Debat

Fysioterapeuter til PLO: Når direkte adgang til fysioterapi fungerer i Norge, Skotland og Holland, gør det nok også i Danmark

DEBAT: PLO er bekymret for patientsikkerheden, hvis danskerne kan gå direkte til fysioterapeut uden om den praktiserende læge. Men udenlandske erfaringer viser, at ordningen vil være både bedre og billigere, skriver formand Tina Lambrecht. 

Fysioterapeuter er uddannede til at opfange "røde flag" – indikationer på, at patienten lider af en alvorlig sygdom, som kræver behandling hos en praktiserende læge, skriver Tina Lambrecht.<br>
Fysioterapeuter er uddannede til at opfange "røde flag" – indikationer på, at patienten lider af en alvorlig sygdom, som kræver behandling hos en praktiserende læge, skriver Tina Lambrecht.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

Den seneste tid har man blandt andet i Politiken kunnet læse om, hvordan direkte adgang til fysioterapeut kan medvirke til at reducere manglen på praktiserende læger.

Det glæder mig meget, at flere har fået øjnene op for, at fysioterapeuter har noget unikt at tilbyde patienter med muskel- og ledproblemer. Mange af vores nabolande har indført direkte adgang. Hvis man som jeg har fulgt deres erfaringer, så ved man, at det giver store gevinster for patienterne i form af hurtigere behandling af høj kvalitet.

Jeg har noteret mig, at PLO ved deres formand, Christian Freitag, er skeptisk over for patientsikkerheden, hvis man overlader første konsultationer til fysioterapeuter. Det er et overraskende synspunkt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til: [email protected]

Røde flag
Det har siden 2007 været muligt at gå direkte til fysioterapeut med fuld egenbetaling – en mulighed, tusindvis af patienter årligt benytter sig af. Mange af disse patienter adskiller sig kun fra de lægehenviste ved, at de har råd til at betale for hele behandlingen selv.

Heldigvis for alle patienter har vi fysioterapeuter som en del af vores uddannelse lært at opfange såkaldte ”røde flag” – indikationer på, at patienten lider af alvorlig sygdom af en karakter, der kræver hjælp fra andre sundhedsprofessionelle.

Praktiserende læger er en umådelig dygtig faggruppe, men de er både udfordret af, at de er for få, og at af de skal have viden om en lang række sygdomsområder.

En række studier fra lande med direkte adgang viser da også, at fysioterapeuter er mindst lige så gode som læger til at opfange røde flag hos patienter med muskel-/skeletlidelser. Disse patienter er altså i trygge hænder hos netop fysioterapeuter.

Vi forestiller os ikke, at alle patienter med smerter skal ses af en fysioterapeut. Hvis man for eksempel har diffuse smerter, træthed eller andre uforklarlige symptomer, vil enhver fysioterapeut sige, at man skal gå til egen læge.

Vi kender godt vores begrænsninger. Men samtidig skal man huske på, at netop det, fysioterapeuter er bedst til, fylder rigtig meget hos de praktiserende læger; 24 procent af alle konsultationer hos egen læge drejer sig om nakkesmerter, lænderygsmerter og slidgigt. Hvis fysioterapeuter overtager halvdelen af disse konsultationer, så vil det frigøre, hvad der svarer til over 400 praktiserende læger til andre opgaver – og dermed give et stærkt tiltrængt bidrag til at løse manglen på denne faggruppe.

Bedre og billigere
I en tid, hvor sundhedsvæsnet er økonomisk udfordret, er det naturligvis også interessant, at de udenlandske erfaringer viser, at det bliver væsentligt billigere, hvis man lader patienterne gå direkte.

For det første skal man ikke bruge lægens tid. For det andet bliver behandlingsforløbene hos fysioterapeuten kortere ved direkte adgang – formentlig fordi patienten hurtigere kommer i relevant behandling. Det er særligt interessant, i lyset af at det mange steder i landet kan tage lang tid at få en konsultation hos en praktiserende læge, fordi de er så hårdt spændt for. For det tredje viser de udenlandske erfaringer, at fysioterapeuter henviser væsentligt mindre til unødvendige scanninger og speciallægeundersøgelser.

Set herfra er de udenlandske erfaringer ikke overraskende. Praktiserende læger er en umådelig dygtig faggruppe, men de er både udfordret af, at de er for få, og af at de skal have viden om en lang række sygdomsområder, mens muskler og led er en klar kernekompetence for fysioterapeuter. Ligesom vi går til tandlægen, når vi har ondt i tænderne, bør vi gå til fysioterapeuten, når vi har ondt i muskler og led. Det vil give bedre behandling – og det vil frigøre stærkt efterspurgte ressourcer hos de praktiserende læger.

Hvad direkte adgang præcist vil koste, skal naturligvis forhandles som en del af vores praksisoverenskomst for praktiserende fysioterapeuter. Men hvis man tager udgangspunkt i det nuværende niveau, så vil en konsultation hos fysioterapeuten ifølge vores beregninger kunne klares knap 40 procent billigere, end det i dag er tilfældet hos praktiserende læge. Det understreger, hvad de udenlandske erfaringer også viser – at der både er store patientmæssige og økonomiske fordele ved direkte adgang.

Vi bidrager meget gerne til at kvalificere debatten med viden om erfaringerne fra udlandet og relevante undersøgelser. Men jeg må samtidig også stilfærdigt pege på, at det her ikke er noget utestet påfund. Når det virker i Norge, Skotland og Holland, så virker det nok også i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Lambrecht

Fhv. formand, Danske Fysioterapeuter
fysioterapeut (Ergo- og fysioterapeutskolen Aalborg 1995), diplom i ledelse & økonomi, UCN Erhverv 2020, Strategisk Lederskab, CLAVIS 2016, Chairman Degree, Board Governance 2012

0:000:00