Jeg savner et politisk hjerte, der banker for de kortuddannede voksne

Men det er så sandelig også på tide. Nu vil det vise sig, hvordan det slår igennem, og hvor ambitiøs indsatsen bliver – i virkeligheden.  

Jeg savner nemlig et politisk hjerte, der banker for de kortuddannede voksne – en langt større forståelse for, at uddannelse, er afgørende for sammenhængskraften i vores samfund og for vigtigheden af, at vi har veluddannet arbejdskraft.

Ambitionerne har været der. I slutningen af 50’erne vedtog Folketinget en ny skolelov, der gjorde det muligt at oprette eksamensklasser for voksne om aftenen.

Den erkendelse af, at vi fik et konkurrencedygtigt arbejdsmarked, fordi vi investerede tilstrækkeligt i at få alle med, kan jeg godt savne i dag

Hanne Pontoppidan

Politikerne vidste, at den samfundsmæssige omstilling fra landbrug til industri forudsatte, at de voksne fik et uddannelsesmæssigt løft via tekniske forberedelseskurser – i dag VUC.

Det samme gælder systemet for arbejdsmarkedsuddannelserne, som siden 1960 har sørget for, at voksne ufaglærte og faglærte kan opkvalificere sig. Delegationer kom langvejs fra for at beundre det visionære AMU-system, som gjorde den danske arbejdsstyrke så stærk.

Og AMU blev netop skabt for både at vedligeholde og udbygge den enkeltes kvalifikationer og medvirke til at løse omstillings- og tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet.

Den erkendelse af, at vi fik et konkurrencedygtigt arbejdsmarked, fordi vi investerede tilstrækkeligt i at få alle med, kan jeg godt savne i dag. Og den politiske forståelse for, at i et dynamisk og omstillingskrævende samfund er også uddannelse af voksne en selvfølgelig ting og et vigtigt nationalt ansvar.

Lige nu er agendaen, at vi mangler arbejdskraft. Der er fokus på, hvordan vi får de 43.000 unge uden job og uddannelse i gang og en diskussion af, om vi i højere grad skal invitere udlændinge hertil for at afbøde manglen på arbejdskraft.

Uanset hvad man politisk beslutter, så har de unge og voksne brug for uddannelse for at kunne at få en reel tilknytning til arbejdsmarkedet. For de færreste er der et fast-track. For de fleste går vejen gennem en kombination af almen-, fagfaglig og dansksproglig uddannelse i forskellige ”doser” og gerne i kombination med arbejde.

Behovet for, at hele den voksne del af befolkningen har de kvalifikationer, der skal til, for at være en del af arbejdsmarkedet nu og i fremtiden, er fortsat essentielt

Hanne Pontoppidan

Det er en stor men nødvendig uddannelses- og omstillingsindsats, men vi har været der før, og derfor er der faktisk viden at hente om, hvad der virker i forhold til grupper, der pt er på kanten af det danske arbejdsmarked

Man kan for eksempel skele til tidligere meget vellykkede og ambitiøse rotationsforløb for ledige og beskæftigede. Dengang blev ledige via uddannelse kvalificerede til at afløse ansatte på en arbejdsplads, og på den måde fik de en fod ’inden for’, mens de fastansatte i en periode, blev uddannet via både almen, dansksproglig og erhvervsrettet undervisning.

Det skabte en nødvendig og vellykket dynamik på arbejdsmarkedet. Flere ledige kom i job, og flere fik den nødvendige efteruddannelse.

Bevares, tiden er en anden, men behovet for, at hele den voksne del af befolkningen har de kvalifikationer, der skal til, for at være en del af arbejdsmarkedet nu og i fremtiden, er fortsat essentielt.

Et andet eksempel, man kan skele til, er de erfaringer man tidligere har gjort sig i Randers, hvor man kombinerede danskuddannelse for indvandrere med AMU-forløb, og herigennem sikrede, at kursisterne fik et tilstrækkeligt dansk og de rette faglige kvalifikationer til, at de kunne blive ansat i industrien.

Tre ud af fire kursister kom i job – og overgik dermed på grund af dette forløb fra passiv forsørgelse til selvforsørgelse. Vi bør bruge erfaringer som disse i stedet for at genopfinde den dybe tallerken.

Der er masser af gode eksempler at hente, så det handler helt grundlæggende om, at man politisk beslutter sig for, at det nu er på tide igen at få indsatsen i forhold til de voksnes uddannelse i fokus.

Jeg synes, at det er et politisk ansvar at sikre, at voksne – såvel som børn og unge – har reel adgang til uddannelse

Hanne Pontoppidan

Vi har arbejdsgivere, der hele tiden har haft et bredt og nuanceret blik på, at medarbejdernes kompetencer er alfa og omega. Men vi har også arbejdsgivere, som snævert fokuserer på virksomhedens behov, når deres medarbejdere skal have uddannelse.

Jeg synes, at det er et politisk ansvar at sikre, at voksne – såvel som børn og unge – har reel adgang til uddannelse. Det er simpelthen for stort et ansvar at lægge på den enkelte virksomhed, som jo i sagens natur først og fremmest må have fokus på egen bundlinje. 

Ikke at jeg ønsker at fritage virksomhederne for et ansvar, men hvis vi overlader for stor en del af ansvaret til de enkelte virksomheder, er det ofte kun de store, der har overskud og overblik til en egentlig uddannelsessatsning.

Det må og skal være et nationalt og politisk ansvar at sikre uddannelse til kortuddannede voksne, både hvad angår almene og erhvervsrettede kompetencer, så ingen ender på b-holdet.

Vi må – igen – hive uddannelsen af de voksne kortuddannede længere op og ind på den politiske scene og kere os om dem, når vi taler uddannelse