Debat

Sexarbejderne skal også have taletid

DEBAT: "Hvorfor kan vi ikke inddrage de sexarbejdere, der er interesserede, i at udforme den politik og de hjælpetilbud, der skal gavne dem? Hvorfor ikke skabe et forum, hvor kvinderne kan blive hørt?" spørger Frauke Giebner Cand.comm.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ét af problemerne er, at de stort set kun kan få hjælp, hvis de vil stoppe med at sælge sex. De siger, at de mangler et apolitisk sted, hvor de kan henvende sig - også når de vil blive i branchen. De mangler nogen, de kan ringe til, når de oplever, at en af deres kollegaer har det dårligt. De mangler et sted, hvor de ikke bliver presset ned i en offerrolle, som de ikke kan identificere sig med.

Frauke Giebner
Cand.comm. fra RUC og freelance-journalist på Politiken
Fakta

Af Frauke Giebner
Cand.comm. fra RUC og freelancejournalist på Politiken

Vi kan snart fejre et tiårsjubilæum. I 2003 foreslog Bodil Kornbæk som den første i Danmark at kriminalisere prostitutionskunder, og året efter fremsatte Kristendemokraterne ideen som lovforslag. Uanset hvad man mener om en eventuel kundekriminalisering, er det et trist jubilæum.

I knap ti år er der blevet talt og skrevet om, hvad der er bedst for de omkring 3.200 kvinder, der sælger sex i Danmark. Én ting er, at snakken ikke har resulteret i nævneværdig politisk handling. Noget andet, men ikke mindre væsentligt, er, at der i ti år nærmest udelukkende er blevet talt om prostituerede - og ikke med dem.

Væsentlig stemme tabt i debatten
Hvordan kan man hjælpe nogen uden at spørge, hvilken slags hjælp de har brug for? Hvorfor kan vi ikke have et debatmiljø, hvor de kvinder, der sælger sex, kan komme til orde på lige fod med de mennesker, der gerne vil hjælpe dem?

Jeg er journalist, og når folk fra min branche vil skrive noget om folk fra prostitutionsbranchen, ringer vi til en ekspert. Denne ekspert er enten politiker med en markant holdning til prostitution, forsker med en markant holdning til prostitution eller leder af en hjælpeorganisation for prostituerede - med en markant holdning til prostitution.

Hverken journalister eller politikere taler med de kvinder, det egentlig handler om, og dermed går en væsentlig stemme tabt i debatten.

Jeg vil ikke negligere det arbejde, som forskere og hjælpeorganisationer gør til daglig, og de er uden tvivl relevante bidragydere til vores viden om prostitution. Problemet er bare, at en betydelig del af forskningen er moralsk motiveret, og at flertallet af sexarbejderne ikke har nogen som helst tilknytning til de organisationer, der udtaler sig på deres vegne.

Selvstændig holdning
Sexarbejdernes Interesseorganisation oplyser eksempelvis, at de har omking 200 støttemedlemmer, og både Reden International og Christians Venner har årligt mellem 30-40 kvinder tilknyttet. Jeg formoder, at andre mindre organisationer som Liva Rehab og Hope Now har kontakt til et lignende antal kvinder. Det vil sige, at flertallet af de omkring 3.200 sexarbejdere i Danmark ikke er repræsenteret af nogen og derfor ikke bliver hørt.

Dertil kommer, at hjælpeorganisationerne typisk kun har kontakt til én gruppe kvinder - Reden International, Hope Now og Christians Venner arbejder udelukkende med udenlandske kvinder, mens Reden har kontakt til stofbrugere og gadeprostituerede. Disse foreninger kan derfor ikke udtale sig om vilkårene for danske kvinder, der kører escort eller arbejder på store, organiserede massageklinikker.

Kvinderne kan til gengæld sagtens tale for sig selv. De sidste ni måneder har jeg fulgt en række prostituerede på en større københavnsk massageklinik for at skrive en artikelserie om deres liv og hverdag. Jeg har mødt kvinder med en lang videregående uddannelse, og jeg har mødt nogen, der aldrig har lavet andet end at sælge sex. Desuden er jeg frivillig på et krisecenter for traffickingofre, og fælles for alle de kvinder, jeg har været i kontakt med, er, at de har nosser. De ved sagtens, hvad de har brug for, og de har ingen problemer med at artikulere det - uanset, om de er voldsofre eller ej.

Apolitisk kontakt

Birgit Petersson, der er tilknyttet Liva Rehab, fremhæver i sit indlæg her på Altinget.dk den fordømmelse, som prostituerede bliver mødt med i samfundet. Hun fremstiller det, som om den marginalisering, kvinderne og deres familier oplever, er en iboende faktor i det at sælge sex. I mine øjne er stigmatiseringen noget, vi alle bidrager til.

Hvorfor kan vi ikke inddrage de sexarbejdere, der er interesserede, i at udforme den politik og de hjælpetilbud, der skal gavne dem? Hvorfor ikke skabe et forum, hvor kvinderne kan blive hørt?

De sexarbejdere, som jeg har talt med på bordellet, er ikke et øjeblik i tvivl om, at de er i en branche, hvor der også er problemer. Ét af problemerne er, at de stort set kun kan få hjælp, hvis de vil stoppe med at sælge sex. De siger, at de mangler et apolitisk sted, hvor de kan henvende sig - også når de vil blive i branchen. De mangler nogen, de kan ringe til, når de oplever, at en af deres kollegaer har det dårligt. De mangler et sted, hvor de ikke bliver presset ned i en offerrolle, som de ikke kan identificere sig med.

Så længe både politikere og hjælpeorganisationer holder unavngivne undersøgelsers påståede resultater om prostitution højt, blot for at styrke deres egen sag, kommer vi ingen steder. Reden København gør det eksempelvis på deres hjemmeside, Rasmus Horn Langhoff gør det her i debatten.

Kvinderne på det bordel, hvor jeg har haft min gang fra maj 2012 til januar i år, har gentagne gange forsøgt at arrangere møder med politikere.

Blandt andet er en kvindelig minister og en mandlig borgerrepræsentant blevet inviteret på besøg i huset, så de kunne danne sig deres eget indtryk af, hvordan det er at arbejde på en massageklinik. Begge har afvist invitationen.

For at sige det med Sokrates - jeg ved kun, at jeg intet ved. I hvert fald om prostitution. Jeg ved også, at I intet ved. I hvert fald de fleste af jer; I, der træffer beslutningerne. Derfor er det på tide at holde op med at snakke for i stedet at stille spørgsmål til de kvinder, det handler om.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00