Mere kollektiv trafik i København

KORT NYT: I den nye plan for Region Hovedstadens fremtid bliver den kollektive trafik opprioriteret væsentligt, og så skal københavnerne maksimalt have ti minutter til det nærmeste grønne område.
Kasper Frandsen
Nye S-togslinjer, en letbane langs Ring 3, hurtigbusser på motorvejene og en allerede meget omtalt havnetunnel. Det er noget af det, der er på programmet i Den Regionale Udviklingsplan, der er blevet offentliggjort i dag.

Derudover skal alle borgere maksimalt have ti minutters gang til det nærmeste grønne område, der skal indføres miljøzoner for dieseltrafik helt ud til Ring 4, og så skal en allerede planlagt nationalpark blive endnu større.

Planen er regionens første udviklingsplan og blandt andet en udløber af den store borgerhøring i november sidste år, hvor regionens borgere kom med deres bud på, hvordan fremtidens Region Hovedstaden skal se ud. Borgernes klareste ønsker var en overordnet grøn profil, uddannelse til alle og ikke mindst en styrkelse af regionens kollektive trafik.

"Vi prøver at udbygge de ting, der gør det værd at leve, de grønne områder og det at komme hurtigt på arbejde. Vi erkender, at borgerne i vores region er storbymennesker, og det er gennemgående i vores udspil," siger Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, til berlingske, der også mener, at uddannelsesniveauet må op, hvis man vil undgå den stigende ulighed og den seneste tids gadeoptøjer.

Hun bakkes op af oppositionen i regionsrådet, der mener, at en så visionær og ambitiøs plan er nødvendig, når der, som i hovedstaden, er et efterslæb af offentlige investeringer. "Region Hovedstaden står stærkt og har landets højeste konkurrenceevne og er således Danmarks bedste kort i globaliseringen, men vi må ikke hvile på laurbærrene, og vi oplever allerede tegn på, at virksomhederne vælger hovedstaden fra," siger Benedikte Kiær, der er gruppeformand for de Konservative i Region Hovedstaden. "Det kan den her plan lave om på," siger hun.

Regionen har ikke selv penge nok til at føre planen ud i livet, men håber på økonomisk støtte fra Christiansborg. Vibeke Storm Rasmussen mener, planen er så fyldt med saglighed, at man ikke burde kunne affeje den.

Kilde: Berlingske

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00