Debat: Transportsektorens CO2-udslip er en lavthængende frugt

DEBAT: Klimapolitikkens store problembarn er transporten, men vi kommer ikke udenom at udfase den fossile bilpark, hvis Danmark skal nå at opfylde klimamålene, skriver administrerende direktør i E.ON Danmark Peter Jonsson.

Af Peter Jonsson
Administrerende direktør i E.ON Danmark

Transportsektoren er klimapolitikkens store problembarn og den eneste sektor, hvor CO2-udslippet blot er steget de seneste 25 år. Faktisk har transporten netop overhalet energisektoren og står i dag for det største bidrag til Danmarks CO2-udledning. Hertil kan man lægge luftforureningen fra fossilbilerne, der finder vej ned i vores lunger og blodårer.

Selvom problemet med luftforurening ikke er det centrale her, er det langtfra ligegyldigt. Hvis luftforureningen i hovedstaden lå på samme niveau som på landet, ville københavnere leve et år længere. Ifølge Institut for Folkesundhed dør omkring 900 danskere hvert år af udstødningen fra fossilbilerne.

Der er med andre ord store sidegevinster ved at udfase den fossile bilpark.

Vi skynder os langsomt
I Danmark har vi det bedst tænkelige udgangspunkt for at nå klimamålene. Vi har et stærkt elnet og relativt korte køreafstande. Samtidig har der i mange år været en klar politisk ambition om at elektrificere persontransporten.

Allerede året inden COP15 fastslog daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, at vi skulle styrke den frie verden ved at svække vores afhængighed af fossile brændsler. Danmark skulle være et testcenter for grøn transport, lød ambitionen. I 2009 præsenterede Socialdemokraterne en lignende målsætning om, at der skulle køre 100.000 elbiler på de danske veje i 2015.

I dag er det desværre kun 10.000 ud af en bilpark på cirka 2,7 millioner biler, der er elektriske. En del af forklaringen skal findes i den usikkerhed og zigzag-politik, området har været præget af. Derudover har de rette incitamenter næppe været til stede.

Det afspejler sig blandt andet i den kendsgerning, at transportens andel af det samlede CO2-udslip de seneste 30 år har vokset sig næsten dobbelt så stor, og at staten kun har købt én elbil siden 2015. Det kan vi gøre bedre.

Omstilling med omtanke
En øget elektrificering af energisystemet er et centralt element i en omkostningseffektiv grøn omstilling. Elektrificeringen baner vejen for en øget udnyttelse af vedvarende energi og et mere fleksibelt energisystem. Samtidig er elbiler en billig måde at reducere CO2-udledningen på.

Eftersom strøm produceres i den kvotebelagte sektor, skaber en udbygning med elbiler ligeledes en dobbelt CO2-effekt, da elbiler flytter CO2-udledninger fra ikke-kvotesektoren til kvotesektoren. Herved kan der opnås en stor CO2-reduktion til en relativt lav omkostning, ifølge De Økonomiske Råd.

Det er hævet over enhver tvivl, at elektrificeringen af transporten er en af de lavthængende frugter i den grønne omstilling. Samtidig er en hurtige indfasning påkrævet, hvis vi skal have en rimelig chance for at nå vores 2030-klimamål.

Selv hvis vi erstattede alle 1,6 millioner benzinbiler med elbiler, så ville vi stadig mangle en tredjedel af reduktionsforpligtigelsen frem mod 2030. Det giver et fingerpeg om opgavens omfang.

Igennem det seneste årti har talrige rapporter og undersøgelser peget på præcis samme konklusion: Persontransporten bør elektrificeres, og i den tunge del af transporten bør biogas erstatte diesel. Jo før vi tager hul på opgaven, desto bedre.

Forrige artikel Flypersonale: Støt vores grønne ambitioner frem for at straffe dem Flypersonale: Støt vores grønne ambitioner frem for at straffe dem Næste artikel DTL: Arbejdskraftens fri bevægelighed skal tøjles, og social dumping bekæmpes DTL: Arbejdskraftens fri bevægelighed skal tøjles, og social dumping bekæmpes