Notat indikerer: Her er regeringen klar til at give sig i forhandlinger om finansloven

Regeringen planlægger at lukke det finansieringshul, som humaniora og samfundsfag på landets universiteter frygtede forud for finanslovsforhandlingerne.
Det viser et internt regeringsnotat, som Altinget er kommet i besiddelse af.
Notatet afslører, at regeringen forventer at finde pengene, men først under selve forhandlingerne, hvor regeringen har afsat 1,8 milliarder kroner i en såkaldt forhandlingsreserve til "indrømmelser i forhandlingerne om FL20". Med andre ord de godbidder, regeringen kan give støttepartierne under forhandlingerne. ”Heraf”, som det fremgår af notatet, ”0,3 mia. kr. årligt til HUM-SAMF”.
Ifølge den såkaldte prioriteringsskitse, der blev fremlagt for regeringens koordinationsudvalg 5. september 2019, er taxameterløftet af humaniora og samfundsfag, som de Radikales uddannelsesordfører, Katrine Robsøe, sidste uge kaldte “fuldstændig afgørende” at videreføre, således allerede budgetteret.
Det er både uforståeligt og ødelæggende for vores uddannelser, der har været hårdt ramt af besparelser de sidste mange år, hvis Socialdemokratiet ikke lever op til det, de sagde før valget.
Katrine Robsøe
Uddannelsesordfører (R)
Hele tiden planen?
I sidste uge forlød det fra socialdemokraterne, at de 300 millioner kroner til universiteterne ikke længere var givet på forhånd, fordi det såkaldte kassetjek viste, at rådighedsrummet var mindre end ventet.
Før valget havde regeringspartiet ellers udtrykkelig forpligtet sig til at videreførte taxameterløftet.
“Nu siger vi med åbne øjne, at vi forpligter os til, at det løft fortsætter. Det vil vi gerne bruge nogle penge på,” sagde Mattias Tesfaye (S) til Altinget.
Men efter kassetjekket sagde uddannelsesordfører Kasper Sand Kjær (S) så til Altinget, at taxameterløftet nu igen var til forhandling, men at regeringen ville “gøre alt, hvad vi kan for at finde pengene”.
R: Uforståeligt og ødelæggende
"Det siger desværre meget om socialdemokraternes manglende prioritering af videregående uddannelse," skriver Katrine Robsøe i en kommentar til Altinget, at taxameterløftet gøres "til en politisk spillebrik, som det desværre ser ud til, at socialdemokraterne vil gøre det til".
Hun udtrykker forhåbning om, at regeringen "kommer på bedre tanker" og ikke "gambler med vores uddannelses i et politisk spil".
Finansminister Nicolai Wammen ønsker ikke at kommentere på "et embedsmandspapir, der ikke er politisk godkendt", oplyser hans særlige rådgiver.
Læs hele artiklen på Altinget Forskning, hvor du får flere kommentarer og endnu mere baggrund i sagen om mulige besparelser på universiteterne.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner



















