Fysio- og ergoterapeuter: Fyringer viser afstanden mellem Christiansborg og virkeligheden
DEBAT: Mens politikerne taler om, at vi skal bygge bro mellem sektorerne i sundhedsvæsenet, er virkeligheden, at vi lige nu brænder de broer, vi rent faktisk har, skriver Tina Lambrecht og Tina Nør Langager fra Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen.
Tina Lambrecht
Leder, Aalborg UniversitetshospitalTina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen, bestyrelsesmedlem, Pensionskassen for Sundhedsfaglige, bestyrelsesmedlem, Sundhedsfagliges Ejendomsaktieselskab, PKAAf Tina Lambrecht og Tina Nør Langager
Hhv. formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Ergoterapeutforeningen
Mens landmændene har høstet tidligt i år efter en usædvanlig varm sommer, så er der meget mere forudsigelighed på hospitalerne.
Her svinges sparekniven uanset antallet af solskinstimer på samme tidspunkt hvert år, når der endnu engang skal udmøntes en økonomiaftale.
Vi kører på pumperne
Der er næppe nogen i dette land, der ikke har opdaget, at selvom hospitalerne behandler flere og flere, så følger ressourcerne ikke med.
Skriv til [email protected]
Derfor er der også en enorm følelse af afmagt blandt alle hospitalsansatte, når de endnu engang skal igennem en fyringsrunde.
Det gør simpelthen ondt, hver gang vi skal se medlemmer i øjnene, der i forvejen løber alt for stærkt og nu får at vide, at det bliver endnu værre.
Færre fysio- og ergoterapeuter betyder mindre sammenhæng i sundhedsvæsenet.
Tina Lambrecht og Tina Nør Langager
Hhv. formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Ergoterapeutforeningen
Ikke fordi nedskæringerne er værre i år end tidligere – men fordi nedskæringerne har været fast praksis så længe, at vores sundhedsvæsen kører på pumperne.
Det kan ikke undgås, at borgerne bliver forvirrede, når politikerne på den ene side fortæller om deres ambitioner for et sundhedsvæsen i topklasse og så på den anden side skærer i personaleressourcerne.
Vi vil derfor i al stilfærdighed opfordre til, at de ansvarlige politikere er åbne om, hvad nedskæringerne betyder for den kvalitet, man som patient kan forvente. Det er ikke fair at lade, som om de ansatte kan opretholde kvaliteten ved bare at løbe hurtigere.
Flere svækkede ældre
Nedskæringerne har betydning på mange niveauer.
Vi ved mest om, hvad det betyder, når fysio- og ergoterapeuterne bliver færre i forhold til antallet af patienter; patienterne ikke får den genoptræning og behandling, de skal have under indlæggelsen.
I forvejen viser forskningen, at ældre patienter, der kunne gå ved indlæggelse, typisk ligger stille i sengen i 17 timer i døgnet. Få dage på den måde har store konsekvenser for muskelstyrke og funktionsniveau, men i høj grad også for evnen til at genoptage sine hverdagsaktiviteter, når man kommer hjem.
Forskning viser også, at 50 procent af alle indlagte ældre medicinske patienter har problemer med at spise, drikke og synke. Overses problemet i en travl hverdag, betyder det både risiko for lavere funktionsevne, flere genindlæggelser og øget dødelighed.
For en lang række sygdomme er der solid evidens for, at fysisk aktivitet og træning i dagligdagsaktiviteter er afgørende for sygdomsforløbet, og hvordan patienterne klarer sig efterfølgende.
Fysisk aktivitet og kognitiv genoptræning er simpelthen en nødvendig del af et behandlingsforløb, hvis det skal have en rimelig kvalitet. Men mobilisering og træning – så patienten kan vedligeholde og genoptræne sin funktionsevne – bliver ofte valgt fra i en presset hverdag.
Brænder vores broer
Færre fysio- og ergoterapeuter betyder mindre sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det betyder, at kommunerne modtager borgere, der er langt mere svækkede, end de ville være, hvis de havde fået den rigtige hjælp.
Og det er endda ikke sikkert, at kommunen overhovedet får det at vide i tide, fordi der stadig er for mange patienter, der bliver udskrevet uden den nødvendige genoptræningsplan i hånden, som skal sikre, at patienterne får den genoptræning, de har brug for.
Mens politikerne taler om, at vi skal bygge bro mellem sektorerne i sundhedsvæsnet, så er virkeligheden, at vi lige nu brænder de broer, vi rent faktisk har.
Vi ved godt, at sundhedsudgifterne stiger i disse år, i takt med at vi bliver flere ældre, flere lever med kroniske sygdomme, og vi kan behandle flere og flere. Men svaret på den udfordring er ikke at give borgerne dårligere behandling på sygehusene.
Tværtimod vil det betyde flere genindlæggelser og samtidig vælte udgifter over på kommunerne, der i forvejen er godt i gang med at indrette store sundhedshuse, fordi patienterne bliver så tidligt udskrevet.
I et større perspektiv, så understreger de evige fyringsrunder på hospitalerne billedet af, at der nogle gange er for langt mellem vores politikere på Christiansborg og virkeligheden.
Hele diskussionen om struktur i sundhedsvæsenet løser ikke det grundlæggende problem, at der er brug for hænder – endog mange hænder – til at løse de mange opgaver på sygehusene.
Svaret er ikke at sige farvel til dygtige ansatte, men derimod at sikre de rette ressourcer til de opgaver, som politikerne ønsker skal løses.