Debat

Forbrugerrådet: Skab bedre sammenhæng i rejsegaranti og på tværs af Europa

Sammenhæng på tværs af Europa kan gøre det mere tilgængeligt at tage toget og bør være en del af den kommende mobilitetsplan. Nationalt skal vi se på en sammenhængspulje for landsdækkende rejsegaranti på tværs af udbydere, skriver Anja Philip.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anja Philip
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden længe starter de længe ventede forhandlinger om en grøn mobilitetsplan. Sammenhæng mellem transportformer - i alle dens aspekter - skal være en del af planen.

Fysisk infrastruktur i form af gode, trygge cykelstier til og fra stationerne, gode parkeringsmuligheder samt jernbaner og busbaner, der binder det hele sammen, er naturligvis afgørende. Stationerne skal også være attraktive hubs, der binder transportformerne sammen, og hvor det er rart at opholde sig.

Men alle de andre aspekter, der bidrager til en sammenhæng fra mit perspektiv som passager – billetter, betaling, information og service – skal også være en del af mobilitetsplanen.

En sammenhængende rejsegaranti på tværs af transportformer i hele Danmark vil være et stærkt signal om, at trafikselskaber og operatører på tværs af transportformer og geografi tager fælles ansvar for, at vores rejse hænger sammen fra start til slut.

Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk

Rejseplanen og Rejsekortet har ambitiøse planer om at udvikle en samlet mobilitetsløsning, der inkluderer flere transportformer, så vi kan søge på en samlet rejse med forskellige transportmidler og købe én billet til hele turen.

Det er dog vigtigt, at sammenhængen ikke blot er noget, vi som passagerer kan se på papiret eller på vores skærm. Vi skal også kunne mærke, at nogen tager ansvar for vores samlede rejse fra dør til dør, når vi er på farten, så det bliver let og attraktivt at vælge den kollektive trafik til.

Fælles mål at samarbejde om
Selv om der hele tiden sker fremskridt med initiativer fra selskaber og operatører, er der brug for, at man fra politisk side skaber gode rammer for bedre sammenhæng.

Der er brug for at fastsætte fælles mål om at tiltrække flere passagerer til hele den kollektive transport, som alle parter – trafikselskaber, operatører, infrastrukturforvaltere og andre aktører – kan arbejde sammen om.

Og måske er der også brug for en national sammenhængspulje, der for eksempel kan sætte fart på udviklingen af Rejseplanen og Rejsekort eller en landsdækkende rejsegaranti på tværs af transportformer og udbydere.

Uanset hvad, er det afgørende, at passagerperspektivet bliver tænkt ind i de store planer, så sammenhængen kan mærkes helt ud i busserne og på perronerne.

Læs også

Giv kompensation for en sammenhængende rejse
I dag er det desværre sådan, at hvis toget er forsinket, så vi ikke når bussen, kan vi hverken få kompensation eller betaling af alternativ transport. På Sjælland er vi ikke engang dækket, hvis en forsinkelse på én Movia-bus medfører, at vi ikke når den næste Movia-bus. Det kan skabe store problemer for os passagerer.

En sammenhængende rejsegaranti på tværs af transportformer i hele Danmark vil være et stærkt signal om, at trafikselskaber og operatører på tværs af transportformer og geografi tager fælles ansvar for, at vores rejse hænger sammen fra start til slut.

Der er endda noget, der tyder på, at det faktisk kan give gevinst i et større perspektiv. En ny undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk viser, at en sammenhængende rejsetidsgaranti vil have ’nogen’, ’stor’ eller ’afgørende’ betydning for hele 70 procent af passagererne. Og endnu vigtigere svarer 36 procent, at en sammenhængende rejsegaranti vil få dem til at bruge den kollektive transport mere.

Det er også oplagt, at en sammenhængende rejsegaranti vil give et ekstra incitament for selskaber og operatører til at styrke samarbejdet om køreplaner og korrespondancesikring endnu mere.

Der er allerede eksempler på gode løsninger. Hos Nordjyllands Trafikselskab dækker rejsegarantien i vid udstrækning på tværs af busser og tog. Og i Sverige får du en ’kom-frem-garanti’, hvis du køber din billet gennem det såkaldte ’Resplus-samarbejde’.

Skab sammenhæng uden for landets grænser
Andre aspekter spiller naturligvis også ind i oplevelsen af en sammenhængende rejse som passager.

Skiltningen skal være skarp, så det er nemt at finde fra toget til cyklen eller delebilen, og vi skal informeres allerede i bussen om, hvilken perron toget går fra. Derudover skal det være nemt at tage cyklen med i toget eller bussen.

På nationalt plan og EU-plan er der brug for at forpligte togselskaberne til at udveksle den relevante data med hinanden og diverse billetplatforme.

Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk

I dag skal vi kende forskellige regler for cykelmedtagning, og billetprisen er forskellig alt efter, hvor vi rejser. Skal vi krydse Storebælt med cykel om sommeren, kan vi ikke bestille billetten online eller på app, men vi må ringe til kundeservice og hente billetten i en automat. Det hænger ikke sammen for os som passagerer.

Sammenhæng på tværs af grænser bør også være en del af den kommende mobilitetsplan. Selv om udenlandsrejser for de fleste kun er en fjern drøm, mens coronapandemien hærger, skal politikere og selskaber allerede nu sørge for, at endnu flere kan rejse bæredygtigt, når verden åbner op igen.

Det er et ønske fra mange forbrugere: Tal fra Passagerpulsen i Forbrugerrådet Tænk viser, at op mod 40 procent af danskerne er villige til at skifte flyet eller bilen ud med toget på ferierejsen i Europa. Det kræver dog, at der er bedre infrastruktur og flere direkte ruter på tværs af grænserne.

Et mere tilgængeligt Europa
Transportministeren og Folketinget har allerede taget et vigtigt skridt med nye nattogsruter fra 2022, og DSB har oprettet flere direkte ruter til Hamborg. Men noget så tilsyneladende simpelt som sammenhæng i billetsystemerne til Europas tog vil også kunne rykke meget.

I dag kan vi via DSB.dk ikke købe billet til lande som Frankrig og Italien, og skal vi til Norge, skal vi have tilsendt billetten via posten. Selvom der er muligheder via Travelline eller Togrejse.dk, er det fortsat en jungle at finde rundt i togmarkedet – særligt hvis vi vil finde den billigste billet.

Både på nationalt plan og EU-plan er der blandt andet brug for at forpligte togselskaberne til at udveksle den relevante data – både de såkaldte statistiske og dynamiske – med hinanden og diverse billetplatforme. Det vil gøre det nemmere og mere tilgængeligt for os at tage toget i Europa.

Vi ser frem til arbejdet med den grønne mobilitetsplan – til gavn for forbrugere, transportaktører, sammenhængskraften i vores samfund, klima og miljø.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00