Knud Vilby: Coronakrise afslører, at vores hidtidige kurs har været selvmorderisk

Af Knud Vilby
Journalist, forfatter, fhv. chefredaktør, Information

Krisen har gjort det tydeligt, at dele af vores hidtidige udviklingskurs har været nærmest selvmorderisk.

Samtidig åbner krisen for stærkere offentlig regulering, fordi flere får behov for støtte. Sådan vil det også være, når corona er besejret (eller uddød). Der vil være brug for fælles indsatser for at få samfund og erhvervsliv i omdrejninger igen. Men hvilke indsatser? 

Krisen har i hvert fald afsløret, at vi kører skævt og utroligt risikopræget på mindst fire områder:

Trafik og miljø
Blandt krisens få lyspunkter er den renere luft og den reducerede støj. Det kan måles, at luften er utroligt meget renere end før. Det betyder færre dødsfald relateret til luftforurening. Samtidig dør færre i trafikken end normalt. Det vil da være vanvittigt, hvis dødsraten på begge disse områder bare får lov at stige igen, når denne krise er overstået.

Der er også gjort erfaringer, som gør det muligt at undgå det. Naturligvis vil der igen komme mere trafik, men tusinder af mennesker har oplevet, hvor ringe genen er ved at skære masser af transport fra.

I værste fald vil vores og mange andre landes regeringer, når coronavirus er overstået, hævde, at der nu slet ikke er penge nok til klimaindsatsen, fordi de blev brugt til virusbekæmpelse. Det vil være en katastrofe.

Knud Vilby
Journalist, forfatter, fhv. chefredaktør, Information

Aldrig har der været så mange mødeplatforme på sociale medier, og det fungerer til masser af ting. Det overdrevne møderi er blevet reduceret i mange firmaer og organisationer, som sparer både tid og penge. Der er masser af alvorlige problemer, men manglen på møder, hvor folk bringes sammen langvejs fra, er sjældent et af dem.

Lidt mindre transport kombineret med grøn omstilling kan bringe os langt. Vi har allerede fået alle de ”løse løfter” om en ændret bilpark. Lars Løkke lovede en million elbiler uden at antyde hvordan.

I en kombination af grøn omstilling, ændrede vaner og teknologisk udvikling vil det være muligt at sikre, at luften bliver ved med at være renere, end den var tidligere, samtidig med at det bliver lettere at nå klimamålene.

For folk, der som jeg bor tæt op af Københavns Lufthavn, vil det være vanskeligere. Men det vil være lykken, hvis dele af flyselskabernes flåde bliver på jorden, og udvidelsesplaner for lufthavnen skrottes. En flyafgift kan gøre genopretningen mere realistisk, så vi ikke bare får et nyt udsigtsløst boom i flyrejser.

Globaliseringens produktionskæder
I mange år har det været vanskeligt at komme til orde med betænkeligheder over for globaliseringen.

Varernes næsten uendelige transportveje blev anset for markedskræfternes endelige sejr. Uanset afstand produceres tingene, der hvor det er billigst og mest effektivt (og fagbevægelsen svagest). Det har ofte betydet Kina.

Nu ser vi, at produktion går i stå, når forbindelsen til underleverandørerne skæres af. Masser af virksomheder er så afhængige af fjerne underleverandører, at produktionen stopper, hvis den globale produktionskæde brydes.

Det kan ske under en coronapandemi, men det kan også ske, når stater bliver uvenner og indfører gensidige sanktioner, for ikke at tale om det, der er værre. Mærkeligt, at det ikke er gjort til en del af de moderne samfunds sikkerhedspolitik at sikre, at der kan produceres lokalt, hvis de globale produktionskæder skæres over.

Epidemiberedskabet
Det er i hvert fald 25 år siden, at jeg læste daværende retsmediciner Preben Geertingers beskrivelse af, hvordan epidemier spreder sig hurtigere og bliver farligere som følge af globaliseringen.

Når mennesker i millionvis pisker kloden rundt for sjov og på arbejde, så spredes smitte rekordhurtigt, og typisk hurtigere end modforanstaltningerne kan sættes ind. Det har man vidst længe, og WHO og andre har advaret om det. 

Alligevel er samfundet ikke forberedt på det. For få måneder siden anede de færreste, hvad værnemidler var. Nu ved vi alle, at det er noget, der er mangel på, og som er svært at få fat i.

Det har, apropos de globale produktionskæder, meget at gøre med, at værnemidlerne især er produceret i Kina, men det skyldes også reelt manglende tro på, at pandemien kommer, selv om al evidens fortæller, at den vil gøre det. Måske skulle vi forberede os på at forberede os lidt bedre.

Klimaet
Det store, det svære og det helt nødvendige spørgsmål. Alle ved, at klimakollaps på sigt er en langt større trussel end coronavirus. Alligevel kunne man finde fantasillioner frem til virusbekæmpelse, som man aldrig, trods højstemt retorik, har villet finde frem til klimakampen.

Og i værste fald vil vores og mange andre landes regeringer, når coronavirus er overstået, hævde, at der nu slet ikke er penge nok til klimaindsatsen, fordi de blev brugt til virusbekæmpelse. Det vil være en katastrofe.

Hjemsendelsen og den tvungne lediggang er besværlig, men har også skabt et fokus på andre typer af værdier end dem, der belaster klimaet.

Den har fået titusinder af mennesker til at tvivle på den produktions- og forbrugsbaserede udviklingsmodel. Men forudsætningen for, at et andet og mere menneskeligt samfund skal have en chance, er, at klimakampen tages alvorligt. For mange vil det efter coronakrisen være en ny start.

Det gælder også for mange virksomheder. Men anlægslofter suspenderes, og offentlig støtte skal bruges til at komme i gang bedst muligt. Et helt uomgængeligt vilkår må være at tænke klima ind på alle områder og i alle beslutninger. Så denne krise bliver et stort fremskridt for grøn omstilling, ikke et tilbageskridt.

De politiske partier stiller nu helt berettiget krav om drøftelse af exitkrisestrategien. Men det vil være fatalt, hvis denne strategi bliver, at alt så hurtigt som muligt bliver som før. Der skal mere og noget andet til. Det er ikke blot en drøftelse for politiske partier. Det skal gå langt videre.