IDA: Omstillingen sker ikke af sig selv

Af Frida Frost
Formand for Ingeniørforeningen (IDA)

Der er ikke den store investeringslyst i ny infrastruktur, før man ved, at der faktisk er et marked med en efterspørgsel.

Frida Frost
Formand for Ingeniørforeningen (IDA)

Verden oplever nogle gevaldige kvantespring på det teknologiske område i disse år.

I ingeniørernes verden er begreber som ”disruptive technologies” og eksponentiel teknologiudvikling en grundlæggende del af diskussionen om, hvad vi kan forvente af fremtiden, og hvordan vi indretter os bedst i forhold til dette.

Der er ingen tvivl om, at eksempelvis smartphones har været en af de helt store "game-changers" i forhold til vores kommunikation, brug af sociale medier etc. Og vi har naturligt tårnhøje forventninger til, hvad det næste geniale træk bliver.

Et begyndende marked
Men når det kommer til persontransport vil de nødvendige forandringer være så store for den enkelte danske familie, at det kommer til at kræve lidt mere end bare udgiften til at forsyne familiens teenagere med den nyeste Samsung og de yngste med hver sin iPad.

Tendenser som urbanisering og deleøkonomi bringer os i den rigtige retning, men selvom alle peger på delebilsordninger og nye mobilitetstjenester – som svenske UbiGO, der gennem seks måneder servicerede 70 Göteborg-familiers transport med adgang til kollektiv trafik, delebil, samkørsel, cykel og taxi via en app – så er det et begyndende marked.

Et begyndende marked, hvor der er langt flere, der diskuterer de nye muligheder, end der er folk, der rent faktisk bruger dem. Det samme gælder el-biler, der om noget må siges at være en kvantespringsteknologi på transportområdet.

Sagen er, at det for det første er en rigtig stor del af familiens budget, der er på spil. Men det er også vaner, der skal ændres, behov, der skal gennemtænkes, og for en hel del bilister også en identitet, der skal tages op til revision.

Langstrakte tidshorisonter 
Dertil kommer, som også andre debattører i dette debatpanel har pointeret, at det er nogle langstrakte tidshorisonter, vi har med at gøre. En smartphone holder 2-3 år, hvis den ikke har været alt for mange gange på gulvet – udskiftningen af den danske bilpark kan næppe gøres på under 15 år.

Tidshorisonten er en vigtig spiller, når vi ser på førerløse biler. Mange peger på, at netop de kan være med til at ændre trafikmønstret og blive en central brik i deleøkonomien. De åbenlyse fordele som højere sikkerhed, bedre køreøkonomi og mindre behov for parkeringspladser, som de førerløse biler vil give, kan vi dog først regne med at høste, når alle biler er fuldt automatiserede.

Endelig er der hønen og ægget-dilemmaet i forhold til infrastruktur. Man kører ikke langt, hvis man ikke ved, hvor man kan tanke eller oplade bilen. Og der er ikke den store investeringslyst i ny infrastruktur, før man ved, at der faktisk er et marked med en efterspørgsel.

Brug for handling nu
Derfor er der brug for, at vi tager nogle beslutninger om, hvad det er, vi vil med transportområdet, og at vi skubber bagpå. Jeg skal være den sidste til at negligere, at ny teknologi, vi på nuværende tidspunkt slet ikke kender, kan overhale os indenom. Men så skal den være velkommen. Vi behøver jo ikke begrænse os til en enkelt teknologi, men vi skal sætte den teknologiske omstilling i gang nu.

Både når det gælder selve teknologierne og den nye infrastruktur, men i høj grad også ved at understøtte borgernes økonomiske incitamenter til at prøve noget nyt og inspirere til, at dårlige vaner kan ændres – til alles bedste.