Bliv abonnent
Annonce
Debat

V- og S-politiker: Forbindelse mellem Als og Fyn vil gøre Danmark mere robust i en tid med risiko for sabotage

Forundersøgelsen af den faste forbindelse er allerede i fuld gang, og vi bakker begge fuldt op om, at vi også kommer videre med projektet, når forundersøgelsen er færdig, skriver&nbsp;Benny Engelbrecht (S) og&nbsp;Lars Christian Lilleholt (V).<br>
Forundersøgelsen af den faste forbindelse er allerede i fuld gang, og vi bakker begge fuldt op om, at vi også kommer videre med projektet, når forundersøgelsen er færdig, skriver Benny Engelbrecht (S) og Lars Christian Lilleholt (V).
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
3. januar 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ligesom ræven har to udgange, er det en fordel, hvis vi i trafikken kan vælge en alternativ rute, hvis der er omfattende kødannelse eller egentlige spærringer.

Den tanke bør medtages, når det i forvejen fornuftige forslag om at bygge en fast forbindelse mellem Fyn og Als skal perspektiveres.

Vi lever i en ny tid, hvor risikoen for sabotage mod kritisk infrastruktur desværre vurderes til at være 'alvorlig' af vestlige efterretningstjenester.

Læs også

Mange husker nok sabotagen på Nord Stream 2 gasledningen ved Bornholm i 2022.

Andre har nok fulgt med i de mistænkelige afsporinger af jernmalmstog i Nordsverige og arrestation af russiske agenter i nærheden af en flådebase i Vestnorge.

Det vidner om risici, som vi skal tage alvorligt og handle på.

Forbindelsen vil gøre Danmark mere robust

En del af svaret på udfordringerne er, at vi passer bedre på den infrastruktur, vi har. Det underkender vi på ingen måde.

Men det er også klart som dagen, at vi bør planlægge ud fra, at ulykker og sabotagehandlinger vil kunne ske. I de tilfælde er den bedste hjælp at have forskellige optioner, forskellige muligheder.

Vi er overbevist om at projektet kan bygges på en måde, hvor det kan blive et globalt fyrtårnsprojekt for, hvordan man kan bygge stort uden at påvirke klima og miljø negativt.

Benny Engelbrecht (S), Lars Christian Lilleholt (V)
Hhv. finansordfører, gruppeformand i Venstre

En fast forbindelse mellem Als og Fyn vil derfor gøre Danmark mere robust. Og det skal medtænkes i planlægningen af forbindelsen, at den vil udgøre en solid alternativ korridor for de mange, der passerer Fyn til og fra Jylland.

Vi er selvfølgelig godt klar over, at det primære argument for en bro eller tunnel er, at den vil skabe udvikling i to dele af Danmark, Fyn og Sønderjylland, der i dag på mange måder er adskilte.

To af landets stærke arbejdsmarkeder forbindes. Syge mennesker vil kunne komme nemmere til behandlinger – i dag spildes desværre titusindvis af timer på omvejskørsel for de årlige 51.000 sygetransporter mellem Tønder, Aabenraa, Sønderborg og universitetshospitalet OUH i Odense.

Efter forundersøgelsen skal arbejdet fortsætte

Sidst men ikke mindst: Vi er overbevist om at projektet kan bygges på en måde, hvor det kan blive et globalt fyrtårnsprojekt for, hvordan man kan bygge stort uden at påvirke klima og miljø negativt.

Forundersøgelsen af den faste forbindelse er allerede i fuld gang, og vi bakker begge fuldt op om, at vi også kommer videre med projektet, når forundersøgelsen er færdig.

Læs også

Vi ved dog, at aspektet om øget samfundsrobusthed ikke indgår i forundersøgelsen – og det vil vi i fællesskab argumentere for skal indgå i det videre arbejde.

Et arbejde, der i øvrigt vil sikre udvikling på Fyn og i Sønderjylland og et grønt foregangsprojekt.

Vi håber, at den politiske vilje, der var til at prioritere at lave forundersøgelsen om dette vigtige projekt, også vil være der, når der skal træffes endelig beslutning om at gå videre og gøre ide til virkelighed!

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026