Tidligere politiker: Jeg mærkede på egen krop, hvor absurd det er, at vi tvinges til at give hånd for at få statsborgerskab

Ræk hånden frem, dansker

Jeg mærkede selv denne absurditet på egen krop, da jeg blev dansk statsborger i 2020.

Her skulle jeg bevise min loyalitet over for de danske værdier gennem et obligatorisk håndtryk. Det faktum, at jeg var født på Frederiksberg Hospital, havde taget en lang videregående uddannelse, betalt min skat og endda var valgt ind i københavnsk lokalpolitik, var åbenbart ikke tilstrækkeligt.

For at staten kunne vurdere mig som værende tilstrækkeligt dansk skulle den fysiske kontakt med en embedsmand agere den endegyldige lakmusprøve på min loyalitet.

Da jeg på daværende tidspunkt selv sad i Københavns Borgerrepræsentation, overvejede jeg i en periode, om jeg egentlig bare kunne give hånd til mig selv og dermed tildele mig selv statsborgerskabet.

Jeg bad forvaltningen om en analyse af scenariet. Deres konklusion var, at selvom loven ikke eksplicit forbød, at jeg kunne trykke min egen hånd, ville det "gå imod lovens ånd."

For at staten kunne vurdere mig som værende tilstrækkeligt dansk skulle den fysiske kontakt med en embedsmand agere den endegyldige lakmusprøve på min loyalitet.  

Badar Shah
Lektor og tidligere medlem af Borgerrepræsentationen

Da jeg nu er fan af Montesquieu, og argumenter om lovens ånd altid virker på mig, måtte jeg makke ret. Jeg trykte en embedsmand i hånden og fik mit papir.

Men teaterstykket stoppede ikke der.

Senere selvsamme dag stod jeg på den anden side af bordet, nu i min egenskab af borgerrepræsentant. Her trykte jeg andre håbefulde nydanskere i hånden og agerede statens forlængede arm, der bekræftede, at de nu, via en berøring af min hellige hånd, sandelig også var blevet danske nok.

Respekt kan ikke påbydes

Hen imod slutningen af dagen trådte en mand frem, som nægtede at give mig hånden.

Han var ikke den karikatur, lovgivningen var skrevet for at ramme. Han var ikke en konservativ muslimsk mand. Han var en lys, vesteuropæisk mand, der simpelthen nægtede at underlægge sig statens tvang.

Det stred fundamentalt imod hans frihedsværdier, at staten dikterede, hvordan han skulle bruge sin krop i et ellers tillidsbaseret rum.

Jeg forklarede ham konsekvenserne af hans beslutning. Hvis han ikke valgte at give mig hånden, kunne han ikke opnå statsborgerskab.

Han sagde, at han havde boet i Danmark i årtier, men at denne tvang var så udansk, som noget han kunne forestille sig.

Han mente, at Danmark er bygget på tillid. Og tillid er nemlig sagens kerne.

Et håndtryk er i sin reneste form en manifestation af tillid mellem to mennesker. Men tillid er en organisk størrelse, der aldrig kan fremtvinges ved hjælp af lovparagraffer. At forestille sig andet er absurd.

Staten skal sætte de juridiske rammer for et retssamfund, ikke agere koreograf for, hvordan borgerne hilser på hinanden.

Badar Shah
Lektor og tidligere medlem af Borgerrepræsentationen

Når politikere som Ida Auken i forlængelse af dommen foreslår yderligere lovregulering af, hvordan borgere bør hilse på hinanden for at undgå særkrav, er det udtryk for en mærkværdig statslig overreach.

Det beror på den politiske illusion, at man blot kan vedtage en lov, og så retter virkeligheden sig efter den. Det svarer til at skrive i lovgivningen, at folk skal være glade, med en forventning om, at de så automatisk bliver det.

Det er ikke sådan, virkeligheden fungerer.

Hvis vi ønsker et samfund præget af gensidig respekt, frisind og tillid, skal vi turde overlade de sociale normer til civilsamfundet. Staten skal sætte de juridiske rammer for et retssamfund, ikke agere koreograf for, hvordan borgerne hilser på hinanden.