Engelbrecht: "Vi vil opleve, at jernbanen kommer ind i en helt ny æra"

INTERVIEW: Den danske jernbane står overfor et kvantespring, der ikke er set magen til i et halvt århundrede. Den udvikling skal udnyttes, så passagerflugten stopper, siger transportminister Benny Engelbrecht. Opskriften er moderne tog, emissionsfri kørsel og billige billetter.   

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Daniel Bue Lauritzen

Artiklen blev første gang bragt i februarudgaven af Altinget Magasin. 

Benny Engelbrecht rejser sig fra sin stol ved den modsatte ende af langbordet og går gennem mødelokalet.

”Jeg er gået i historiebøgerne,” siger han, slår op og viser et fotografi af et kulsort damplokomotiv.

Der hænger en sky af mørkegrå røg og damp over lokomotivets skorsten, og det kunne være et stilbillede fra en plyndringsscene i en film om 1800-tallets wild west, men fotografiet er taget i Danmark og forestiller en lokomotivtype, der først blev droppet endeligt af de danske statsbaner i 1970.

Indtil da var damplokomotiver en fast del af togdriften i Danmark, og det var ifølge transportministeren et ”kvantespring” for jernbanesektoren, da de endelig blev udfaset til fordel for de dengang mere moderne dieseltog.

Nu er hans pointe, at kvantespringet snart vil gentage sig.

Vi kommer til at se nyt materiel. Vi kommer til at opleve en meget mere moderne jernbane, som samtidig bliver mere grøn. Det skal vi forstå at udnytte

Benny Engelbrecht (S)
Transportminister

Jernbanen står efter mere end et halvt århundrede igen over for fremskridt, hvis lige ikke er set siden den banebrydende overgang fra kul til diesel, mener han.

”Vi vil opleve, at jernbanen kommer ind i en helt ny æra. Vi kommer til at se nyt materiel. Vi kommer til at opleve en meget mere moderne jernbane, som samtidig bliver mere grøn. Det skal vi forstå at udnytte,” siger han.

Blå bog
Benny Engelbrecht

  • Født 4. august 1970.
  • Første gang valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 2007.  
  • Har været transportminister siden folketingsvalget i 2019 og var i perioden 2014 til 2015 skatteminister i Helle Thorning Schmidts regering.   
  • Har folkeskolen som højeste afsluttede eksamen, men har suppleret med kurser fra merkonomuddannelsen i markedsføring. 
  • Inden den politiske karriere arbejdede han blandt andet som journalist, tjener og salgs- og marketing manager.

Kilde: Ft.dk

Nedslidt, umoderne og udfordret
Som en af sine første beslutninger som ny transportminister valgte Benny Engelbrecht efter valget i 2019, at der skulle laves et bredt serviceeftersyn af hele den danske jernbane. Da eftersynet blev leveret i maj sidste år, var det med flere nedslående konklusioner.

Jernbanen var på grund af årtiers manglende investeringer blevet ”nedslidt, umoderne og udfordret,” lød det i rapporten. Værre var det, at negligeringen af banen var begyndt at koste passagerer i togene.

Danskerne, som sammenlignet med nabolandenes befolkninger historisk har været storforbrugere af toget, havde ifølge rapporten siden 2013 kørt mindre med tog år for år, mens togforbruget i de sammenlignelige lande i samme periode var steget.

Samtidig var danskere blevet betydeligt gladere for at køre i deres biler, der var blevet et både hurtigere, billigere og lettere alternativ. 

Alt sammen umiddelbart dårligt nyt for en socialdemokratisk transportminister, men rapporten meldte også om lys for enden af jernbanetunnellen.

De to smertensbørn, elektrificeringsprogrammet og udrulningen af et nyt signalsystem, der i flere år har voldt massive problemer for både BaneDanmark og pendlerne, var ifølge serviceeftersynet endelig kommet ”i god gænge”.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Med andre ord var der endelig en klar forventning om, at begge projekter samt indfasningen af nye tog kunne gennemføres uden større problemer.

