Bliv abonnent
Annonce

Regeringen indfører særpris på metrorejser til lufthavnen: "Ikke noget jeg oplever som en udfordring”

Med aftalen mellem regeringen og Københavns Kommune skal prisen på rejser til og fra Københavns Lufthavn stige med 20 kroner. Tillægget vil ikke ramme pendlere og pensionister. 
Med aftalen mellem regeringen og Københavns Kommune skal prisen på rejser til og fra Københavns Lufthavn stige med 20 kroner. Tillægget vil ikke ramme pendlere og pensionister. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
28. marts 2025 kl. 15.50

Fra 2027 skal alle passagerer bortset fra pendlere og pensionister betale 20 kroner mere for en metrobillet til og fra Københavns Lufthavn.

Samtidig skal alle rejsende fra 2036 betale én krone mere for alle ture med metroen.

Og så skal der etableres en helt ny takstzone i den nye bydel Østhavnen, der skal byudvikles over de kommende årtier. 

Det er aftalt som del af finansieringen af regeringen og Københavns Kommunes nye aftale om mere metro og en ny ringvej i København, der blev præsenteret på et pressemøde i Finansministeriet fredag. 

Transportminister Thomas Danielsen (V) fortalte her, at han ikke ser det som et stort problem at komplicere takstsystemet yderligere. 

Er det for dig at se en god idé, at man gør takstsystemet i København mere kompliceret?

"Nej," svarede Thomas Danielsen, der fortsatte:

"Men det er heldigvis ikke så komplekst at købe en billet i vores metrosystem eller generelt i vores kollektive transport. Så det er ikke noget, jeg oplever som en udfordring for folk at gennemskue."

Du har bebudet, at vi står overfor en stor takstreform i den kollektive trafik. Vil du i den forbindelse kunne ændre på de takststigninger, der er aftalt her?

"Reformen kommer ikke til at rykke ved den metrofinansiering, der er aftalt. Det er en 20'er på ture til lufthavnen i 2027 og en krone for alle påstigninger i 2036. Men jeg tror godt, at vi kan overkomme en takstreform og stadig tage hensyn til de to dele." 

Samlet vil ændringerne af billetpriserne i den kollektive trafik i København bidrage med 6,8 milliarder kroner til metrobyggeriet over de næste 50 år. 

Læs også

Metro risikerer at sande til

Med den nye aftale mellem regeringen og Københavns Kommune er det besluttet at udrulle metro fra Københavns Hovedbanegård mod det nordlige Amager, inden metroen senere skal forlænges til den kommende halvø Lynetteholm.

Det store metroprojekt, der vurderes at ville koste samlet 22,6 milliarder kroner, er afgørende for at realisere den nye bydel, der skal blive hjem for 50.000 fremtidige københavnere og 30.000 arbejdspladser, lød det fra flere politikere på pressemødet. 

Her blev det af flere også fremhævet, at den nye metro bidrager positivt til byen ved at reducere passagerpresset på det eksisterende metronet, der ifølge beregninger fra Metroselskabet står til at sande til allerede i 2035.

Thomas Danielsen, det er vel almindelig god forretningslogik, at man hæver prisen, hvis man har et produkt, der bliver revet af hylderne, hurtigere end man kan producere det. Hvorfor gælder den logik ikke for metroen?

"Man kan godt have langhårede diskussioner om finansieringen. Det har der også været," siger transportministeren med henvisning til de langstrakte forhandlinger mellem regeringen og Københavns Kommune, der lå forud for fredagens aftale.

"Men nu er der landet et kompromis og en aftale. Det er i sidste ende gynger og karruseller, og det er det, vi er landet på her."

Læs også

Anlægslov næste år

Hvornår præsenterer I anlægslovene for metroudvidelsen og Østlig Ringvej?

"Anlægslovene vil kunne blive fremsat i første halvår af 2026," siger Thomas Danielsen.

Han fortæller også, at man aktuelt arbejder på supplerende miljøkonsekvensvurderinger af både metroudvidelsen og den nye Østlige Ringvej. 

Ville det ikke rent demokratisk være meget rimeligt, hvis man fremlagde de ting inden kommunalvalget, så københavnerne ved, hvad de har at forholde sig til, når de går til stemmeurnerne?

"De ved, hvad de har at forholde sig til. De kan se, hvilke partier, der har indgået en aftale med regeringen, og om hvad. Så kommer høringsperioden til at gå over kommunalvalget, og på den baggrund laver vi anlægsloven. Det er den hast, vi kan gøre det i," siger Thomas Danielsen.

"Man kan godt mene, at vi skal sparke dåsen længere ned ad vejen, eller at vi skal vente til efter næste folketingsvalg, eller til FN har nedsat et nyt sikkerhedsråd. Men det her sker i etaper, og vi er optagede af at få dem fremskyndet, så vi kan komme videre i processen."

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026