Forskningschef og børnepsykolog: Frihed til skolerne kræver politisk mod

Folkeskolen skal have mere frihed, mener flere politikere. Spørgsmålet er bare: hvordan?

Skolestarten i august bød på nye politiske initiativer og udmeldinger omkring folkeskolen. Radikale og SF vil tage et endegyldigt opgør med skolereformen. Ikke dens helt overordnede intentioner, men med lærerlockouten fra 2013 og den snævre politiske detailstyring. Skolerne skal have mere frihed og færre mål, og lærerne og pædagogerne skal have flere kolleger og bedre uddannelsesmuligheder.

Frihedsdagsordenen fik yderligere vind i sejlene efter statsministerens nytårstale. Ambitionen er, at frikommuneforsøgene i blandt andet Esbjerg og Holbæk skal udvides til at gælde alle skoler. På mange måder forfølges dermed den britiske professor Mel Ainscows princip om "lokale løsninger på lokale problemer foretaget af lokale aktører".

Ainscows forskning relaterer sig særligt til udvikling af skoler som mangfoldige og inkluderende, faglige og sociale fællesskaber. Det er særlig relevant i en tid, hvor skolerne netop står med store inklusionsudfordringer.

Ligestilling og ligeværd

Men hvor udstrakt bliver så denne frihed, som der øjensynligt er så bred politisk opbakning omkring? Et aktuelt eksempel maner til eftertanke: En bornholmsk skole blev sat på den politiske dagsorden, fordi den efter sigende i perioder ville operere med kønsopdelte klasser. Efter en politisk shitstorm ledsaget af en ditto på de sociale medier, blev skolen banket på plads og tog kønsopdelingen af bordet.

Det ville selvfølgelig have hjulpet skolen, hvis den havde formuleret og kommunikeret nogle pædagogiske formål med kønsopdelingen.

Andreas Rasch-Christensen og Rasmus Alenkær
Forskningschef, VIA University College og børnepsykolog

Ud fra et generaliseret og forskningsinformeret perspektiv er kønsopdeling i et land som Danmark, hvor ligestilling i mange år har været på dagsordenen, selvsagt problematisk.

Forskning på området, eksempelvis af den amerikanske psykolog og forsker Diane F. Halpern, indikerer, at de skoler, der umiddelbart lader til at have succes med kønsopdelt undervisning, samtidig scorer højt på en række andre parametre. For eksempel en stor koncentration af ressourcestærke elever.

Harper stiller sig dermed kritisk over for den kønsopdelte undervisning, simpelthen fordi dens umiddelbare positive effekt på børns læring har andre bagvedliggende forklaringer end selve kønsopdelingen. Samtidig har professor Dorte Marie Søndergaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet for en årrække siden kritiseret den kønsopdelte undervisning for at fastholde drenge og piger i traditionelle kønsroller, hvilket bestemt ikke er foreneligt med 2020'ernes fremherskende ideal om ligestilling og ligeværd.

Lokale løsninger på lokale problemer

Men intentionen med at nævne dette eksempel er snarere, at frihed vel er frihed, eller hvordan? Frihed betyder vel også, at de enkelte skoler netop har råderummet til at eksperimentere med – i Ainscows formulering – lokale løsninger på lokale problemer foretaget af lokale aktører, eller hvordan?

I det førnævnte, bornholmske tilfælde, som denne artikels forfattere ikke kender de nærmere deltaljer i forhold til, kunne der måske være anledninger til, at skolen ville undersøge, hvordan kønsopdelt undervisning i en periode påvirker elevernes deltagelse, dannelse, trivsel og læring. Hvem ved?

Måske var den periodevise kønsopdeling et eksperiment, som eleverne selv havde været med til at foreslå. Og måske kunne eksperimentet ligefrem bidrage til, at eleverne lærte noget om, hvordan sociale dynamikker i nogle tilfælde kan være påvirket af køn eller forestillinger om køn. Måske, måske, måske.

Det ville selvfølgelig have hjulpet skolen, hvis den havde formuleret og kommunikeret nogle pædagogiske formål med kønsopdelingen, som skolen kunne have brugt indadtil og udadtil. Det forekommer ikke at have været til stede.  Pointen er her, at selve skolens beslutning umiddelbart falder fint inden for den frihedsramme, som de politiske partier er så optaget af at tildele.