Det er den konklusion, der har givet Benny Engelbrecht en tro på, at man med få og simple yderligere indgreb kan få danskerne tilbage på perronen og ind i togene. Det, der mangler, er at ”gøre jernbanen cool igen,” som han formulerer det.

”Vi vil med relativt få investeringer tage noget, der er godt, og gøre det endnu bedre, så vi kan indfri forventningen om, at jernbanen skal være cool i fremtiden,” siger han og fortsætter:

”Vi skal udnytte de enorme potentialer, der er i de investeringer i signalsystemer, elektrificering og indkøb af fremtidens tog, der allerede er besluttet. Det er store beslutninger og kæmpe milliardbeløb, der allerede er afsat, som vi kommer til at høste frugterne af i det her årti.”

Billigere billetter
De seneste års passagerflugt kan ifølge serviceeftersynet af jernbanen hænge sammen med, at prisen på biler og kørslen i dem er faldet. Det skyldes blandt andet udbredelsen af mikrobiler, ændringer af registreringsafgiften og lavere takster på at køre over Storebælt.

Derfor skal togtrafikken ikke bare gøres cool, men også blive mere konkurrencedygtig på prisen, mener Benny Engelbrecht.

"En af grundene til, at folk er blevet skubbet i retning af bilen, er simpelthen, at det relativt set er blevet billigere af køre bil. Det har vi ikke set på toget, så derfor er det interessant, særligt på de lange rejser, hvor man krydser Storebælt, at kigge på, hvordan man kan få prisen ned,” siger han.

Især familierejserne skal være billigere, mener ministeren.

”Hvis man er en hel familie, der sætter sig ind i bilen for at besøge familien eller tage i sommerhus, så er der noget prissætning, som gør, at man vælger bilen. Vi skal sørge for, at der bliver mulighed for at købe nogle fritidsrejser, der er billigere, end det er i dag,” siger Benny Engelbrecht.

Der er selvfølgelig nogle begrænsninger på nogle sidebaner og regionalbaner, hvor vi ikke kan fuldelektrificere, men vi kan godt gå i en elektrisk strategi med eksempelvis batteritog, så vi kommer helt i mål med at bringe CO2-udledningerne ned

Benny Engelbrecht (S)
Transportminister

Fleksible tilbud
Han lægger samtidig op til, at en mere dynamisk prissætning, som man for eksempel kender det fra flytrafikken, hvor prisen på en billet er omskiftelig og afhænger af efterspørgslen på den enkelte afgang, kan få flere danskere til at vælge toget frem for bilen.

”Der er et stort potentiale i at udnytte den ledige kapacitet i togene, som det giver rigtig god mening at kigge på. Når togene kører alligevel, og sæderne er tomme, kan vi lige så godt prøve at fylde dem op. Hver gang der en tom plads i toget, tjener vi ikke noget. Hvis vi i stedet sælger den plads til halv pris, så kommer der da noget i kassen,” siger han.

Inspirationen kommer fra sidste sommers forsøg med et stort udbud af billige orangebilletter, rejsepas og tilbud om billig trafik til øerne. Initiativerne var en stor succes hos de ferierende danskere, der på grund af coronakrisen havde droppet udlandsturen.

”Vi lavede det store eksperiment, hvor vi tog én million orangebilletter og solgte dem for 99 kroner. I virkeligheden gik vi "bare" ind og besluttede os for at sælge noget ledig kapacitet lidt billigere med en dynamisk prissætning og kombinerede det med en klar og tydelig kommunikation. Det var en kæmpemæssig succes,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Men det er ikke kun de fritidsrejsende og familierne, der ifølge ministeren bør tilbydes billigere billetter. Også de daglige pendlere kan se frem til nye billettyper.

