Seks sociale tilbud og brancheorganisation: Det er for usikkert at drive herberger, når de bliver gjort udbudspligtige

Disse bekymringer handler ikke blot om drift og økonomi. De handler om mennesker. For hvad sker der med et menneske i hjemløshed, hvis døren til det sted, hvor de søgte tryghed, pludselig lukkes – ikke på grund af faglige hensyn, men fordi systemet kræver det?

Mere end en seng

Kapacitetsstyringsdiskussionen lyder teknisk, men i praksis handler den om noget langt mere alvorligt, nemlig at mange borgere ikke får den rette indsats, selv når behovet er tydeligt.

Hvem tør starte eller udvikle et herberg, hvis gulvtæppet kan blive trukket væk efter seks år?

Se afsendere i faktaboksen

Det så vi senest med Vive's hjemløsetælling i 2024, hvor der blev registreret 5.989 personer i hjemløshed, heraf var 2.721 borgere brugere af herberger og forsorgshjem.

Når politikere primært fokuserer på kapacitetstal og udbudsmodeller, mister vi blikket for den virkelighed, hvor hjælpen i stedet burde følge mennesket.

Derudover overses den mest grundlæggende logik, nemlig at udbud og efterspørgsel på dette område – som de fleste andre områder – finder et naturligt leje. Når færre borgere benytter et tilbud, tilpasser kapaciteten sig.

Indførelsen af udbuds- og styringsmodeller er derfor ikke kun unødvendig, men risikerer at vende logikken på hovedet: Det bliver systemets rammer, der definerer, hvem der kan få hjælp – ikke borgerens behov.

Men kapacitet handler ikke kun om antal pladser, men om kvalitet, faglighed og specialisering. Herberger skal kunne mere end at tilbyde en seng – de skal tilbyde relevante indsatser, som hjælper borgeren videre.

Det gør herberger i dag gennem blandt andet arbejdsfællesskaber, rådgivning og socialpædagogisk støtte. Det bliver umuligt for dem at fortsætte med, hvis udbuddene alene belønner laveste pris.

Hver en krone skal bruges

På få år er de kommercielle aktørers andel af selvhenvenderområdet vokset fra under tre til næsten 27 procent, mens både den kommunale og selvejende andel er faldet.

Med den udvikling på området bør vi spørge os selv: Er det fagligheden eller profitten, der driver udviklingen?

Det behøver ikke være sådan. Hvis herbergsdrift krævedes på nonprofit-vilkår, ville vi sikre, at indsatsen blev drevet af faglighed og målgruppens behov frem for økonomiske interesser.

Nonprofit-modellen – det vil sige selvejende – kan give tryghed og stabilitet, fastholde kvaliteten og sikre, at hver en krone bruges på mennesker frem for overskud.

Den politiske aftale lægger op til, at kun de ikke-offentlige tilbud skal i udbud. Men hvis målet er kvalitet, hvordan kan man så udelukke et helt aktørfelt fra konkurrencen?

Hvordan sikrer vi, at de mest relevante og bæredygtige tilbud vinder frem, når kun halvdelen af markedet vurderes på lige vilkår?

Kommunernes forsyningsforpligtelse bruges ofte som argument, men den handler om ansvar – ikke drift. Kommunerne skal sikre kapacitet og kvalitet, men det gør ikke automatisk deres egne tilbud bedre eller mere bæredygtige.

Når kun de ikke-offentlige skal i udbud, skabes en konkurrenceforvridning, hvor kommunale tilbud slipper for samme vurdering. Det underminerer både fagligheden og muligheden for at finde de bedste løsninger.

Vi mener, at styringen bør understøtte fagligheden – ikke undergrave den. Regeringen har netop lanceret en værdighedsreform. Lad os også få værdighed i styringen af herbergsområdet.