Debat

Teknologien er klar til roadpricing

DEBAT: Det er ikke teknologien, der mangler, hvis vi skal have et storskalaforsøg på roadpricing i Danmark, som Trængselskommissionen anbefaler. Det, der mangler, er politisk handling, skriver formanden for Ingeniørforeningen, Frida Frost.
Foto: Steen Brogaard/IDA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frida Frost
Formand, Ingeniørforeningen, IDA

Hvor er det ærgerligt at skulle blive ved med at høre politikere sige, at det er manglende teknologi, der gør, at de ikke vil satse på roadpricing.

Nogle af landets bedste hoveder inden for transport har brugt et år på at komme med deres bud på, hvordan man løser trængslen og give deres vurdering af roadpricing, som var så populært blandt stort set alle partier for bare 2-3 år siden.

Anbefalingen er meget klar: "Trængselskommissionen finder, at landsdækkende roadpricing er det redskab, der indeholder det største potentiale i forhold til effektivt at kunne regulere efterspørgslen på biltrafik, og som målrettet kan adressere trængselsudfordringen og styrke fremkommeligheden på vejnettet."

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Når Trængselskommissionen anbefaler at iværksætte et storskalaforsøg for at få et styrket politisk beslutningsgrundlag, er det for at vurdere gevinsterne ved reduceret trængsel, de fordelingsmæssige konsekvenser og samfundsøkonomien - det er ikke teknologien, der står på prøve.

Virksomhederne er klar
Når vi spørger de virksomheder, som har erfaring fra satellit-baseret roadpricing på lastbiler i andre lande, så er de klar. De ved, hvordan enhederne skal tilpasses, så de passer til personbiler, de ved, hvordan man kommunikerer med satellitterne, hvordan man kontrollerer for snyd, og at man kan anonymisere og sikre de private oplysninger om, hvor folk kører hen.

Når Trængselskommissionen anbefaler at iværksætte et storskalaforsøg for at få et styrket politisk beslutningsgrundlag, er det for at vurdere gevinsterne ved reduceret trængsel, de fordelingsmæssige konsekvenser og samfundsøkonomien - det er ikke teknologien, der står på prøve.

Frida Frost
Formand, Ingeniørforeningen

Det, der mangler for at få systemet helt klar, er en politisk beslutning om, hvilke krav der skal stilles til zone-inddeling, til privacy, til kontrol - med andre ord, hvad roadpricing som system skal kunne.

Og netop her kan et storskalaforsøg være med til at sætte de rigtige rammer for en god og velfungerende beslutning.

Roadpricing er ikke ekstra skat
Hvad afholder politikerne fra at sige ja til et storskalaforsøg? Det er ikke helt til at gennemskue, men en årsag kunne selvfølgelig være, at man er bange for, at danskerne vil opfatte det som en ekstra skat, og den er jo aldrig god at skulle på gaden med.

Men roadpricing vil jo netop medføre en omlægning af skatten og ikke en forhøjelse. Fokus vil flyttes fra det at købe og eje en bil til brugen af bilen. Og det er netop anvendelsen af bilen, vi som samfund har gavn af at fokusere på.

En ting, der er vigtig at få afklaret ved et storskalaforsøg, er netop at sikre, at vi ikke rammer uhensigtsmæssigt socialt eller geografisk, men heldigvis er systemet jo så intelligent, at vi kan rette til, så vi rammer rigtigt.

I foråret faldt kørselsafgifterne for lastbiler til jorden, og nu siges der blankt nej til at teste et system på 1.000 biler. Dette skal ses i forhold til, at vi har to millioner personbiler på det danske vejnet. Kurverne for den stigende trængsel og vejtransportens CO2-udledning knækker ikke af sig selv. Der skal handling til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frida Frost

Innovationschef, DTU Vind og Energisystemer, Leder af PowerLabDK, DTU, Bestyrelsesformand for Experimentarium
Digital Technologies for Business Transformation (CBS, 2021), Cand.polyt. (DTU 1999), prof. bestyrelsesuddannelse (Insead 2012), executive program (Singularity University 2012), G2 Governance & Strategy (Wharton School 2014),

0:000:00