Debat

Havne vil være centrum for modulvogntog

DEBAT: Når politikerne skal tage stilling til forsøg med modulvogntog, skal havnene tænkes med ind, mener formanden for Danske Havne.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Uffe Steiner,
formand for Danske Havne

Folketingets partier forhandler lige nu Finanslov 2007. Og et af de meget spændende emner er om hvorvidt forsøgene med de meget lange lastvogne skal udvides. Vognmændene presser på. I Sverige er det tilladt og både Holland og Tyskland gennemfører forsøg.

Modulvogntog (jumbolastbiler) gør landevejstransport billigere. To lastvognstog afløser tre af de nuværende lastvognstræk. De vil afhjælpe chaufførmanglen, begrænse forureningen og gøre trængslen på vejene mindre.

Men usikkerhed om trafiksikkerhed kan få Folketingets politikere til kun at tillade Jumbolastbiler på motorvejene.

Danske Havne mener:

  • Tillades kørsel med jumbolastbiler i Danmark, er det vigtigt, at havne kommer med i forsøget. 75 procent af Danmarks udenrigshandel håndteres gennem havne. Havne har også plads, faciliteter og kompetence til at håndtere jumbolastbiler - eksempelvis erfaringer med lange møllevinger.
  • Havne investerer og udvikler sig til effektive transportcentre, hvor gods omlades mellem skib, jernbane og biler. Jumbolastbiler effektiviserer vejtransporten. Det er vigtigt at koble denne effektivisering sammen med effektiviseringen i havne frem for, at lastbiler bygger egne omkoblingspladser langs motorvejene.
  • Havne kan aflaste motorveje og nedbringe kø-kørsel. Det vinder tid og begrænser forureningen. Der er masser af plads på søvejen.

Hvorfor er det vigtigt for de danske havne?
Med planlagte forsøg i Tyskland, fortsatte forsøg i Holland og tilladelse til lange lastvognssæt i Sverige, vil et udvidet forsøg i Danmark hurtigt få mærkbare følger for godstransporten. Eksempelvis overfører Kalundborg – Århus overfarten 320.000 lastvognenheder om året. Kan godstransport øst-vest i Danmark med jumbolastbiler kun ske på motorveje, påvirkes Kalundborg – Århus ruten dramatisk. Det samme gør robustheden i øst–vest-trafikken.

Er Modulvogntog farlige?
Ikke farligere end de nuværende lastbiler på 18 meter, konkluderer svenske erfaringer og den hollandske forsøgsrapport. Større længde og vægt kompenseres af bedre bremsesystemer og større svingbuer.

Desuden har havne og vognmænd mange års erfaring i at finde ruter og tidspunkter, der giver mindst mulig berøring med bløde trafikanter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Steiner Jensen

Bestyrelsesformand, Naturbydelen Ringkøbing K, bestyrelsesmedlem Holstebro-Struer Havn, bestyrelsesmedlem Haderslev Boligselskab
Civilingeniør (Polyteknisk Læreranstalt 1975)

0:000:00