Regeringen vil hjælpe udsatte børn på 43 måder: Det skal være lettere at bortadoptere mod forældrenes vilje

UDSPIL: Socialminister Astrid Krag (S) og to andre ministre har fremlagt regeringens børneudspil, som skal give udsatte børn "et trygt hjem". Det skal blandt andet være nemmere at bortadoptere uden samtykke, også allerede fra fødslen, og der skal sættes særligt ind over for vold mod børn i indvandrerfamilier.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Socialt udsatte voksne i Danmark har ofte det til fælles, at de blev svigtet i deres barndom. Og alt for mange børn vokser stadig op med grundlæggende utryghed. 

"Vi mener som socialdemokratisk regering, at det vel nok er den største uretfærdighed i vores velfærdssamfund". 

Sådan lød det fra socialminister Astrid Krag (S), da hun sammen med integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye  og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil onsdag fremlagde udspillet 'Børnene Først'. 

"Når et barn anbringes grundet sociale problemer hos forældrene, så skal kommunerne automatisk lave en udregning af behovet for, om barnets søskende også skal anbringes eller have anden hjælp. Vi må ganske enkelt ikke lade børn i stikken hos forældre, som ikke kan tage sig ordentligt af dem," sagde Astrid Krag og tilføjede: 

"Og vi vil slå fast i loven, at anbringelser ikke nødvendigvis er den sidste mulighed. Vi skal forebygge omsorgssvigt - ikke anbringelser hvis det er den rigtige løsning for barnet."

Vil lempe krav 
På pressemødet slog Astrid Krag fast, at regeringen ønsker at lempe kravene for anbringelser uden samtykke. 

"Vi vil lempe kravene til adoption uden samtykke, så flere anbragte børn får mulighed for at blive adopteret, når der ikke er udsigt til, at forældrene kan tage vare på dem. Og vi foreslår, at flere spædbørn - som i dag først kan adopteres, når de er tre måneder - får en ny familie gennem adoption lige efter fødslen, hvis forældrene ikke kan tage vare på dem," lød det. 

Fremover skal kommunerne derfor altid overveje adoption, når et nyfødt barn bliver anbragt. Derudover skal flere anbringelser gøres permanente, uddybede ministeren. 

Læs også

Tesfaye: Victor og Muhammed skal behandles ens
På pressemødet lagde Integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye vægt på, at der kommer langt flere underretninger om børn med anden etnisk baggrund, men at det ikke resulterer i flere anbringelser.  

”I Danmark bliver vi nødt til at kunne sige til hinanden, at uanset om man hedder Victor eller Muhammed, så passer lovgivningen og samfundet lige meget på dig, hvis ikke dine forældre er i stand til det,” sagde Mattias Tesfaye og tilføjede:

”Og helt ærligt, det mener jeg ikke, jeg kan sige, mens jeg kigger mig i spejlet i dag. Jeg mener ikke, vi kan sige til os selv, at vi passer lige godt på børn med brune øjne, som vi gør på børn med blå øjne. Og det dur ikke.”

Derfor er der i udspillet også afsat penge til en tilbundsgående undersøgelse af, hvad årsagen er til det misforhold, tilføjede Tesfaye. Men regeringen ”kan selvfølgelig ikke vente på en analyse”, fastslog han.  

”Når femten procent af børnene med indvandrerbaggrund udsættes for grov vold i hjemmet, så er der heldigvis også et stort flertal på 85 procent, der ikke gør. Men vi må bare erkende, at de her tal taler sit eget tydelige sprog. Og hvis vi ikke tør tale om det, bliver taberne de børn, vi alle sammen gerne vil hjælpe,” lød det fra Tesfaye. 

Konkret foreslår regeringen blandt andet at oprette et såkaldt rejsehold af eksperter, som kommer til at skulle støtte og rådgive de kommuner, som modtager særligt mange underretninger om udsatte familier med indvandrerbaggrund. Og at fri- og privatskoler, der har bemærkelsesværdigt få eller ingen underretninger, skal have "en særlig opmærksomhed".

Derudover vil kommunerne som noget nyt være forpligtet til at vurdere muligheden for at gribe ind uden at inddrage forældrene. Det vil eksempelvis være aktuelt i forbindelse med sager, hvor familierne udøver social kontrol, fortalte Mattias Tesfaye.

”Det kunne være en ung pige, der har fået sig en dansk kæreste og bliver mødt af trusler fra familien. I sådan situation skal vi ikke først lytte på forældrenes forklaring, så skal vi først og fremmest lytte til barnet,” sagde integrationsministeren.

Regeringen indkalder Folketingets partier til forhandlinger snarest.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Karina Adsbøl

MF (DD), 4. næstformand, Folketingets Præsidium
social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Fredericia 2005), social sundhedshjælper

Marie Bjerre

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, MF (V)
cand.jur (Københavns Uni. 2011), LL.M. fra UC Berkeley 2016

0:000:00