
Solrød Kommune har fundet en ny direktør for udvikling og drift af velfærdsområderne i form af Helle Seerup.
Det skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse.
Helle Seerup har siden 2017 været områdechef for i Halsnæs Kommune for blandt andet Social, Beskæftigelse og Borgerservice samt Kultur, Arbejdsmarked, Borger og Erhverv.
Som velfærdsdirektør bliver det Seerups ansvar at sikre udviklingen og driften af kommunens indsatser på områder indenfor blandt andet sundhed, borgerservice, børn og skoler.
"Solrød er en kommune, hvor der ikke er langt fra idé til handling, og det betyder, at vi hurtigt kan gøre en konkret forskel for borgerne. Det viser sig også i den stærke samarbejdskultur i kommunen, som jeg glæder mig til at bidrage til," udtaler Helle Seerup.
Helle Seerup kommer til at indgå i Solrød Kommune som tredje direktionsmedlem.
Direktionen består af kommunaldirektør Nikolaj Weyser Mortensen og direktør Peter Søndergaard. Hun overtager velfærdsdirektørposten efter Dorte Saabye, som efter 15 år i kommunen har valgt at gå på pension.
"Vi søgte efter en person med både det moralske og menneskelige kompas i orden, og det har vi fået med Helle. Helle får en central rolle i at omsætte vores politiske ambitioner til konkrete resultater – ikke mindst på de store velfærdsområder, hvor vi både står over for vækst og reformer," udtaler kommunaldirektør Nikolaj Weyser Mortensen.
Helle Seerup er tidligere afdelingsleder for Arbejdsmarked og Uddannelse i LO, og uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Hun tiltræder velfærdsdirektørposten 1. maj.
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Nu skal århundredets reform sikkert i havn. Her er Kjeld Møllers ønskeliste til en ny regering
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Professor og programdirektør: Vi kan opspore type 1-diabetes tidligere hos børn, men Danmark mangler et nationalt tilbud



















