Miljøorganisationer til Nordisk Råd: Indfør afgift på flybrændstof i Norden

DEBAT: Nordisk Råd mødes i denne uge i Stockholm. Hvis rådet indfører en brændstofafgift på flyrejser i Norden, ville det være et eksempel til efterfølgelse for EU og resten af verden. Kun manglende vilje kan hindre en afgift, skriver Tarjei Haaland og Jeppe Juul.

Af Tarjei Haaland og Jeppe Juul
Hhv. klima- og energirådgiver, Greenpeace, og energi- og transportmedarbejder, Det Økologiske Råd

Vi står i en nødsituation for klimaet, og de nordiske lande skal gå forrest og vise lederskab for at reducere luftfartens emissioner. Når Nordisk Råd i denne uge mødes i Stockholm, bør de derfor benytte lejligheden til at fremlægge en plan for afgiftsbelægning af fossilt flybrændstof i regionen og starte en omstilling til bæredygtige flybrændstoffer, der er produceret med vedvarende energi. Der findes ingen hindringer mod dette, ud over manglende politisk vilje.

Norden har et ry for at være et forbillede for miljøbeskyttelse, og i august meldte regionens politiske ledere ud, at de har som mål, at vi i Norden bliver en global leder i kampen mod klimaforandringer.

Nu er det på tide at vise dette lederskab.

Langt fra målet
På trods af høje ambitionsniveauer målsætningsmæssigt er de nordiske lande langt fra at levere de emissionsreduktioner, der matcher det globale 1,5-gradsmål. Tværtimod forventes flere nordiske lande at øge deres udslip af drivhusgasser uden markante politiske tiltag.

En af de sektorer, der bidrager mest til den globale opvarmning, er transportsektoren og ikke mindst luftfarten, der står for mellem fire og fem procent af de globale drivhusgasudledninger. Luftfarten er også sektoren med de hurtigst voksende drivhusudslip.

I Europa er CO2-udslippet fra fly fordoblet siden 1990, og globalt risikerer udslippet at blive fordoblet, eller til og med tredoblet, i 2050, hvis der ikke gøres noget. Hvis vi skal have en chance for at indfri Parisaftalens mål, er det afgørende, at kurven knækker, og at emissionerne fra luftfarten går imod nul.

Subsidiering af luftfartsindustrien
At indføre en brændstofafgift på flyrejser inden for Norden ville være et eksempel til efterfølgelse i EU og i resten af ​​verden. Og en afgift på flybrændstof er både muligt og et første vigtigt skridt for at reducere flytransportens udslip.

De nordiske lande har alle siden 1990 haft afgifter på CO2-emissioner, men en afgift på flybrændstof har været undtaget.

At beskatte brændstof på landjorden, men ikke flybrændstof, er en direkte subsidiering af luftfartsindustrien og kan på ingen måde være i tråd med ambitionen om at være verdensledende i kampen mod den globale opvarmning.

Chicago-konventionen er ingen hindring
Det nævnes ofte, at Chicago-konventionen forbyder beskatning af flybrændstof, men der findes intet, som hindrer lande sammen at blive enige om en afgift på flybrændstof. Inden for EU tillader energiafgiftsdirektivet medlemsstaterne at indføre en skat på luftfartsbrændstof til indenrigsflyvninger uden begrænsninger samt for flyrejser mellem medlemsstater, der bilateralt er blevet enige om en sådan afgift.

Derfor bør Nordisk Råd benytte denne mulighed og handle for de facto at blive den mest bæredygtige og velintegrerede region i verden. En afgift på flybrændstof inden for Norden og krav om nye flybrændstoffer baseret på vedvarende energi vil være et godt første skridt i retning af, hvad klimaet og resten af verden har brug for.

Provenuet skal oplagt bruges til at understøtte den grønne omstilling og forbedre alternativer til flyrejser, for eksempel den nordiske og fælleseuropæiske togdrift.

Forrige artikel Råd og regioner: Inddrag hverdagens eksperter i den kollektive transport Råd og regioner: Inddrag hverdagens eksperter i den kollektive transport Næste artikel Dansk og svensk erhverv: Genfind ambitionerne på tværs af Øresund Dansk og svensk erhverv: Genfind ambitionerne på tværs af Øresund
Ekspert: Statens udbudsregler skaber lønpres og nye konflikter

Ekspert: Statens udbudsregler skaber lønpres og nye konflikter

UDBUD: Det rammer medarbejderne, når et offentligt udbud som dét, Arriva vandt sidste år, presser virksomheder til at underbyde sig selv. Det mener en arbejdsmarkedsforsker, der bliver bakket op af Enhedslisten. Venstre ønsker ikke at blande sig.