ITD om omstilling af tung transport: Der er brug for støttekroner – ikke kun afgifter

Et nyligt svar fra transportminister Benny Engelbrecht (S) viser en meget bekymrende holdning til støtteordninger til grøn omstilling af lastbilerhvervet. I svaret, som er stilet til transportordfører Niels Flemming Hansen (K), giver transportministeren nemlig udtryk for, at det er bedre at indføre kilometerbaserede afgifter for lastbiler end at lave støtteordninger til indkøb af nulemissionskøretøjer.
Det er således ministerens opfattelse, at tiltag som eksempelvis den kilometerbaserede vejafgift i højere grad end statslige støttepuljer vil kunne støtte omstillingen hen imod nulemissionskøretøjer ved at give branchen et klart incitament til at investere i grønne køretøjer.
Det er en noget frisk og lige lovlig optimistisk holdning, ministeren dér giver udtryk for. Ministerens logik er dermed, at jo flere afgifter man pålægger erhvervet, jo mere grøn omstilling får man.
Men sådan hænger det desværre ikke sammen, for der er i dag ingen reelle alternativer til den traditionelle dieselmotor. De nulemissionsteknologierne, der er på markedet i dag, er forbundet med en heftig merpris, som afskrækker et konkurrenceudsat erhverv i at investere grønt.
Branchen bliver spist af med brødkrummer
Vi ynder at italesætte Danmark som grønt foregangsland, men sandheden er, at vi halter alvorligt bagefter andre EU-medlemsstater, når det gælder omstillingen af den tunge transport
Lasse Kristoffersen
Politisk chefkonsulent i ITD
Det er ærgerligt at konstatere, at det tilsyneladende er regeringens holdning, at klimakrav er et langt bedre omstillingsværktøj end støttemidler. I hvert fald når det gælder den tunge vejgodstransport.
For mens Danmark med stor succes har brugt gulerod i form af afgiftsfordele for få flere elbiler på vejene, så har regeringen indtil videre fokuseret på pisk til lastbilerhvervet via tiltag som kørselsafgifter, miljøzoner og senest nulemissionszoner, som særligt kan blive et problem for den tunge transport.
Indtil videre er der afsat 50 millioner kroner i støtte til indkøb af lastbiler, hvilket naturligvis er mange penge for den almindelige dansker. Men som katalysator for den grønne omstilling af et helt erhverv er det desværre en dråbe i havet, særligt taget i betragtning af at lastbiler fra 2025 kommer til at betale op mod en milliard om året i afgifter i en ny, klimavenlig kørselsafgift.
Vi bliver kørt over af nabolande
I ITD er vi bestemt ikke imod, at der sættes krav til erhvervet, hvis det sikrer ens konkurrencevilkår og følger den teknologiske udvikling. Vi kommer dog ikke uden om, at det er bydende nødvendigt parallelt at understøtte erhvervet i den grønne omstilling – særligt her i den tidlige fase.
Hvis ikke det sker, så er vores klare frygt, at danske transport- og logistikvirksomheder bogstaveligt talt ender med sorteper i den internationale konkurrence. For den tunge vejgodstransport afgrænser sig ikke til et snævert geografisk område, men foregår dagligt på tværs af de europæiske grænseskel.
Under coronakrisen har transporterhvervet været afgørende for, at Danmark indtil videre har klaret skærene og undgået den økonomisk krise, som man i starten frygtede
Lasse Kristoffersen
Politisk chefkonsulent i ITD
Derfor vil vi gerne gøre klart for ministeren, at man ikke skal være blind for, at støtteordninger i landene omkring os får stor betydning for, hvordan danske transport- og logistikvirksomheder i fremtiden klarer sig rundt om i Europa.
I vores nabolande har man nemlig forstået, at der skal være balance i tingene. Ja, der stilles høje krav, men de bliver ledsaget af store medfinansieringsbeløb, som i langt højere grad end herhjemme driver den grønne omstilling. Det ser vi blandt andet ved, at danske vognmænd foretager investeringerne i grønne lastbiler i deres udenlandske selskaber for at klare sig i konkurrencen. Det hjælper bare ikke i det danske klimaregnskab.
Venter på politisk handlekraft
Vi ynder at italesætte Danmark som grønt foregangsland, men sandheden er, at vi halter alvorligt bagefter andre EU-medlemsstater, når det gælder omstillingen af den tunge transport.
Under coronakrisen har transporterhvervet været afgørende for, at Danmark indtil videre har klaret skærene og undgået den økonomisk krise, som man i starten frygtede. Det skyldes et godt og tæt samarbejde mellem politikere og branche om at løse udfordringerne, så godstransporten kunne fortsætte trods nedlukninger og holde økonomien i gang.
Vi står dog også midt i en anden krise, som kræver lige så meget handlekraft og samarbejde, nemlig klimakrisen. Og her må vi desværre sande, at vi endnu har til gode at se den politiske handlekraft, der skal til for at sætte gang i den grønne omstilling af den tunge transport. Og her er støtteordninger til indkøb af køretøjer et vigtigt værktøj.
Artiklen var skrevet af
Indsigt
Kenneth Fredslund Petersen spørger Thomas DanielsenBør Storebæltsbroen være gratis?
Udvalget spørger Thomas DanielsenHar DSB orienteret om udfordringer forbundet med indsættelsen af de nye Talgo togstammer?Besvaret
Nick Zimmermann spørger Thomas DanielsenSkal DSB pålægges en strammere styring af kørselsordninger?
- Forsker anklager rapport om bustiltag for at male et skønmaleri: "Det er noget fusk"
- Dansk Persontransport: Turistbusser er en vigtig del af infrastrukturen. Men Københavns Kommune risikerer at svække dem
- DD kræver handling fra minister om regional buskrise: “Ikke alt kan vente på en ny regering”
- Transportaktører: Vi bruger alt for lidt på at vedligeholde vores veje. Det er dyrt for samfundet
- Transportaktører: Grøn omstilling af transporten kræver afgifter og fokus på kollektiv trafik















