Folkeskolen har brug for meget mere end en kvalitetsreform

Udviklingen er sket samtidig med, at der er lukket mange folkeskoler i Danmark. Siden 2007 og frem til 2021 er antallet af folkeskoler faldet med cirka 330 skoler, hvilket svarer til cirka 20 procent. Samtidig er antallet af fri- og privatskoler vokset med cirka 11 procent - fra cirka 500 til cirka 550.

Der er jo ikke noget som helst galt med, at flere fri- og privatskoler dukker op. Konkurrence også på dette område kan jo være godt nok. Men hvis den fælles folkeskole kommer til at stå med et forringet tilbud til forældrene, så mister vi noget essentielt i vores samfund i forhold til at bringe os sammen socialt og kulturelt.

De seneste PISA-resultater er pinlige for et land med ambitioner om at have en veluddannet og kompetent befolkning. Danmark har aldrig klaret sig så dårligt i matematik i PISA-undersøgelsen som denne gang, siden den blev gennemført for første gang i 2000. Det gik ellers fremad med de danske 15-åriges matematikpræstationer i PISA-undersøgelserne i 2015 og 2018, men ved testen indsamlet i 2022 har de danske elevers præstation taget et kæmpe drop. Også resultaterne for elevernes læseevne er gået deprimerende nedad siden 2018.

I sommeren 2023 afsluttede cirka 64.000 elever 9. klasse. Hver ottende af dem opnåede ikke engang 02 i dansk og matematik til afgangsprøven. Det dækker både over elever, der var til afgangsprøverne uden at opnå 02 i dansk og matematik, og elever, der manglede et eller flere prøvefag i dansk og matematik. De to grupper er omtrent lige store og udgjorde cirka 6,2 procent af 9.-klasseseleverne.

Samlet har 12,5 procent af 9.-klasseseleverne ikke bestået dansk og matematik, hvilket svarer til cirka 8.000 elever. Den samlede andel af unge, som ikke opnåede 02 i dansk og matematik i 2023, ligger højere end i årene inden corona og er omtrent på niveau med den årgang, som forlod 9. klasse i 2017.  I dag får alt for mange unge ikke en uddannelse, og konsekvensen er, at 43.000 unge mellem 15 og 24 år står uden job og uddannelse. Mange af de unge, som forlader 9. klasse uden 02 i dansk og matematik, er i risiko for at ende i den statistik.

Forældrenes ansvar for opdragelsen af børnene til at være en del af et fællesskab er helt centralt.

Lisbeth Knudsen

Jeg har haft lejlighed til at interviewe en gruppe skoleledere til en større lederundersøgelse. Deres hverdag er præget af et enormt økonomisk pres, fordi mange kommuner har måttet finde budgetbesparelser på folkeskolerne de seneste år, og 2024 er ingen undtagelse.

De taler om uroen i klasserne. Om voksende mistrivsel hos børnene, som kræver mange kræfter og en opmærksomhed hos lærerne, som de ikke har tid til at levere ordentligt og mange gange heller ikke føler sig fagligt kompetente til at levere.

De kræfter, der bruges på at håndtere uro og mistrivsel går fra lærernes fokus på selve undervisningen og de øvrige børn. De danske folkeskoler bruger næsten dobbelt så mange lærervikarer i dag sammenlignet med for ti år siden. Flere af skolelederne fortæller om deres bekymringer over, om de kan fastholde gode mellemledere i skolen og oplever i stigende grad lærere, der gerne vil ned i tid, fordi jobbet er for hårdt.

Jeg har lyttet til skoleledere, der elsker deres profession og ser med stolthed på opgaven med at forvalte folkeskolens værdigrundlag. Men de oplever til gengæld forældre, der er så paralyseret af deres eget barns ve og vel, og bekymret for, om det nu klarer sig godt, at de glemmer det fællesskab, som skolen også er. Og folkeskolen er jo ikke en undervisningsautomat, hvor man kan sætte stikket i til at lille Peter og Marianne skal lære dette og hint. Det er netop et fællesskab mellem mennesker.

