Debat

Clever: Bred konkurrence kan skabe ladenetværk i verdensklasse

Vi har en unik mulighed for at skabe et marked for emobilitet i verdensklasse. Der er politisk vilje til at understøtte udviklingen, og det er positivt, at regeringen foreslår ny lovgivning. Men lovgivning må ikke hæmme udvikling, skriver Casper Kirketerp-Møller.

Forbrugerne skal frit kunne vælge den udbyder og den løsning, der passer dem bedst i hverdagen – uanset om de foretrækker abonnementer eller forbrugsbetalt opladning, skriver Casper Kirketerp-Møller.
Forbrugerne skal frit kunne vælge den udbyder og den løsning, der passer dem bedst i hverdagen – uanset om de foretrækker abonnementer eller forbrugsbetalt opladning, skriver Casper Kirketerp-Møller.Foto: Pressefoto
Casper Kirketerp-Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er markedet for emobilitet i rivende udvikling og udsat for stor konkurrence med nye spillere, der melder sig på banen med deres bud på fremtiden. Fantastisk. Der findes et voksende udvalg af løsninger og produkter til elbilisterne.

Samtidig har vi en stærkt stigende andel af vedvarende energi i elnettet, som er afgørende for, at skiftet til elbilen bliver så grønt som muligt.

Vi har altså potentialet til at skabe et dansk ladenetværk i absolut verdensklasse. Både når det kommer til den grønne omstilling og til valgfriheden og trygheden for forbrugeren. Det potentiale skal vi forløse.

Der er politisk vilje til at sætte skub i udviklingen, og der er lovgivning på vej. Det er positivt. Men vi skal sikre os, at lovgivningen stimulerer udviklingen og ikke hæmmer den.

Brug for overinvestering, ikke overregulering

Hvis forbrugerne skal føle sig betrygget i skiftet til elbilen, så skal vi sende et klart signal om, at den offentlige ladeinfrastruktur er tilstrækkelig, relevant og åben for alle.

Derfor har Clever fra starten haft som princip at investere forud for efterspørgslen, og vi gør derfor også vores bedste for at installere nye offentlige ladepunkter hver uge i samarbejde med kommunerne og forsyningsselskaberne.

Temadebat

Hvordan skal rammerne for udrulningen af ladestandere se ud?
Regeringen vil have fastsat rammerne for etableringen og driften af offentligt tilgængelige ladestandere.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) sendte i midten af juli et lovforslag i høring. Forslaget indebærer blandt andet, at kommuner og regioner kan give virksomheder ret til at opstille ladestandere på ladepladser på offentlige arealer, og at operatører af ladestandere skal give adgang for roamingtjenester, når ladepladsen er etableret på offentlige arealer, eller når ladepladsen er etableret med offentligt tilskud.

Lovforslaget kommer, efter at S-regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i december 2020 indgik en aftale for fremtidens bilpark, der i første omgang skal give 775.000 grønne biler på vejene i 2030.

Altinget giver i en temadebat ordet til borgmestre, eksperter, folketingsmedlemmer og interessenter, som vil debattere, hvordan de vil have sikret en tilstrækkelig ladeinfrastruktur. 

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen foreslår med den nye lovgivning, at opsætningen af ladestandere på offentlige arealer skal ske gennem udbud. Udbud er dog ikke den eneste endegyldige løsning, for det er vigtigt, at udrulningen på offentlige veje, som udgør størstedelen af det offentlige netværk, sker så effektivt og åbent som muligt, så vi fortsat kan være på forkant med udviklingen.

Vi skal fortsat give kommunerne mulighed for at behandle ansøgninger fra åbne og brede markedsannonceringer. Vi skal skabe en ensartet fast track-ordning, hvor der er afsat de fornødne ressourcer til sagsbehandlingen, så vi hurtigere kan komme tættere på målet om åben, rigelig og relevant infrastruktur.

Det er hverken til gavn for forbrugeren, kommunerne, eller markedet, hvis udrulningen udelukkende afhænger af udbudsprocesser. Beskeden fra transportminister Benny Engelbrecht (S) til kommunerne er i øvrigt også ganske klar. Indtil den nye lovgivning kommer på plads, skal kommunerne fortsætte med at behandle ansøgningerne, så udrulningen ikke går i stå.

