Debat

Energiproduktion og transport går hånd i hånd

DEBAT: En af de allervigtigste opgaver er at få energisektoren og transportsektoren til at gå hånd i hånd, når retningen mod det fossilfri transportsystem sættes, skriver formand i Ingeniørforeningen, Frida Frost.
Foto: Steen Brogaard/IDA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frida Frost
Formand, Ingengiørforeningen, IDA

I Transportministeriet er de i fuld gang med at skrive på det roadmap, der skal vise vejen for udfasning af fossile brændstoffer i transportsektoren. Mandag 11. november var Ingeniørforeningen vært for et af de fire temaarrangementer, hvor både Transport- og Klimaministeriet inviterer til debat om de væsentlige trædesten på vejen mod den fossilfri transport.

Logisk nok var temaet i Ingeniørforeningen brændselsteknologier, og hvor langt udvikling og udbygning af brint, el, gas og konventionelle motorer kan bringe os.

Energi og transport hånd i hånd 
Teknologiudviklingen er central for den grønne omstilling af transportsektoren. Men for mig at se ligger en af de allervigtigste opgaver i arbejdet med roadmappen i, at få energisektoren og transportsektoren til at gå hånd i hånd, når retningen mod det fossilfri transportsystem sættes.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Energieffektiviteten i trafikken vil uden tvivl blive bedre, men omvendt vil den samlede trafik være stigende, hvilket vil medføre en stigende negativ effekt på energiforbruget i trafikken.

Derfor handler det om videndeling og om en fælles forståelse for, at det netop er samspillet mellem de to sektorer, der er afgørende for at nå det optimale resultat. Det er den eneste måde, hvis vi gerne vil nå målet. Samtidig er et fælles fodslag og en gennemtænkt infrastruktur en forudsætning for bedre økonomi og effektivitet. 

Hvor kan danske transportvirksomheder udnytte, at energiselskaberne og andre aktører allerede nu investerer rigtig mange penge i nye energisystemer?

Frida Frost
Formand, Ingengiørforeningen

Energiinvesteringer skal medtænkes i transporten 
Det betyder ikke, at vi skal have centrale beslutninger om, hvilket alternativt drivmiddel Danmark skal satse på - nej, tværtimod mener jeg, at omstillingen går igennem en mangfoldighed af teknologier. Men det betyder, at vi hele tiden skal have de potentielle fordele ved de nuværende energiinvesteringer med, når vi taler om transporten.

Vi skal tænke transporten ind som aftager, når vi taler om energiinvesteringer. Hvor kan danske transportvirksomheder udnytte, at energiselskaberne og andre aktører allerede nu investerer rigtig mange penge i nye energisystemer? Eksempelvis skal det også analyseres, hvad den kommende udvikling af biogas kan bidrage med i transportsektoren.

Politikerne har et ansvar 
Her har politikerne også et ansvar i at sikre, at kursen for den grønne omstilling sættes i samspil mellem de to sektorer. Det kan nemlig godt være, at det giver god mening, set fra el-produktionens perspektiv, at afgiftsfritage el-biler. Her har vi brug for en udvikling, der på sigt kan betyde, at flåden af el-biler kan aftage strømmen, når vindmøllerne snurrer om natten.

Men set fra et transportperspektiv, så holder det ikke, at brint og hybrid ikke var med i pakken med afgiftsfritagelse, for det er her, vi kan sikre, at biler med alternative brændsler rent faktisk kommer ud på vejene i større stil. For alt andet lige så er rækkeviden af el-bilerne stadig for lille til rigtig at kunne få tag i danskerne. 

Jeg glæder mig til at se roadmappen for en fossilfri transportsektor - og især er jeg glad for, at både Transportministeriet og Energi-og Klimaministeriet sidder med ved tastaturet, når kursen skal lægges.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frida Frost

Innovationschef, DTU Vind og Energisystemer, Leder af PowerLabDK, DTU, Bestyrelsesformand for Experimentarium
Digital Technologies for Business Transformation (CBS, 2021), Cand.polyt. (DTU 1999), prof. bestyrelsesuddannelse (Insead 2012), executive program (Singularity University 2012), G2 Governance & Strategy (Wharton School 2014),

0:000:00