Debat

SLD vil tilgodese borgere, business og bæredygtighed: Vi skal investere i det forsømte vejnet

Vejnettet spiller en afgørende rolle for både borgere og erhvervsliv og bør prioriteres ved de kommende infrastrukturforhandlinger. Her er der også brug for, at staten hjælper en grøn omstilling af transportsektoren yderligere på vej, mener Jesper Kronborg.

På årsbasis forsinkes danske køretøjer med 83 millioner timer. Det svarer ifølge Jesper Kronborg til 68.000 fuldtidsstillinger eller et samfundsøkonomisk tab på cirka 26 milliarder kroner om året.
På årsbasis forsinkes danske køretøjer med 83 millioner timer. Det svarer ifølge Jesper Kronborg til 68.000 fuldtidsstillinger eller et samfundsøkonomisk tab på cirka 26 milliarder kroner om året.Foto: Dansk Erhverv
Jesper Kronborg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I øjeblikket varmes der kraftigt op til infrastrukturforhandlinger. Der er meget på spil – både regionalt og nationalt – og med god grund.

Udfaldet har afgørende betydning for mobiliteten i Danmark de næste ti år. Det påvirker mulighederne for pendling, jobs, virksomhedernes økonomi og ikke mindst, om vi får skabt de nødvendige forudsætninger for den grønne omstilling, der gerne skulle være godt på vej i 2030.

SLD repræsenterer de store vejgodstransportvirksomheder i Danmark, og derfor har vi et naturligt fokus på, at vejinfrastrukturen skal være velfungerende. Det kommer vi nærmere ind på senere.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen samfundsøkonomisk, at infrastrukturen halter samtidig med, at trafikken og trængslen stiger.

Jesper Kronborg
Branchedirektør, SLD, Dansk Erhverv

Men lad det være sagt fra start, vi er også bevidste om helhedsbilledet, hvor de forskellige transportformer skal prioriteres og spille sammen, for at trængslen kan nedbringes. Lidt forenklet sagt, så mener vi, at forhandlingerne skal tilgodese ”borgere, business og bæredygtighed”.

Infrastrukturaftalen skal kort sagt være med til at skabe grundlaget for, at Danmark bliver verdens bedste land at bo og drive virksomhed i – og den skal sætte os på ret kurs mod den grønne omstilling.

Trængsel giver tab på 26 milliarder
Uanset hvordan vi vender og drejer det, kommer vi derfor ikke uden om, at der er behov for investeringer i vejene, da de er helt centrale for borgere og erhvervsliv.

Dansk Erhverv har for nylig lanceret et infrastrukturudspil, som slår til lyd for, at det er helt afgørende, at det danske vejnet får et markant løft. Vi støtter i SLD helhjertet op om udspillet, da et velfungerende vejnet er en forudsætning for, at der kan skabes arbejdspladser og vækst i Danmark, men området er blevet forsømt i årevis.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen samfundsøkonomisk, at infrastrukturen halter samtidig med, at trafikken og trængslen stiger.

På årsbasis forsinkes køretøjerne 83 millioner timer. Det svarer til 68.000 fuldtidsstillinger eller et samfundsøkonomisk tab på cirka 26 milliarder kroner om året på grund af trængsel.

Blot for at nævne nogle få konkrete eksempler, så oplever erhvervslivet dagligt store udfordringer på den østjyske motorvej og på den fynske motorvej, hvor der ofte er kø og forsinkelser, og hvor udbygninger derfor er nødvendige.

Dertil kommer et stort behov for mere kapacitet på rastepladserne til den tunge transport. Uden for motorvejsnettet bør man desuden søge at afhjælpe trængselsproblemerne med flere tosporede hovedveje.

Men staten bliver også nødt til at hjælpe erhvervslivet yderligere på vej med en klar retning om, hvad den som minimum vil satse på, så erhvervslivet får investeringssikkerhed.

Jesper Kronborg
Branchedirektør, SLD, Dansk Erhverv

Hvis vi derudover kaster et blik på de større projekter, ser vi et stort behov for en tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg og en Marselis-tunnel i Aarhus – og på længere sigt behov for en Hærvejsmotorvej og en Kattegatforbindelse, da vi allerede nu skal turde træffe de nødvendige principbeslutninger, der fremtidssikrer mobiliteten i Danmark.

Giv erhvervslivet sikkerhed
Samtidig er der ingen tvivl om, at det også bliver afgørende, at vi på dette vejnet skaber forudsætningerne for en grøn omstilling af transportsektoren frem mod 2030 – blandt andet med opsætning af bæredygtig tank- og ladeinfrastruktur til den tunge transport, som er et af de sværeste områder at omstille.

Det betyder også, at de svære beslutninger i forhold til drivmidler rykker tættere på.

Her kan regeringens teknologineutrale CO2-fortrængningskrav, som skal sikre en større iblanding af alternative drivmidler i benzin og diesel, hjælpe markedet på vej.

Men staten bliver også nødt til at hjælpe erhvervslivet yderligere på vej med en klar retning om, hvad den som minimum vil satse på, så erhvervslivet får investeringssikkerhed.

Der skal samtidig afsættes flere, større og langsigtede tilskud til grønne køretøjer, som er dyrere end konventionelle køretøjer, så erhvervslivet kan kaste sig ud i omstillingen uden stor risiko for fejlinvesteringer.

Sorte veje bliver grønne på sigt
Kun ved at skabe forudsætningerne for den grønne omstilling nu med bæredygtig tank- og ladeinfrastruktur, kan vi sikre, at de såkaldt sorte veje bliver grønne på sigt.

Og ja, det er rigtigt, at de konventionelle køretøjer og drivmidler stadig vil udgøre en stor del af køretøjerne på vejnettet i 2030, som det ser ud nu.

Men det er ikke et argument for at undlade investeringer i vejene, da de spiller en afgørende rolle for den økonomiske udvikling i Danmark.

Samtidig skal vi selvfølgelig huske helhedsbilledet og sikre, at vi har en velfungerende kollektiv trafik. Det vil både være til gavn for trængslen på vejene og for klimaet.

Sammenfattende bør konklusionen til de politiske forhandlinger være, at for at sikre at Danmark bliver verdens bedste land at bo og drive virksomhed i – samtidig med at vi holder kursen mod den grønne omstilling – så er det helt afgørende, at de kommende infrastrukturforhandlinger prioriterer investeringer i vejene, så vi ruster Danmark bedst muligt til fremtiden.

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00