Venstre til Astrid Krag: Fortsæt det sociale frikort

DEBAT: Det sociale frikort kan give udsatte borgere noget at stå op til om morgenen. Derfor skal socialministeren tage initiativ til at fortsætte ordningen, skriver Marie Bjerre og Cecilia Lonning-Skovgaard. 

Af Marie Bjerre (V) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Hhv. Socialordfører og Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune

Hvordan skal vi som samfund prissætte menneskers værdighed? Eller vores svageste medborgeres følelse af menneskelig værdi?

I Venstre mener vi, at det ikke udelukkende kan gøres op i penge.

Derfor vil det være en gigantisk fejltagelse at afskære nogle af de mest udsatte ledige fra at tage et småjob med det sociale frikort.

Frikortet er en forsøgsordning, som gør det muligt for eksempelvis hjemløse, misbrugere eller borgere med psykiske udfordringer at tjene op til 20.000 kroner om året skattefrit uden at blive modregnet i kontanthjælpen eller andre offentlige ydelser.

For nogle af samfundets svageste er frikortet en mulighed for at dyppe tåen på arbejdsmarkedet og få mod på mere.

Men nu balancerer det sociale frikort på afgrundens rand, fordi det står til at udløbe, hvis ikke et flertal i Folketinget aktivt beslutter at fortsætte ordningen.

Penge er for snæver en målestok
Venstre mener, at en forlængelse vil være det eneste rigtige, både menneskeligt og for samfundet.

Også selvom en evaluering viser, at de offentlige omkostninger ved at administrere frikortet har været væsentligt højere end det beløb, som de udsatte har optjent med frikortet.

For siden hvornår har en offentlig håndsrækning til samfundets svageste udelukkende skullet være en overskudsforretning for at have værdi?

Vi skal minimere udgifter til at administrere og etablere frikort. Men når det handler om at tage et socialt ansvar, så er penge for snæver en målestok.

Derfor undrer det os, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) endnu ikke har svaret på, hvad der skal blive af ordningen. 

Der er brug for, at regeringen sætter frikortet på dagsordenen og tager initiativ til at sikre det.

En del af det arbejdende fællesskab 
Frikortet handler om at give en mangeårig hjemløs eller misbruger noget at stå op til om morgenen. En chance for at komme ud at lave noget, de kan være stolte af. Og en følelse af værdighed, selvstændighed og livskvalitet, fordi de bliver en del af det arbejdende fællesskab.

Den følelse må vi ikke tage fra dem, selvom frikortet på papiret er ”en dårlig forretning”.

Tanken er jo, at frijobberne – når de med frikortet har dyppet tåen i vandet på en arbejdsplads og oplevet, at de faktisk kan bunde – langsomt vil turde at vove sig længere ud på arbejdsmarkedet og starte en bevægelse mod et job og et mere selvstændigt liv.

Lykkes dét, vil det ikke bare gøre alverden til forskel for den enkelte frijobber. Det vil også gavne statskassen.

Så kære Astrid Krag: Tag initiativ til at sikre frikortet.

Forrige artikel Institut for Menneskerettigheder: Stigende vold på botilbud er en haster for socialtilsyn Institut for Menneskerettigheder: Stigende vold på botilbud er en haster for socialtilsyn Næste artikel Videnscenter: Vi kan få flere indvandrere i job, men det vil koste Videnscenter: Vi kan få flere indvandrere i job, men det vil koste