Christian Freitag: Regeringen ville styrke den praktiserende læge. I stedet presses vi væk af regionsklinikker

Flere regionsklinikker

Regionsrådet skal nu uden nogen begrænsninger kunne etablere egne klinikker. De skal konkurrere med de lokale praktiserende læger. Regionerne kan gøre det hvor som helst, når som helst og de kan give dem de vilkår, de selv finder rigtige. 

Ikke engang et folketingsmedlem valgt på Lolland kan tro på den logik.  

Christian Freitag
Praktiserende Læge

Hvis ikke man selv har været selvstændig erhvervsdrivende på et tidspunkt, og derfor måske ikke helt kan se problemet, kan man prøve at besvare følgende ret retoriske spørgsmål:  

Hvis en region nu både skal drive egne klinikker i større antal, og samtidig forhandle vilkår for de praktiserende læger i samme område, hvor mon man så lægger opmærksomheden og ressourcerne? Hos de 1.600 klinikker som praktiserende læger selvstændigt driver over hele landet og står til ansvar for? Eller hos de klinikker man selv lige har etableret, ejer, driver og skal stå til ansvar for? 

Svaret giver vist sig selv. 

Det er faktisk ikke mit indtryk, at regionerne står i kø for at oprette disse regionsklinikker. Tværtimod er der i de senere år kommet en fin forståelse af de fordele, (og ulemper) der er ved at have praktiserende læger over hele landet:

Vi er relativt små og meget lokale arbejdspladser med en ret høj grad af selvstyre. Vi er meget tæt på borgerne - ikke kun fysisk, men også menneskeligt. Det er endda vist, at det kommer borgernes helbred til gavn.

Regeringen lægger ikke engang skjul på, at de ønsker flere permanente regionsklinikker.

De skriver det ret tydeligt: ”Forslaget forventes derfor også at ville medføre en gradvis ændring i sammensætningen af kliniktyper over tid.” 

Én ting er, at vi praktiserende læger sidder tilbage med en oplevelse af at være blevet ført bag lyset i de seneste seks-otte år.

Det helt store problem er dog den grundlæggende usikkerhed, som man nu præsenterer alle fremtidens praktiserende læger for: Hvordan forestiller regeringen sig, at vi praktiserende læger skal kunne konkurrere på fair vilkår imod nogle klinikker, som regionen jo bare løbende kan bevilge større budgetter, når de mangler ressourcer?  

Vi har konkurrence allerede i dag. I langt de fleste kommuner kan borgeren let skifte læge, hvis de er utilfredse - og det benytter en del sig af. Det er sundt for alle parter. Flere læger vil i øvrigt styrke konkurrencen i hele landet. Det er vi ikke nervøse for. Men skriv i loven, at det skal ske på lige vilkår, ellers er det ikke konkurrence - så er det et ideologisk projekt. 

Regionsrådet skal bestemme lægebehovet

Konklusionen er ret klar: I stedet for at stimulere læger til at nedsætte sig, vil denne del af loven have den modsatte effekt - er der nogen, der tror noget andet? 

Regionsrådet skal bestemme, hvor mange borgere den enkelte klinik kan magte at betjene. 

Hvert år skal jeg meddele min region, hvor mange patienter vores klinik regner med at kunne betjene i det kommende år. Regionen har en interesse i, at jeg har åbent for tilgang af nye borgere i området, og samtidig har klinikken en interesse i, at antallet af tilmeldte borgere passer nogenlunde til den kapacitet, vi har i lægehuset.

Med små variationer har det fungeret sådan i over 50 år. Det udnytter klinikkens kapacitet optimalt i en balance med, at vores ventetid og tidspresset i den enkelte konsultation ikke stiger for voldsomt. 

Det skal være slut nu. Den vurdering, som vi har lavet lokalt i lægehuset, skal regionsrådet nu overtage. Rådet skal, ud fra en matematisk model, nu bestemme hvor stort lægebehovet er for landets seks millioner borgere og dermed for hver enkelt af landets 1.600 lægeklinikker. 

Dette forslag tager næsten førsteprisen for central detaljestyring. Ikke alene laver man en model, der åbenbart vil vise de enkelte borgeres behov for lægehjælp. Man påstår samtidig, at man har indblik i den enkelte kliniks lokalefaciliteter, personalehjælp og samlede faglige og menneskelige ressourcer.

Hvem kan have fået den idé og troet på, at den vil fungere? 

Hvis dette lovforslag er regeringens udgave af at styrke de praktiserende læger, så er jeg ret sikker på, at vi hellere vil være fri.  

Christian Freitag
Praktiserende læge

Endnu værre er det, at det naturligvis ikke vil virke på lægemanglen på Lolland. Jeg kan godt illustrere den manglende logik ved et eksempel: 

Københavns Kommune tvangsåbner 100 klinikker til at tage flere patienter. Patienterne skal så finde sig i at få kortere tid med deres læge og sygeplejerske.

