplanens mange milliarder kunne vende udviklingen og få området ind i en positiv spiral, så er regionerne nødt til at se på, hvordan andre faggrupper meningsfuldt kan bidrage til at skabe kvalitet i behandlingen, og som samtidig kan bidrage til at udvikle psykiatrien til et attraktivt sted at arbejde. 

Trods de stadigt uløste problemer tror jeg på, at psykiatriplanen bliver et vendepunkt. Der er stadig lang vej igen, og forandringer bliver ikke tydelige fra den ene dag til den anden.

Men med planen har vi forladt skåltalerne og er trådt ind i virkelighedens verden, hvor penge, prioritering og respekt for de mennesker, det handler om, går hånd i hånd.