Nyhedsbrev fra Aalborg Lufthavn

Dokumentation

Nyhedsbrev, d. 14-11-2006
Hej altinget.dk,

Charterfly til Phuket en succes

Første kæmpefly til Thailand af sted til tiden med 360 gæster

Det første charterfly nogensinde fra Aalborg direkte til ferieøen Phuket i Thailand lettede tirsdag fra Aalborg Lufthavn med 360 forventningsfulde chartergæster. Det var samtidig det største passagerfly lufthavnen har sendt af sted, og alle tre afgangshaller var i brug samtidig.

Men alt klappede trods de mange mennesker, og den store Airbus 330-300 fra MyTravel Airways kom af sted til tiden.

Hidtil har nordjyderne måtte tage den lange vej til København, hvis de vil på charterferie til Phuket med Spies, Tjæreborg, Ving, Star Tour og Apollo, men Aalborg Lufthavn har fået selskaberne til forsøgsvis at flytte to afgange til Aalborg i vinter.

Næste afgang er 3. april i starten af påsken næste år, og her er op mod 80 procent af rejserne allerede solgt, oplyser Tjæreborg Rejser. Det er 14 dages rejser til priser fra ca. 7.000 kr. Der er afgang fra Aalborg kl. 12:05 og ankomst til Phuket tidligt næste morgen, lokal tid.

Ud over Phuket kan man vælge mellem mange andre feriesteder i området som Krabi/Ao Nang, Koh Phi Phi og Patong Beach.

Igen næste vinter

- Vi kan roligt fastslå at eksperimentet er blevet en succes, og vi satser på at kunne tilbyde nordjyderne direkte charterflyvninger fra Aalborg til Thailand eller andre oversøiske rejsemål igen næste vinter, siger informationschef Torben Andersen, MyTravel Airways. Han er imponeret over at Aalborg Lufthavn så elegant kunne håndtere de mange chartergæster.

Der var plads til 405 i den store Airbus, selskaberne har dog valgt kun at sælge de 360 rejser, fordi der på returrejsen fra Thailand 28. november benyttes en anden version af flyet med business class afdeling foran og "kun" 360 sæder. Flyvetiden Aalborg-Phuket er to gange seks timer afbrudt af en times mellemlanding og strække-ben pause i én af de arabiske emirater.

Let at rejse fra Aalborg

Det er muligheden for at kunne flyve direkte til Phuket fra Aalborg, samt gratis parkering i lufthavnen, der har fået mange nordjyder til at købe en rejse til Thailand. Mere af det, tak, lød det fra mange af chartergæsterne.

En af dem er Lisbeth Busk fra Hjørring, der sammen med sin mand Torben har fire børn med på rejsen. Tvillingerne Rasmus og Lukas på halvandet år, Sheona på ni år, og lillesøster Ida Marie på fire år. Plus bedsteforældrene.

- Vi har før været med rutefly til Thailand, men det her er jo meget lettere, især når man rejser med børn, siger Lisbeth Busk.  

Du modtager dette nyhedsbrev, da du har tilmeldt dig denne service på http://www.aal.dk. Ønsker du ikke længere at være tilmeldt Aalborg Lu fthavn a.m.b.a s nyhedsservice, så send venligst en email til [email protected], eller klik dig ind på http://www.aal.dk og indtast din email-adresse samt sæt markering i feltet "Frameld".

Bemærk: Dette nyhedsbrev kan ikke besvares. Deres henvendelse ved at besvare dette nyhedsbrev vil derfor ikke blive læst.


Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00