S: Regeringen misbruger IC4-bøder

NYHED: S anklager regeringen for at bruge DSBs bøder for forsinkede tog på projekter, som i forvejen skulle være betalt at staten.
Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, anklager regeringen for at bruge DSBs bod for de forsinkede IC4-tog til at betale for skinnegenopretning, som under alle omstændigheder skulle være betalt af staten.
Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, anklager regeringen for at bruge DSBs bod for de forsinkede IC4-tog til at betale for skinnegenopretning, som under alle omstændigheder skulle være betalt af staten.Foto: Altinget/Rasmus Nielsen

Det er en dobbelt straf til pendlerne. De får dårligere tog, og DSBs bod går til at udbedre noget, som samfundet alligevel ville have betalt.

Magnus Heunicke (S)
Trafikordfører

Socialdemokraterne anklager regeringen for at misbruge 250 mio. kr., som DSB har betalt i bod for de stærkt forsinkede IC4-tog. En del af pengene går nemlig til genopretningen af skinnenettet, som regeringen alligevel skulle have betalt, hvis IC4-togene var kommet til tiden.

Trafikordfører Magnus Heunicke (S) mener, at pengene i stedet bør gå til ekstra forbedringer på sydbanen og nordvestbanen på Sjælland, hvor pendlerne stadig må trækkes med de gamle røde bumletog:

"Hvorfor kan vi ikke bruge pengene på at forbedre de baner, frem for at bruge pengene på forbedringer i hele Danmark? Det er en dobbelt straf til pendlerne. De får dårligere tog, og DSBs bod går til at udbedre noget, som samfundet alligevel ville have betalt," siger Magnus Heunicke.

Han foreslår, at boden bruges til at opgradere hastigheden på sydbanen fra 160 km/t til 180 km/t samtidig med, at der bygges et dobbeltspor på nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød. Udover at DSB har måttet betale 250 mio. i bod, er de gået glip af halvanden milliard i kontraktbetaling fra staten på grund af de forsinkede IC4-tog.

Minister afviser kritik
Transportminister Carina Christensen (K) afviser socialdemokraternes kritik. Men hun erkender, at en del af finansieringen af skinnegenopretning, der blev besluttet i 2006, er bodsbetaling fra den italienske producent Ansaldo Breda:

"Jeg synes, at det er en besynderlig måde, at tage dele af et budget ud og sige - hvad må man bruge det til, og hvad må man ikke bruge det til? Det er vel DSB som helhed, der skal køre en sund forretning. Alt andet lige kan det jo kun hjælpe deres forretning, at de får en genopretning af skinnenettet," siger Carina Christensen.

DSB kæmper for tiden med at finde tog i udlandet, som de kan leace til kompensation for de Sjællandske regionalbaner.

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00