Debat

Trafikforum: Skru op for investeringer i infrastruktur

DEBAT: Regeringens planer om besparelser på de offentlige anlægsinvesteringer bør undtage investeringer i transportinfrastrukturen, skriver Mikael Hansen, redaktør i Kollektiv Trafik Forum.

Regeringen bør sætte niveauet op for offentlige investeringer i baner, veje og broer, skriver Mikael Hansen, redaktør i Kollektiv Trafik Forum. 
Regeringen bør sætte niveauet op for offentlige investeringer i baner, veje og broer, skriver Mikael Hansen, redaktør i Kollektiv Trafik Forum. Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikael Hansen
Redaktør i Kollektiv Trafik Forum

Lad os ikke hoppe på den populistiske limpind, at Danmark lige pludselig er blevet et fattigt samfund, som ikke har råd til at investere i transportinfrastruktur.

Mikael Hansen
Redaktør i Kollektiv Trafik Forum

Regeringens og blå bloks planer om at skrue ned for investeringer i transportinfrastrukturen må få de røde advarselslamper til at blinke hos såvel transportsektoren som hos almindelige borgere.

Fakta
Transportdebatten inviterer løbende eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.

I den kommende tid vil et debatpanel sætte fokus på, om regeringens kommende besparelser på anlægs- og byggeprojekter er en god idé.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.
Send dit indlæg til [email protected] 

Her pilles der ved nogle helt grundlæggende elementer i samfundsstrukturen. Der er mindst fire gode argumenter for tværtimod at sætte niveauet op for offentlige investeringer i baner, veje og broer.

Danmark halter efter
Det første argument findes i en sammenligning med vore nabolande. De danske offentlige investeringer i transportinfrastruktur er de laveste i Nordeuropa, ca. 20 pct. lavere end det bedste land (Norge) og ca. 10 pct. lavere end gennemsnittet set over perioden 2000-2013. Det er senest dokumenteret i en rapport fra konsulentfirmaet Struensee, udført for Region Hovedstaden. Det er en skidt dansk tradition at ligge i underkanten på dette område.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Kortsigtet politik 
Det andet argument er, at reduktionen i investeringer rummer et kortsigtet politisk perspektiv, som må forventes at skulle ændres igen om få år. Den visionære transportaftale fra 2009 om en grøn transportpolitik kom jo netop efter 1990’ernes og 2000’ernes markante efterslæb især på jernbaneområdet. Nedsættelse af investeringsniveauet risikerer at lægge grunden til nye efterslæb.

Stort efterslæb 
Det tredje argument er, at der fortsat er et stort efterslæb i vedligeholdelsen af transportinfrastrukturen, bl.a. broer og det kommunale vejnet. Derfor bør anlæg og vedligehold ses under ét – noget man ikke tager tilstrækkeligt hensyn til i den offentlige budgetlægning. Reinvesteringer er nødvendige for at fastholde den eksisterende bane- og vejkapital.

Fastholder høj mobilitet
Det fjerde argument er, at offentlige investeringer i transportinfrastruktur er en forudsætning for det moderne samfunds funktion. Investeringerne foretages af hensyn til at fastholde en høj mobilitet. Transportinfrastrukturen forbinder os med vores omverden i det lille og det store perspektiv. Der er indtil videre ikke fundet alternative finansieringsformer. Staten og kommunerne er de eneste til at betale. Brugerbetaling findes på de store broer, mens en generel brugerbetaling i form af road-pricing fortsat er en fjern utopi i Danmark såvel som i Europa.

Der er altså ikke andre end staten og kommunerne til at finansiere transportinfrastrukturen. Det kræver højere, ikke lavere transportinvesteringer af fastholde en høj mobilitet.

Lad os ikke hoppe på den populistiske limpind, at Danmark lige pludselig er blevet et fattigt samfund, som ikke har råd til at investere i transportinfrastruktur.

Et godt råd for at realisere dette: Fasthold de lange perspektiver og det brede politiske samarbejde i transportpolitikken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00