ITD: Nedsæt en klima- og miljøkommission for den tunge transport

DEBAT: Der er behov for en klar og langsigtet strategi for grøn vejgodstransport i Danmark, der skal blotlægge de erhvervsmæssige muligheder, som miljø- og klimaregulering giver anledning til, skriver Carina Christensen.

Af Carina Christensen
Administrerende direktør i ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Vejgodstransporten skal i fremtiden være grønnere. En af transportsektorens store fremtidige opgaver bliver at reducere sektorens bidrag til klimagasudslippet, og frem mod år 2030 skal vi have fuld fart under godstransportens langsigtede omstilling fra fossile brændstoffer til vedvarende energi.

Grøn omstilling af den tunge vejgodstransport kræver en klar, langsigtet og målrettet strategi, der tager højde for de omkostningstunge og lange investeringshorisonter, som transport- og logistikvirksomhederne opererer med.

Desværre mangler erhvervet klare, politiske udmeldinger om, hvilken vej man vil gå i Danmark og resten af Europa i forhold til fremtidig klima- og miljøregulering af den tunge transport. Mange af vores medlemmer i ITD efterlyser – med rette – sikre rammer for investeringer i ny teknologi i deres virksomheder.

Regeringen har for nylig nedsat en klima- og miljøkommission. Den skal komme med anbefalinger til den grønne omstilling af personbiler frem mod 2035. Kommissionen skal blandt andet analysere tiltag, der kan øge udbredelsen af grønne biler, og undersøge, hvordan man fjerner barrierer og udbygger og omstiller infrastrukturen til de nye biltyper og forbereder samfundet økonomisk til en storskalaudrulning af grønne biler frem mod 2035.

Grønne personbiler vel at mærke, for planer for grøn omstilling af den tunge vejgodstransport indgik desværre ikke i regeringens klima- og luftudspil for transportområdet – selvom netop den tunge vejgodstransport bidrager væsentligt til transportsektorens CO2-udledning.

Erhvervsmæssige muligheder 
I ITD mener vi, at regeringen også bør nedsætte en klima- og miljøkommission for den tunge transport. Vi har nemlig brug for, at der meget hurtigt laves en klar og langsigtet strategi for grøn vejgodstransport i samarbejde med erhvervet. Strategien skal identificere områder, hvor eksisterende og kommende regulering kan understøtte vækst og konkurrenceevne i danske vejgodstransport- og logistikvirksomheder, således at de erhvervsmæssige muligheder, som miljø og klimaregulering giver anledning til, kan udnyttes.

Strategien skal også anvendes som pejlemærke for fastlæggelse af danske forhandlingspositioner forud for internationale forhandlinger og anvendes til at prioritere iværksættelse af offentlig-privat samarbejde om udviklings- og demonstrationsprojekter med betydeligt grønt potentiale.

I vores branche vil vi meget gerne være med til at lave en klar strategi for en grøn omstilling af vejgodstransporten, og anbefalingerne fra en sådan kommission skal naturligvis tænkes ind i en bredere sammenhæng, hvor for eksempel også tankningsinfrastrukturen bliver tænkt sammen med andre transportformer.

Danmark halter efter nabolandene
Her er der inspiration at hente hos vores nabolande, som allerede har igangsat nationale strategier for transporterhvervet. Det har man for eksempel gjort i Tyskland, hvor blandt andet afgiftsnedsættelser og støtteordninger er med til at drive omstillingen til alternative brændstoffer fremad. Desværre må vi her konstatere, at Danmark halter væsentligt bagefter, når vi ser på de områder, som har skabt resultater i de lande, der er sammenlignelige med Danmark.

I de seneste år er der sket en del på klimafronten for den tunge vejgodstransport, særligt i regi af EU, og i ITD er vi generelt fortalere for, at de helt overordnede klima- og miljøløsninger skal findes i det europæiske samarbejde, så vi sikrer fair og lige konkurrence.

Spørgsmålet er dog, om vi ikke bør gøre mere for at støtte omstillingen af den tunge transport herhjemme? Fra vores side skal der ikke være tvivl om, at vi meget gerne ser en langt mere målrettet national indsats med bred politisk opbakning, som sikrer den nødvendige kontinuitet.

Virksomhederne vil gerne den grønne dagsorden
De danske transportvirksomheder arbejder dagligt benhårdt og målrettet på at nedbringe brændstoffor­bruget og dermed reducere CO2-udledningen fra den tunge vejgodstransport. Men branchen kan ikke nå helt i mål uden holdbare politiske tiltag, der respekterer virksomhedernes konkurrenceevne.

Det er i sig selv ingen nem opgave på grund af branchens kompleksitet og en køretøjsteknologi i rivende udvikling. Ikke desto mindre er det bydende nødvendigt at fastsætte nogle målsætninger og initiativer, så virksomhederne ved, hvad de skal indstille sig på, og så de får tilstrækkelig omstillingstid til at foretage de nødvendige og omkostningstunge investeringer, som processen kræver, og til det formål er der brug for en national strategi målrettet erhvervet.

Så lad os også få nedsat en klima- og miljøkommission for den tunge transport i Danmark, for virksomhederne vil rigtig gerne levere endnu grønnere transporter end i dag. Men det kræver frem for alt, at økonomien kan hænge sammen, og at der er sikkerhed for de grønne investeringer. Der vil en national strategi for erhvervet utvivlsomt være et tiltrængt og meget velkomment tiltag.

Forrige artikel Enhedslisten: Den grønne omstilling bliver ikke løst af mere asfalt på vejene Enhedslisten: Den grønne omstilling bliver ikke løst af mere asfalt på vejene Næste artikel Professor: Partiernes klimaudspil glemmer tung transport Professor: Partiernes klimaudspil glemmer tung transport
Enige eksperter: Flyrejser er underbeskattede

Enige eksperter: Flyrejser er underbeskattede

AFGIFTER: Prisen på en flybillet afspejler ifølge eksperter langtfra de negative konsekvenser for klimaet, og i stedet favoriseres fly frem for andre transportformer. Nye afgifter kan gøre en forskel for klimaet.