Skoleledere og lærere, vil selvfølgelig gerne frisættes fra en hel masse læringsmål og have større frihedsgrader  til at tilrettelægge undervisningen, men de efterlyser også, at forældrene tager et større ansvar og ikke skubber det over på skolen. De efterlyser at forældrene tager et markant større ansvar for børnenes opdragelse. Måske er det ikke Aula-kommunikationsplatformen, der fejler noget, men den måde, forældrene bruger den på.

Folkeskolens udfordringer løses ikke alene ved at skrotte den udskældte reform fra 2014 og erstatte den med det udspil til et såkaldt kvalitetsprogram for folkeskolen, som regeringen er kommet med. De løses heller ikke ved at køre Aula i garagen for mislykkede it-projekter, for det er mere anvendelsen end systemet, den er gal med.

At løse folkeskolens udfordringer kræver en langt mere koordineret og fælles indsats fra alle de interessenter, der er rundt om folkeskolen. Det vil sige både Folketinget, kommunerne, skolebestyrelserne, skolelederne, lærerne og forældrene. Og sandt at sige taler vi nok for lidt om de sidste. Det er ikke alene et spørgsmål om at købe en stor makulator, som ministeren har sagt det, og køre alle læseplanerne igennem den, og så klarer frisætningen resten.

Det, vi må have fat i, er både et frisættelsesprojekt og et projekt for at få skabt en ny ”virksomhedskultur” i folkeskolen, der giver magten og autoriteten tilbage til lærerne og skolelederne. Det er et projekt, der skal gøre forældrene mere ansvarlige for, at skolen og fællesskabet lykkes, og børnene trives. Forældrenes ansvar for opdragelsen af børnene til at være en del af et fællesskab er helt centralt. Opdragelsen til hensynsfuldhed overfor andre og robusthed nok til at rumme både de knubs og den modgang, som kan ramme alle undervejs i modningsprocessen gennem et skoleforløb.

Danmark har en meget stærk forhistorie for, at PISA-resultater anvendes til at legitimere reformer af folkeskolen, der på forskellig vis har skullet styrke en boglig faglighed og i særlig grad fagene dansk og matematik. Nu bruger børne- og undervisningsminister, Matthias Tesfaye (S), resultaterne til at gå i retning af mere frisættelse af skolerne, fjernelse af 90 procent af de detaljerede læringsmål, større ansvar til skoleledere og skolebestyrelser, kortere skoledage og flere timer i praktiske fag og mere frihed til lærerne til at tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i de eksakte elever, som sidder i klassen, og deres behov.

Det kan alt sammen give skoleledere og lærere mere frihed. Men som en skolelærer skrev forleden i et debatindlæg: ”Ved I godt derude, at det efterhånden er en trediedel af underviserne, der er vikarer? Altså unge, der lige er kommet ud af deres ungdomsuddannelse? Ved I godt, at de unge ikke har lyst til at være lærere, fordi de ikke kan være de lærere, de gerne vil?”

Fakta bag dette udsagn er, at sidste skoleår brugte landets skoler løse vikarer på timelønsbasis i folkeskolen i et omfang der svarer til 1.924 fuldtidsstillinger. Det svarer til en stigning på 900 fuldtidsstillinger på ti år. Det er en stigning på 87,9 procent siden skoleåret 2011/12.

Et andet opråb lyder: ”Ved I godt, at flere og flere børn får skolevægring, fordi de ikke kan holde til at være i skolen? Ved I godt, at jeres børns lærere og pædagoger løber så stærkt, at de ikke kan klare presset, fordi de bruger mere tid på socialpædagogik end på undervisning?”

Fakta om dette udsagn er: Hver fjerde elev i folkeskolen havde over ti procents fravær sidste skoleår. Hele 25,2 procent af eleverne havde i skoleåret 2021/22 mindst ti procents fravær. Året før lå samme tal på 11,4 procent. Med andre ord er der tale om mere end en fordobling.

Når regeringens udspil til kvalitetsprogram for folkeskolen skal forhandles på plads i det nye år, er der brug for at tale andet end regler, timetal og læseplaner. Der vil uden tvivl blive talt om økonomi og arbejdskraft og behovet for flere uddannede lærere. Og der må også tales om de værdier og den kultur, folkeskolen skal bygge på, og det fælles ansvar for at ændre og styrke  folkeskolens læringsmiljøer og resultater.