Pointen er samtidig, at det bestemt ikke motiverer de lokale skoleraktører til at tænke ud af boksen, hvis konkrete, lokale, pædagogiske tiltag diskuteres på politisk niveau, som om de var andet end specifikke løsninger på skolens forhåndenværende udfordringer.

Lægger op til et tillidsfuldt kompromis 

Andre eksempler kunne være det omdiskuterede nationale testapparat, de udskældte elevplaner eller afgangsprøver og karakterer, der efter sigende presser eleverne til mistrivsel. For nylig landede et bredt politisk forlig med opbakning fra Danmarks lærerforening og skolelederne på en ny test-aftale. Der skal nu testes i færre i faglige områder, nemlig dansk og matematik, men der skal så til gengæld testes mere i de to områder. Tilsvarende er der et relativ stor mængde af frivillige test, som skolerne kan bringe i anvendelse.

Mange af de politiske udmeldinger om frihed til skolerne adresserer implicit eller eksplicit de nationale test, idet frihed er betinget af, at skolerne sikrer, at eleverne forlader den med de basale færdigheder. Så hvis skoler for eksempel gerne vil fritages fra test ellert teste mindre, hvad vil man så løbende tage bestik af, når man fra politisk hold kommunalt eller nationalt vil vurdere udviklingen i elevernes faglige færdigheder?

Det kræver politisk mod at tildele skolerne frihed, og stiller store krav til skoler i forhold til, hvordan de håndterer den.

Andreas Rasch-Christensen og Rasmus Alenkær
Forskningschef, VIA University College og børnepsykolog

Diskussionen er relevant, fordi nogle skoler på den anden side gerne vil fritages fra test og karakterer. Begrundelsen er, at test kun måler visse sider af elevernes faglige udvikling, og at afgangskarakterer fylder for meget hos de enkelte elever. Begge dele kan være velbegrundede, men skolerne vil næppe få ret mange reelle frihedsgrader her, om end der i aftalen er lagt op til eksperimenter med karakterfire klasser. Frihedsgraderne bliver betinget af, at man politisk kan følge elevernes faglige udvikling gennem test og afgangskarakterer.

De to nævnte eksempler lægger op til et tillidsfuldt kompromis mellem henholdvis den enkelte skoles arbejde med løsninger, der tilgodeser skolens egne elever, og det øverste, politiske niveaus behov for følge med i hvilken effekt, disse løsninger har.

Frihed stiller selvfølgelig også krav til skolerne. Friheden er fortsat rammesat i skolens stærke formå, og de fag, som er omdrejningspunkt for skolens faglige fællesskaber. Ligeledes må skolerne ruste sig til at formulere og formidle de pædagogiske formålene med bestemte organiseringer, undervisningsrelaterede tiltag eller det, som frihedsgraderne nu bruges til.

Formålene skal kunne forstås af andre end skolens egne aktører. Det kan være forældrene eller den kommunale forvaltningen, der har en betimelig interesse i at se, hvordan der arbejdes med kvalitet på tværs af de skoler, som den har ansvaret for.

Kræver politisk mod

I formidlingen står skolerne selvsagt stærkt, hvis formålet er velbegrundet og forankret i tidligere erfaringer, andre skolers lignende arbejder og evalueringer af disse samt national og international forskning. Det sidste skal ikke være foreskrivende, men skolerne skal orientere sig i det. Ligeledes kan det være en styrke, hvis beslutninger om nye tiltag inddrager skolens medarbejdere og elever.

Eksemplet med den bornholmske skole peger på, at en del af dette har haltet lidt. Tilsvarende stilles der krav til skoler, der for eksempel undtages fra evalueringsplaner og karakterer. Der vil stadigvæk være behov for løbende at følgende elevernes faglige udvikling og lejlighedsvis drøfte den med eleverne og deres forældre. Ligeledes er det hensigtsmæssigt, at der skabes viden om elevernes faglige udvikling på tværs af skoler kommunalt og nationalt.

Her belyser nogle nye nationale test potentielt set nogle vigtige elementer, men de vil altid måle relativ specifikt inden for to fagområder. Så skolerne vil have behov for at udvikle deres egne evalueringstiltag, når de skal følge elevernes faglige og dannelsesmæssige udvikling i bredere forstand end nogle bestemte områder inden for dansk og matematik.

På den måde kræver det politisk mod at tildele skolerne frihed, og det stiller store krav til skoler i forhold til, hvordan de håndterer den.