Dansk Selskab for Indvandrersundhed: Pandemiplanen fejler, når den overser etniske minoriteter

Dansk Selskab for Patientsikkerhed udgav sammen med en række myndigheder og fagpersoner et digert tobindsværk om, hvad vi lærte af COVID-19, hvor behovet for målrettede indsatser over for befolkningsgrupper i sårbare positioner ligeledes blev pointeret. 

176.000 arbejdsmigranter i Danmark fra blandt andet Østeuropa, og der var udbredt smitte blandt for eksempel slagteriarbejdere på grund af deres trange, usunde og midlertidige boligforhold. Sundhedsstyrelsen var selv med til at se styrken i at engagere lokalsamfund, NGO’er, beboerforeninger og religiøse organisationer i smittebegrænsning.

Sundhedsstyrelsen tog ligeledes initiativ til en undersøgelse af etniske minoriteters brug af medier til informationer under pandemien.

Danske forskere leverede stærke undersøgelser af sociale, boligmæssige, erhvervsmæssige og demografiske risikofaktorer for smitte, som direkte angiver de blinde pletter i indsatsen mod COVID-19. 

For os at se er der kun én forklaring: det er en politisk beslutning at social ulighed i pandemibekæmpelse ikke skal være en del af pandemiplanen. 

Christian Wejse og Morten Sodemann
Hhv. formand og næstformand

Institut for Menneskerettigheder udgav undersøgelser om betydelig forskelsbehandling, og World Health Organization var dybt bekymrede over, at udskamningen af etniske minoriteter overalt i verden igen blev brugt i politiske sammenhænge.

De øvrige skandinaviske lande fandt samme undersøgelsesresultater. Udeladelsen af strategier i forhold til etniske minoriteter er derfor også påfaldende, fordi den strider mod de klare forskningssignaler.

Etniske minoriteters mistillid til sundhedsmyndigheder og deres negative erfaringer fra andre lande omkring kampagner gav modstand, som kunne være undgået, hvis man ikke omkring 2010 havde nedlagt de enheder i Sundhedsstyrelsen og i kommunerne, som var målrettet etniske minoriteter.  
 
Vi kender af gode grunde ikke årsagerne til en så stor risikogruppe er udeladt fra planen, men den udgør en gigantisk samfundsøkonomisk- og sundhedsmæssig blind plet. Vi noterer os, at Sundhedsstyrelsens enhed for Forebyggelse og Ulighed er blevet nedlagt idet forebyggelse nu ligger andre enheder mens social ulighed i sundhed, herunder etniske minoriteters sundhed, helt er forsvundet fra Styrelsen.

Det kan dog ikke kun være fraværet af de aspekter, der har ført til den opsigtsvækkende udeladelse. Da der næppe er tale om en faglig beslutning fra Sundhedsstyrelsens side, så er der for os at se kun én forklaring: det er en politisk beslutning at social ulighed i pandemibekæmpelse ikke skal være en del af pandemiplanen. 
 
Flygtninge og indvandrere udgør en væsentlig del af befolkningen i Danmark, cirka 13 procent. Mange i denne gruppe har sundhedsbehov, som bør tages i betragtning i en national pandemiplan. Det kan omfatte sprogbarrierer, kulturelle forskelle og varierende grader af tillid til sundhedsvæsenet, hvilket kan gøre det vanskeligt for dem at tilgå information og sundhedstilbud.

Derudover er nogle flygtninge og indvandrere sårbare på grund af tidligere traumer, kroniske sygdomme eller social marginalisering. Under COVID-19-pandemien så vi, hvordan sådanne faktorer kunne bidrage til en overrepræsentation af smitte og alvorlig sygdom i disse grupper. Skal vi virkelig starte forfra ved næste epidemi? 
 
En effektiv pandemihåndtering forudsætter, at vi tager højde for hele befolkningens behov. Det kræver en differentieret tilgang, hvor vi allerede i planlægningsfasen inddrager tiltag, der sikrer information og adgang til sundhedstilbud for flygtninge og indvandrere. For eksempel kunne pandemiplanen have inkluderet: 

• Sprog- og kulturspecifikke informationskampagner, som sikrer, at alle borgere forstår anbefalinger og restriktioner. 
• Etablering af lokale sundhedstilbud, der tager hensyn til sociale og sproglige barrierer. 
• Samarbejde med civilsamfundsorganisationer, der har tæt kontakt til flygtninge og indvandrermiljøer. 
• Dataindsamling og overvågning, der giver et mere nuanceret billede af, hvordan pandemier påvirker forskellige befolkningsgrupper. 
• Udvidelse af sundhedsambassadørprogrammer, som allerede har vist deres værdi i arbejdet med at nå marginaliserede grupper. Sundhedsambassadørerne har under tidligere sundhedskriser fungeret som brobyggere mellem sundhedsvæsenet og flygtninge- og indvandrermiljøer. De har været afgørende for at skabe tillid, sikre korrekt information og styrke adgangen til sundhedstilbud. 
• At overse disse tiltag kan have alvorlige konsekvenser. Vi risikerer ikke kun at forværre ulighed i sundhed, men også at gøre det sværere at opnå den høje vaccinationsdækning og befolkningsbeskyttelse, der er afgørende under en pandemi. Desuden kan det skabe yderligere belastning af et i forvejen presset sundhedsvæsen. 

Den tidligere epidemiplan fra 2013 blev ikke anvendt under COVID-19, fordi den gamle plan byggede på erfaringer fra influenzaepidemier, og dem fandt man ikke brugbare under den seneste pandemi.

Med den besynderlige udeladelse af en stor højrisikogruppe fra pandemiplanen, risikerer den nye plan ikke bare at blive lige så uanvendelig som den foregående, den vil med sikkerhed føre til, at etniske minoriteter igen vil blive ramt ekstra hårdt. Folkesundhed er for hele folket og ikke kun de 90 procent.  
 
Det er derfor essentielt, at Sundhedsstyrelsen revurderer pandemiplanen og indarbejder en strategi, der omfatter flygtninge og indvandrere. Det er ikke blot et spørgsmål om retfærdighed - det er også et spørgsmål om effektivitet og samfundssind.

Hvis vi skal stå stærkt mod fremtidige pandemier, skal vi sikre, at ingen grupper bliver ladt i stikken. Dansk Selskab for Indvandrersundhed opfordrer til en revidering af pandemiplanen, så den bedre afspejler behovene i hele befolkningen.