En læring fra coronatiden er nemlig, at det kan blive nødvendigt med nye tilbud til pendlerne, der tager højde for de ændringer af arbejdsmarkedet, der er sket over det seneste år, mener han.

”Vores pendlerprodukter er indrettet efter, at man tager på arbejde fem dage om ugen. Men det hænger jo ikke sammen med, hvis man har fire dage på jobbet og én hjemmearbejdsdag i ugen. Det er ikke særlig fleksibelt. Det kommer vi til at skulle kigge på,” siger Benny Engelbrecht.

Et grønt jernbanenet
Hvis ministeren skal nå i mål med ambitionen om den ”cool” jernbane, kræver det dog mere end billige priser og fleksible pendlerkort.

Jernbanen skal være grøn og gerne helt CO2-neutral, mener han. Det kan gøre toget til det oplagte valg for den klimabevidste pendler, mener Benny Engelbrecht.

Læs også

”Det er klart, at hvis jernbanerne bliver noget, hvor vi kan sige, at der slet ikke er CO2-emmissioner, så bliver det tydeligt for enhver, at valget står mellem en personbil og en CO2-neutral jernbane, så bliver det valg lettere,” siger han. 

I den sammenhæng er de allerede besluttede elektrificeringer naturligvis centrale. Men den grønne omstilling af togtrafikken skal gøres helt færdig, lyder det fra transportministeren.

”Vi kan med få yderligere tiltag komme i mål med at få en grøn jernbane, hvor alle dele bliver elektrificeret. Der er selvfølgelig nogle begrænsninger på nogle sidebaner og regionalbaner, hvor vi ikke kan fuldelektrificere, men vi kan godt gå i en elektrisk strategi med eksempelvis batteritog, så vi kommer helt i mål med at bringe CO2-udledningerne ned.”

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Ikke noget sort hul
Meldingen om den fuldkomne elektrificering af tognettet kommer kort inden, at transportministeren i det spæde forår ventes at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en ny infrastrukturplan.

Planen skal tegne retningen for investeringer i veje og jernbaner over de kommende ti år, og ministerens ambition er, at den skal vedtages med bred opbakning i Folketinget.

Det skal være slut med ”skyttegravskrige i transportpolitikken”, mener Benny Engelbrecht, der selv indledte sin ministerperiode med at skrotte den afgående regerings langtidsplan. Nu drømmer han om brede forlig og langsigtet planlægning.

”Vi skal ikke igen stå i en situation, hvor noget udløber og har en bagkant, hvor en regering har spillet noget ud, som der efter et valg ikke længere er et flertal for. Derfor er den brede politiske stabilitet helt afgørende,” siger han.

Det handler om at bringe investeringen helt i mål, og det er den mulighed, vi har nu

Benny Engelbrecht (S)
Transportminister

I oppositionspartiet Venstre, der bliver afgørende for at indfri ministerens ambition om en bred aftale, er man imidlertid på forhånd kritisk indstillet overfor nye investeringer i jernbanen.

I Venstre er man grundlæggende uforstående overfor, at serviceeftersynet diagnosticerede jernbanen som ”nedslidt, umoderne og udfordret”, mens man ifølge et svar til Folketinget fra transportminister Benny Engelbrecht fra sidste år har brugt 132 milliarder kroner på jernbanen siden 2009.

Det har fået partiets transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til at sammenligne banen med et sort hul, som politikerne efter hans opfattelse alt for længe har kastet milliarder af skattekroner direkte ned i.

Det er dog et billede, som transportministeren har svært ved at genkende.   

”Det er kritikerne selv, der har været med til at investere de store beløb. Man kan vel sige, at når man først har gjort det, så bliver det kun et sort hul, hvis man ikke vil omsætte investeringerne til afkast. Det ville da være tudetosset, hvis vi ikke får noget effekt ud af det. Det handler om at bringe investeringen helt i mål, og det er den mulighed, vi har nu,” siger Benny Engelbrecht.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00