Debat

Trafikselskaber: BRT gør den kollektive transport fossil- og trængselsfri

DEBAT: Der er behov for, at flere rejser fossiltfrit sammen i fremtiden. Derfor er landets tre største trafikselskaber gået sammen om at udvikle BRT, en ny form for kollektiv transport.

BRT-linjerne kører på el og er et attraktivt tilbud om effektiv kollektiv transport med op til 12 afgange i timen, skriver formænd for de regionale trafikselskaber Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Movia.
BRT-linjerne kører på el og er et attraktivt tilbud om effektiv kollektiv transport med op til 12 afgange i timen, skriver formænd for de regionale trafikselskaber Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Movia.Foto: Urban Creators
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mange vil gerne bo i de større byer.

I Storkøbenhavn og områderne omkring Aarhus og Aalborg forventes en befolkningsvækst på cirka 160.000 borgere frem mod 2030.

Det vil give mere trængsel, hvor mange allerede i dag spilder tid i kø til og fra arbejde. Den stigende befolkningsvækst stiller nye og større krav til god mobilitet og en vellykket byudvikling. Derfor er der behov for at handle nu.

Samtidig skal biltrafikkens CO2-belastning sænkes markant frem til 2030. Elbilerne kommer ikke hurtigt nok til alene at løse problemet, og derfor skal en væsentlig del af trafikvæksten de kommende år flyttes til fossilfri kollektiv transport.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Grøn løsning uden trængsel
Både trængsels- og klimaproblemet er fælles på tværs af landet. Derfor har Midttrafik, NT og Movia etableret et samarbejde, hvor vi i fællesskab arbejder for, at vi højere grad rejser sammen og lader bilen stå.

BRT en ny løsning i den kollektive transport, som kan stå klar hurtigt, modvirke trængslen, bidrage til den grønne omstilling – og BRT er ikke meget dyr at bygge.

Transportministeren kalder BRT for tog på gummihjul.

Claus Wistoft (V), Nuuradiin S. Hussein (S) og Kirsten Jensen (S)
Hhv. formænd for de regionale trafikselskaber Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Movia

Nu kan vi præsentere et helt katalog med seks aktuelle BRT-projekter. Ét, som er ved at blive bygget, og fem yderligere, som kan anlægges i løbet af få år.

Kataloget er et værktøj til politikerne, der står over for at skulle træffe beslutninger om, hvordan der skal investeres i landets kommende infrastruktur de næste mange år.

Kommuner og regioner har været inddraget i de konkrete BRT-projekter for at sikre, at de lokalt matcher borgernes behov i de enkelte byområder.

BRT er en helt ny måde at rejse kollektivt på i Danmark, som udnytter vejene bedre og bidrager til det nationale klimamål.

Tog på gummihjul
BRT-linjer kører på el og har sine egne vognbaner. Linjerne har altid grøn bølge i krydsene og kan derfor køre lige forbi myldretidens bilkøer.

For passagerne er BRT derfor et attraktivt tilbud om hurtig og effektiv kollektiv transport. Med op til 12 afgange i timen får passagererne kort ventetid, og de kan være sikre på, at de kommer frem til tiden.

BRT-linjerne stopper ved store, overdækkede stationer, og man går ind- og ud via brede perroner i gadeplan.

Læs også

En BRT kan rumme op til 300 passagerer. Så der er god plads også til dem, der i dag mest bruger bilen.

Indretningen er moderne med lys og luft, høj komfort og god plads til cykler, kørestole og barnevogne. Som vi kender det fra tog og letbane. Transportministeren kalder BRT for tog på gummihjul.

Omdanne boligområder
Nye BRT-stationer kan samtidig være katalysator for at omdanne boligområder og giver også helt nye muligheder for mere bolig- og erhvervsbyggeri.

Samarbejdet i de tre trafikselskaber har allerede afdækket, at der er bred interesse for BRT hos kommuner og regioner.

Aalborg Kommune er i samarbejde med NT allerede i gang med anlæggelsen af den første BRT-linje – Plusbus - og planlægger den næste linje, der skal forbinde Aalborg og Nørresundby, mens Midttrafik arbejder med projektering af en BRT-linje på Ringvejen i Aarhus og en linje mellem Randers centrum og Randers Storcenter.

Movia har i sin mobilitetsplan peget på BRT-projekter i hovedstadsområdet og BRT-lignende projekter i flere sjællandske købstæder.

I kataloget peges på to strækninger; fra Ishøj via Høje Taastrup til Lyngby og fra Avedøre til Gladsaxe. BRT-projekter kræver mindre gennemgribende anlæg end skinnebårne løsninger, og fordelene kan opnås løbende, hvis BRT’en anlægges i etaper.

Projekterne i kataloget opfylder kravene til BRT i de statslige vejregler.

Vi håber, at BRT-projekt-kataloget kan anvendes som inspiration, når midlerne til den grønne, statslige infrastrukturplan skal prioriteres.

Med statslig medfinansiering kan disse projekter være en realitet i løbet af få år. Så undgår vi at tilbringe kostbar tid i endeløse bilkøer, og som et vigtigt bidrag til det nationale klimamål.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00