Debat

DTL: Prioriter omstillingen af den tunge transport på lige fod med personbiler

DEBAT: Den tunge transport, søfart og luftfart skal inkluderes i arbejdet i den kommission for grøn omstilling af personbiler i Danmark, som blev nedsat i februar, for vi har brug for en samlet grøn transportløsning, ikke fire delløsninger, skriver Erik Østergaard.

Vi skal – i et samarbejde med vore naboer i Sverige og Tyskland – lave forsøg med elektrificering af motorvejsnettet, mener Erik Østergaard. 
Vi skal – i et samarbejde med vore naboer i Sverige og Tyskland – lave forsøg med elektrificering af motorvejsnettet, mener Erik Østergaard. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør for DTL – Danske Vognmænd

Alt for ofte bliver det bedste det godes fjende.

Således også ved klimaomstillingen af tung transport. Der forskes i mange forskellige løsninger i udlandet, og også lidt herhjemme, på produktion og ikke mindst lagring af grøn energi, og der gøres løbende fremskridt.

Nogle store og nogle små. Måske kommer den store løsning med en ny type batteri, der ikke vejer noget, kan lades på et øjeblik, og som kan rumme uendelige mængder af energi, før end vi aner det. I 2030, 2050 − eller? Ja, nogle taler sågar om en mirakelmaskine, der kan trække CO2’en ud af luften, og så kan vi jo egentlig bare fortsætte, som vi plejer, og lade maskinen køre ved siden af.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Der er derfor rigeligt med argumenter for at vente til i morgen eller dagen efter, før vi skal begynde at gøre noget i Danmark – det grønne foregangsland. Men det holder ikke.

Ikke tid til at vente
Vi ved jo ikke, hvordan løsningerne kommer til at se ud, og hvornår de kommer. Men vi ved, at vejen til at holde temperaturstigningerne på Jorden på under to grader bliver længere og hårdere, jo senere vi kommer i gang.

Vi skal understøtte forskningen i flydende brændstoffer produceret på el. De kan formentlig bruges af både fly, skibe og lastbiler. 

Erik Østergaard
Administrerende direktør for DTL – Danske Vognmænd

Vi ved også, at infrastruktur i Danmark tager rigtig lang tid at etablere. For eksempel blev elektrificering af fjernbanenettet behandlet i Traktionsudvalget i starten af 50’erne, men resultatet blev som bekendt diesellokomotiver. Til sammenligning var hovedstrækningerne i Vesttyskland elektricificerede allerede i samme årti.

Vi ved også, at lastbiler ikke byttes ud hver dag. En del af dem, som kører på vejene i dag, vil også køre der i 2030. Vi ved, at tog, skibe og fly lever endnu længere og meget muligt kan drage fordel af nogle af de samme løsninger. Og vi ved, at lastbiler, der kan køre på komprimeret og flydende gas, udbydes af nærmest alle lastbilproducenter, og at lastbiler til nærdistribution med en totalvægt på op til 26 tons på el er på vej til levering.

Det er derfor, DTL anbefaler, at vi går i gang i Danmark med nogle af de løsninger, der allerede findes, eller som er lige på trapperne:

Vi skal understøtte forskningen i flydende brændstoffer produceret på el. De kan formentlig bruges af både fly, skibe og lastbiler. Vi skal sikre distribution af biogas til alle dele af landet, så man kan tanke sin gaslastbil. Vi skal have gennemgået skatte- og afgiftssystemet, så grønne løsninger som minimum ikke straffes og gerne belønnes.

Grønne løsningsmodeller
Det offentlige skal indkøbe grønne køretøjer og efterspørge grøn transport, for det kan godt leveres. Vi skal forbedre logistikken og fjerne hindringerne for større lastbiler, som er mere klimaeffektive. Vi skal – i et oplagt samarbejde med vore naboer i Sverige og Tyskland – lave forsøg med elektrificering af motorvejsnettet, så lastbiler kan køre langt på el uden et stort batteri.

Læs også

Derfor bør den tunge transport selv sagt også inkluderes i arbejdet i den kommission for grøn omstilling af personbiler i Danmark, som blev nedsat i februar, men, som navnet siger, kun for at kigge på personbiler. Faktisk bør søfart og luftfart også være med, for vi har brug for en samlet transportløsning, ikke fire delløsninger, som ikke hænger sammen.

Mulighederne er med andre ord mange her og nu. Måske er det ikke den endelige løsning og måske heller ikke den bedste, når man om 100 år skuer tilbage. Men vi ved, at den virker, og vi ved, at målet kan nås. Alternativt kan vi jo vente på mirakelmaskinen!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Østergaard

Adm. direktør, DTL Danske Vognmænd
civiløkonom, MBA (GSB Chicago)

0:000:00