Regeringen forudser så åbenbart, at det vil medføre, at nogle andre praktiserende læger i København mister så mange patienter, at de må dreje nøglen om og lukke deres klinik.

Derefter vælger de pågældende læger at flytte til Lolland med deres familie og åbne en ny dér - og vupti! Lægemanglen er udlignet.

Helt ærligt: Ikke engang et folketingsmedlem valgt på Lolland kan tro på den logik. 

Skal finansierer klinikker i lægefattige områder

Har regeringen allerede besluttet hvad PLO-aftalen i 2027 skal indeholde? 

For at finansiere en del af de bedre lægeressourcer til de områder, hvor der mangler læger i dag, vil regeringen åbenbart pålægge de øvrige klinikker at betale en del af deres honorar til klinikkerne i de lægefattige områder - og samtidig pålægge dem at tage flere patienter. 

Det står ikke helt entydigt i loven, men følgende sætning står i den underliggende tekst:

”(Praktiserende læger) i områder med lavt sundhedsbehov skal dermed varetage flere patienter indenfor den nuværende honorering…”. 

Den formulering indeholder to åbenlyse problemer:  

Regeringen indfører for det første et helt nyt begreb: ”Borgere med lavt sundhedsbehov”. Jeg ved ikke, hvordan computeren vil regne sig frem til, hvem det er, men jeg har forstået, at det blandt andet omfatter de mange unge og yngre voksne, der lider af lettere psykiatriske lidelser som angst, stress, depression og opmærksomhedsforstyrrelser.

Dertil også den store gruppe veluddannede voksne, der er ressourcestærke, men som enten er lidt nervøse for at fejle noget, og derfor søger læge, eller tager rådene om at komme ”til læge i tide” ret alvorligt. De skal nu gå andre steder hen. 

Jeg tror, det kræver mange spindoktorer at overbevise alle disse mennesker om, at de nu må nøjes med dårligere adgang til lægen, vel at mærke som led i netop at styrke det nære sundhedsvæsen. Må man også minde om, at byrden af kronisk sygdom ikke er en god målestok for patientens behov. 

For det andet, ser det ud som om, at ovennævnte sætning beskriver hvad den kommende aftale med PLO skal munde ud i – altså lavere honorar for en del praktiserende læger.

Det er i sig selv lidt bemærkelsesværdigt, hvis man gerne vil tiltrække flere læger til faget, men det mest overraskende er jo, at hvis dette er tilfældet, har man altså allerede bestemt hvad denne "Aftale27" skal munde ud i.

Hvis Regeringen allerede har besluttet lægernes honorar og arbejdsbelastning, hvad er det så parterne skal "aftale"? 

Jeg håber, at jeg har misforstået planen her. I modsat fald, sætter det fuldstændig de praktiserende lægers aftalevilkår ud på sidelinjen. Vi kan vist godt forudse, hvordan andre faggrupper ville reagere på et sådant lovindgreb - mon ikke de praktiserende læger vil reagere på samme måde? 

Det kan godt være, at man har søgt inspiration til loven blandt de omkring 140 klinikker, der befinder sig i disse lægefattige områder, samt borgerne i de samme områder. Det er også̊ helt forståeligt, at de har sagt "ja tak" til både flere penge og flere læger.  

Men, med mindre, man ønsker splid blandt disse 140 klinikker på den ene side, og de resterende 1.400 klinikker på den anden side, så tror jeg, det ville have været en god idé at inddrage de øvrige 1.400 klinikker også, og måske også de mange borgere, der nu bliver negativt ramt af dette lovindgreb.  

De fleste klinikker i landet er helt med på, at meget tidskrævende lægeopgaver bør honoreres bedre end mindre tidskrævende, og at der mangler lægeressourcer i visse dele af landet.  

Men det er dog nu engang myndighederne, der har bestemt hvor mange praktiserende læger, der er blevet uddannet igennem de seneste 10-15 år. Det er også myndighederne, der alene kan placere de nye ydernumre, som afgør hvor vi læger åbner vores klinikker.

Er det så ikke fair, at det også er myndighederne der påtager sig ansvaret, når det nu har vist sig, at deres planlægning ikke har været helt rettidig?  

Vi vil hellere være fri for regeringens hjælp

Det er både fornuftigt og fair at arbejde for flere læger på Lolland. Det er også helt fornuftigt at forsøge at udnytte de nuværende praktiserende lægers arbejdskapacitet fuldt ud. 

Men hvis regeringen tvinger dette nye lovforslag igennem, vil den mislykkes med begge dele – og oveni hatten får de ca. 3.000 demotiverede praktiserende læger at samarbejde med.  

Fastholder man alligevel indgrebet, må man i det mindste ændre ambitionen om at ”styrke den praktiserende læge”.

Hvis dette lovforslag er regeringens udgave af at styrke de praktiserende læger, så er jeg ret sikker på, at vi hellere vil være fri.