Det er er vigtigt og positivt signal, som vi håber på at se effekten af hurtigt på tværs af landet, for ellers er risikoen, at der går op til et år eller mere, inden at de nye offentlige ladepunkter er brugbare for det hastigt voksende antal elbilister.

Nemme og intelligente løsninger til forbrugeren

Den sidste tid har manglende vindenergi og stigende elpriser skabt usikkerhed for mange elbilister.

Det skal ikke være forbrugernes bekymring, om strømmen er grøn eller til at betale. Den udfordring skal operatørerne og energibranchen løse i fællesskab med investeringer i grøn energi og intelligent opladning, der flytter strømforbruget hensigtsmæssigt væk fra dyre spidsbelastningsperioder.

Vi skal sikre os, at vi ikke opstiller unødvendige barrierer for, at efterspørgslen fra forbrugerne og markedet kan skabe de nødvendige løsninger, når vi udformer rammerne i lovgivningen.

Forbrugerne skal frit kunne vælge den udbyder og den løsning, der passer dem bedst i hverdagen – uanset om det er abonnementer eller forbrugsbetalt opladning, som man foretrækker. Det er ikke enten-eller, men både-og.

Elbilen kan lades, hvor opladningen er, og den nye fleksibilitet skal tænkes ind fra start til slut. Hos Clever satser vi på en holistisk løsning, hvor forbrugeren har fri adgang til opladning hjemme, på arbejdspladsen og vores offentlige netværk til en fast månedlig pris.

Det skaber nemt overblik om udgifterne i dagligdagen, tryghed, når elpriserne stiger, og gør det nemt at vælge intelligent hjemmeopladning til.

Abonnementerne fås i forskellige størrelser til forskellige kørselsbehov. Samtidig får man stadig mere grøn strøm gennem vores investeringer i vedvarende energi, og firmabilisterne og virksomheder får vished om, at opladningen beskattes og refunderes korrekt.

Det er altså et fleksibelt univers, som man kender det fra for eksempel mobilabonnementer til streaming, cykelleje og måltidskasser. Listen er lang. Det er en model, der har stigende popularitet blandt forbrugerne på mange markeder over hele kloden.

Konkurrence gavner udbud

Men et holistisk univers er ikke et lukket univers.

Samtlige af de offentlige ladestandere er tilgængelige for enhver elbilist med en app i hånden, så man kan starte, stoppe og betale for opladningen efter forbrug, hvis det er det, som man ønsker.

Hvis markedet skal blive ved med at udvikle sig, skal operatørerne fortsat konkurrere og bejle til forbrugerne gennem et bredt udvalg af produkter og forretningsmodeller på et frit tilgængeligt netværk

Casper Kirketerp-Møller
Direktør, Clever

Og det er på ingen måde unikt for Clever, for det er både et krav i EU's AFI-direktiv og i den brancheaftale, som mere end 95 procent af markedet er blevet enige om. Faktisk strammes kravene i den kommende opdatering til AFI-direktivet, og det er godt nyt for alle elbilister i EU-medlemslandene.

Hvis vi med lovgivning går ind og fastsætter regler om én bestemt type roaming og prisfastsættelse, er der en overhængende risiko for, at reguleringen rammer enten forbrugerens pengepung eller investeringsviljen hos eksisterende og nye markedsaktører.

På den måde risikerer vi kunstig prisudvikling, eller at investeringerne i et åbent kvalitetsnetværk bliver for spinkle. Hvis markedet skal blive ved med at udvikle sig, skal operatørerne fortsat konkurrere og bejle til forbrugerne gennem et bredt udvalg af produkter og forretningsmodeller på et frit tilgængeligt netværk. Og det skal ske med en effektiv offentlig sagsbehandling til gavn for forbrugerne og omstillingen fra olie til el.

Det vil skabe de bedste forudsætninger for et ladenetværk i verdensklasse. Og det får vi brug for nu, hvor elbilen for alvor gør sit indtog.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00