Jens Joel: Mere fup end fidus i Løkkes grønne paroler

DEBAT: Lad os håbe, Lars Løkke kan se, at det kræver andet end skåltaler og grønne slips op til valget, hvis det rent faktisk skal lykkes at omstille transporten og sikre klimaet, skriver Jens Joel (S).

Af Jens Joel (S)
Klima- og energiordfører for Socialdemokratiet

Det lød flot, da statsministeren ved Folketingets åbning talte om både stop for salg af benzin- og dieselbiler, og om at der skulle køre én million grønne biler på vejene i 2030.

Men der var nok en grund til, at Lars Løkke trak overskrifterne først og derefter ventede en uge, inden han udleverede papirerne. Da journalister og alle andre fik regeringens udspil på skrift var den ene million ikke længere et mål, men en prognose, og finansieringen var skrumpet ind til blot 10.000 biler eller det, der svarer til én procent af Løkkes luftige løfter.

Gode elementer i Løkkes klimaudspil
Men lad os starte med det positive. Det var nemlig ikke en dag for tidligt, at Løkke og regeringen overhovedet kom på banen i klimakampen. Efter tre år, hvor man har gjort klima- og miljøproblemerne større, var det forløsende at høre nye toner.

Der er heldigvis flere gode elementer i regeringens plan. Lavere firmabilsbeskatning på grønne biler. Det har Socialdemokratiet også foreslået før sommer. Udskydelse af de stigende afgifter, så elbilerne ikke bliver dyrere de kommende år. Det stod også i S-udspillet fra maj. Penge til opsætning af ladestationer, så man kan komme hurtigt på tværs af landet. Også med i S-udspillet.

Desværre har regeringen ikke medtaget vores forslag om en kontant bonus til kommuner, der skifter til grønne biler. Og de har ikke lovet at strømmen fortsat vil være billig til elbilerne. Der er med andre ord stadig noget at kæmpe om. Men regeringens udspil kunne være en god start.

Set med socialdemokratiske briller er der slet ingen vej uden om en ambitiøs omstilling af transportsektoren. Det er et af de områder, hvor CO2-udledningerne vokser år for år. Det går med andre ord i den forkerte retning, og det matcher hverken med vores ønske om at være i front på den grønne omstilling eller med videnskabens krav om klimahandling.

Efter tre år i træk, hvor regeringen har gjort de gammeldags diesel- og benzinbiler billigere, og hvor man således har solgt mere benzinslugende biler og gjort klimaproblemet større, er man her op til valget kommet til erkendelsen af, at det er uholdbart. For blot få måneder siden fastholdt regeringen, at elbilerne skulle blive dyrere efter nytår.

Handling bag ord
Alt i alt er der jo grund til at glædes over en synder, der er omvendt. Det er ikke specielt troværdigt, men dog bedre end det modsatte.

Nu skal der så handling bag ordene. Og mens overskrifterne har været bombastiske, så kniber det mere med at få regeringen til at love, at de faktisk mener de flotte ord. Vi mener, man bør sætte et politisk mål for, hvor mange el-, brint- og plugin-hybridbiler, der skal ud at køre på vejene. Og så skal man naturligvis løbende tage de politiske skridt, der gør målet til virkelighed.

Lars Løkke har sagt et tal. En million, som regeringen ikke vil love at følge op på. Det er ikke et mål, det er bare et gæt, må man forstå. De konkrete punkter, hvor regeringen har kopieret S-forslag, der skal sætte gang i salget af grønne biler, kan det ikke tage lang tid at enes om.

Lad os håbe, Løkke også kan se, at det kræver andet end skåltaler og grønne slips op til valget, hvis det rent faktisk skal lykkes at omstille transporten og sikre klimaet. Socialdemokratiet er klar til forhandling – der følges af handling.

Forrige artikel GreenMobility: Lad os bekæmpe klimaforandringer med delebiler GreenMobility: Lad os bekæmpe klimaforandringer med delebiler Næste artikel Socialdemokratiet: Her er vores krav til klimaforhandlingerne Socialdemokratiet: Her er vores krav til klimaforhandlingerne