Debat

Brian Mikkelsen og Varde-borgmester: Udvidelse af Hovedvej 11 er en nødvendig investering

Trængslen på Hovedvej 11 kan ende med et fravalg af Vestkysten og sætte en stopper for væksten i området samt svække turismen som erhverv. Derfor opfordrer vi Folketingets partier til at tilgodese strækningen under de kommende infrastrukturforhandlinger, skriver Brian Mikkelsen og Erik Buhl Nielsen. 

Både Socialdemokratiet og den tidligere VLAK-regering og DF har anerkendt behovet.  Det håber vi, at alle parter vil huske, skriver Brian Mikkelsen og Erik Buhl Nielsen.
Både Socialdemokratiet og den tidligere VLAK-regering og DF har anerkendt behovet.  Det håber vi, at alle parter vil huske, skriver Brian Mikkelsen og Erik Buhl Nielsen.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Brian Mikkelsen
Erik Buhl Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark skal det være muligt at drive en succesfuld virksomhed med vækst, også selvom virksomheden ikke ligger i nærheden af en større by. Men det kræver et Danmark, der hænger bedre sammen.

Her spiller infrastrukturen en helt central rolle, og de danske virksomheder har brug for mere asfalt efter mange års fokus på særligt jernbaner. Det står klart inden Folketingets kommende infrastrukturforhandling.

Motorvejsudvidelser har naturligvis stor prioritet, men hvis vi skal sikre vækst i hele Danmark, er det også helt nødvendigt at have blik for de egne af vores land, hvor motorvejsnettet glider over i smalle landeveje med en utilstrækkelig kapacitet for det lokale erhvervsliv.

Hovedvej 11 bør udvides 
For investeringer i infrastruktur er investeringer i vækst. Derfor er et af de projekter, som bør realiseres, en udvidelse af Hovedvej 11 mellem Korskro og Varde. Af samme årsag er strækningen også med i Dansk Erhvervs infrastrukturudspil "Veje til vækst og velstand".

Det lokale erhvervsliv oplever, at virksomheder i andre områder har konkurrencefordele, fordi trængslen har betydning for fragtpriser og leveringstider.

Brian Mikkelsen og Erik Buhl Nielsen
Hhv. administrerende direktør, Dansk Erhverv og borgmester, Varde Kommune

I Varde Kommune er de største erhverv turisme, produktion, landbrug og fødevarer. Fælles for disse er, at Hovedvej 11 er en hovedfærdselsåre ind og ud af kommunen for kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere, leverandører og turister.

Men vejen, der forbinder Varde Kommune og den jyske vestkyst med motorvejsnettet, er over årene blevet mere og mere befærdet. I dag kører der ifølge Vejdirektoratet i gennemsnit 9.100 køretøjer i døgnet på strækningen, der er dimensioneret til langt mindre trafik. Trængslen er så stor, at det er blevet en barriere for væksten i området, fordi trafikken på strækningen går i stå, når pendlere, turister og erhvervsliv bevæger sig ud på den snævre tosporede vej.

Svækker erhvervslivet på Vestkysten
Det lokale erhvervsliv oplever, at virksomheder i andre områder har konkurrencefordele, fordi trængslen har betydning for fragtpriser og leveringstider. Det samme gælder muligheden for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Hvis potentielle medarbejdere skal spilde unødvendige minutter på transport, svinder virksomhedernes rekrutteringsområde.

Også turismen lider under den trafikale belastning af Hovedvej 11. Den jyske vestkyst er med til at drive turismeudviklingen i Danmark og fører dermed mange arbejdspladser og følgeerhverv med sig til området.

Men turisterne, som hovedsageligt ankommer i bil, sidder særligt i sommerperioden i kø på Hovedvej 11 mellem Korskro og Varde lørdag efter lørdag, når der er skiftedag ved en af Danmarks største turistdestinationer.

Fortsætter trængslen, kan det ende med et fravalg af Vestkysten. Et fravalg der vil sætte en stopper for væksten i området og svække turismen som erhverv.

Partier har anerkendt behovet
En udvidelse af Hovedvej 11 mellem Korskro og Varde er altså en nødvendig investering i fortsat vækst i området. Strækningen er helt central for Varde Kommune og den jyske vestkysts sammenhæng til resten af Danmark. En sammenhæng, der ikke bare sikrer vækst lokalt, men til gavn for hele Danmark.

Derfor opfordrer vi Folketingets partier til at tilgodese Hovedvej 11 mellem Korskro og Varde under de kommende infrastrukturforhandlinger. Både Socialdemokratiet og den tidligere VLAK-regering og DF har anerkendt behovet i henholdsvis 'Danmark skal have en ny langsigtet infrastrukturplan' og 'Aftale om et sammenhængende Danmark'. Det håber vi, at alle parter vil huske.

For væksten i Danmark kan ikke kun finde sted langs de danske motorveje. Og hvis den skal have gunstige vilkår udenfor de større byer, skal infrastrukturen i alle dele af Danmark prioriteres.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00