Debat

Udsatte, udstødte og det rene udskud

DEBAT: En voksende gruppe af borgere med mere end ét problem, de socialt udsatte, bliver i stigende grad overset, mener sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cliff Kaltoft,
Sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder.

Vi har et godt hjælpesystem i Danmark. Og selvom ambitionsniveauet de seneste år er dalet til, at det er okay blot at være blandt de 10 bedste i verden, så er indsatsen stadig på mange måder rigtig god og kvalificeret, hvis man har et fysisk, psykisk eller socialt problem. Desværre ser det noget mere dystert ud, hvis man, som en større og større gruppe, slås med flere problemer på én gang. 

Derfor er uligheden stigende i Danmark. Det har desværre længe været kendt på borgerniveau, men står nu også printet i neon på politisk niveau. På samme måde som vejen til fx en psykiatrisk udredning for den stofafhængige er både stenet og lang, er vejen til midler og udvikling det for de organisationer, der har med de allersvageste udsatte borgere i landet at gøre. Således er værdigt trængende blevet et begreb, som gradbøjes og i stigende grad helt overser en voksende gruppe af borgere med mere end ét problem. Dem som vi omtaler socialt udsatte. Serviceloven sidestiller personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og personer med særlige sociale problemer i loven om aktivitets- og samværstilbud eller det, vi kalder væresteder, men den politiske prioritering og retorik vidner om en grel tendens til skævvridning i den sociale indsats. De allersvageste - de er blevet det rene udskud.

Færre midler på misbrugsområdet 
Lad mig med det samme bringe nogle belæg til torvs:

I kommunernes regnskaber for 2010 viser nøgletal for udsatteområdet med al tydelighed, at der ydes god, mindre god og praktisk talt ingen hjælp afhængigt af, om man er ramt på sin fysiske, psykiske eller sociale funktionsevne. I fx Vejle Kommune tildeles et aktivitets- og samværstilbud for psykisk syge borgere hele 4 gange så mange midler som et aktivitets- og samværstilbud for tidligere misbrugere, til trods for at brugergrupperne altså er ligestillet i Serviceloven. Og underligt er det, at tilførslen af midler til indsatsen på psykiatriområdet er steget med 26 % over en treårig periode, mens de tilsvarende midler til indsatsen på misbrugsområdet er faldet med 17 % - velvidende at antallet af brugere endda er højest på det sidstnævnte værested.

Eksemplet bekræfter en tendens, som er almindelig kendt fra kommuner over hele landet - handicap og psykiatriområdet prioriteres frem for den øvrige sociale indsats, og det tricker både høre- og synsapparatet blandt selv garvede folk fra både embedsværker og professioner på området.

Udstødelse af systematisk karakter
En sådan ulogisk forfordeling af de i forvejen stærkt begrænsede midler tager sig ikke blot mærkværdigt ud - det giver ganske enkelt ikke mening, at fordelingen af midler falder proportionelt negativt ud, jo flere problemer man slås med eller med andre ord, jo større kompleksiteten er i menneskers udsathed. Sådanne politiske prioriteringer gør vores allersvageste til både 3. og 4. rangsborgere, fordi udstødelsen har systematisk karakter. Indsatsen undergraves i disse år i de organisationer i det frivillige sociale arbejde, der ellers som de svageste borgeres sidste sikkerhedsnet er de praktiske garanter for et vist bundniveau i det velfærdssamfund, vi mener at kunne være så stolte af. Disse organisationer undergraves og udhules - både økonomisk og retorisk.

Et skræmmende eksempel på områdets manglende betydning udspiller sig under den nyligt afholdte valgkamp, hvor vores daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i den gode sags tjeneste vil eksemplificere, at politik også handler om mennesker. Han nævner kvinden Sanne, der kun har fået ét tilbud om alkoholbehandling på et privat behandlingshjem, som han meget uheldigt vælger at navngive for rullende kameraer i primetime. Præcis således var statsministerens ordlyd: Der kommer en pige, hun hedder Sanne, hun er alkoholiker, hun vil gerne i behandling. Amtet siger: Der findes 1 tilbud. [xxx navngivet behandlingsted]. Det er dét eller ingen. Hun siger: jeg vil ikke derhen. Hvis ikke man er alkoholiker, når man kommer der, så bliver man det. Jeg vil gerne et andet sted hen.

Ingen reaktion
Jeg er godt klar over, at den daværende statsminister ikke siger dette for at sætte det pågældende behandlingssted i miskredit. Det skræmmende er da heller ikke eksemplet i sig selv, men den larmende tavshed der følger efter, fordi der ingen faglig modstandskraft er blandt hverken medier eller fagfolk. Reaktionen udebliver simpelthen. Og kunne man overhovedet forestille sig lignende citater om et psykiatrisk tilbud, der lød: Hvis ikke jeg var psykisk syg, før jeg kom her, blev jeg det, uden at nogen råbte op, eller for så vidt et privat rengøringsfirma om hvilket det lød: hvis ikke der var beskidt, før de begyndte at gøre rent, så blev der det? Eller helt usandsynligt om et privathospital, at hvis ikke man var syg, når man kom der, så blev man det. Ikke blot var sådan et retorisk benspænd aldrig gået uden en stævning, alle andre indsatser ville aldrig blive vurderet seriøst på så svagt et grundlag. Eksemplet viser med al tydelighed, at denne del af det sociale område ligger under for faglig udsultning og politisk distance.

Hvor langt vil magtens formidlere degradere i anstændighed og professionalisme for at vinde gunst og mærkesager? For at tilfredsstille de som har de stærkeste og mest gennemtrængende stemmer? I tider med lavkonjunktur rammes de allersvageste mest. For der bliver ganske enkelt flere om mindre. Tendensen er overfladebehandling, der bærer præg af rovdrift på sociale organisationer med det til følge at skabe store kløfter og forskelle i den samlede sociale indsats. De allersvageste ender i bunden i fødekæden, og mig bekendt er der brug for mere end algekost, hvis kompleks socialt udsathed skal overvindes og erstattes med genvundet mod på livet og lyst til positiv forandring. Det kræver sund og alsidig kost - altså kompetencestærke organisationer med social innovativ styrke.

Nyt organ til kvalitetsmåling 
Det sociale område har brug for et kraftcenter, der helt grundlæggende kan udfordre præmisserne for arbejdet med de svageste udsatte i Danmark. Et neutralt og fagligt funderet organ, som kan sikre en gyldig og pålidelig måling af kvaliteten i indsatsen. Og som derved kan garantere valide og saglige belæg i debatten om indsatsen over for de allersvageste. Det vil kunne sikre en minimumskvalitet og derved i praksis en bedre helhedsorienteret og koordineret indsats, fordi der vil blive tilført bedre viden på tværs af specialområder. Vi skylder de sociale indsatser et sådan værktøj, vi skylder skatteyderne garanti for, at pengene følger BÅDE behov og effekt, og vi skylder ikke mindst de allersvageste og udsatte i vores samfund anstændige tilbud, der afspejler en ligelig fordeling efter serviceloven.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cliff Kaltoft

Sekretariatschef, Landsforeningen af VæreSteder
autodidakt

0:000:00