Skoleledere: Begræns antallet af emner på skoleskemaet

Privatøkonomi, filosofi og programmering; listen over ønsker til skoleskemaet er lang, hvilket Anders Thorsens 'sæt det på skoleskemaet'-liste vidner om.

Folkeskolen har de senere år fået en mere central rolle i forhold til emner, som tidligere enten ikke fandtes, som for eksempel digital mobning – eller som tidligere lå trygt og godt som en del af familiens ansvarsområde, som for eksempel skat, opsparing og budgetlægning.

Selvfølgelig er det vigtigt, at folkeskolen er åben overfor at tage fat på temaer, som rører på sig i den offentlige debat. Her spiller skolen som en del af hele det offentlige system helt naturligt en rolle som formidler og oversætter til børn og unge. Men desværre har skolens opgave på dette område taget en uheldig drejning over tid.

Når vi i dag har et emne på forsiden af avisen eller i primetime på TV, er det ikke længere et spørgsmål, om folkeskolen skal tage opgaven. Nej, det skal vi. Politikerne holder sig ikke tilbage for at fortælle os hvordan og hvor meget, vi skal løfte opgaven.

Ansvaret bør deles

I helt specielle sager puster politikerne sig op og kræver et nyt fag i folkeskolen. Eksemplerne og ønskerne er mange, tag for eksempel iværksætteri, entreprenørskab, teknologiforståelse, praksisfaglighed eller Færøerne og Grønland.

Jo flere temaer der presses ind i skolen, des mere forsvinder fokus. Og det er hverken elever eller skole tjent med.

Claus Hjortdal
Formand, Skolelederforeningen

Desværre har vi på skolerne oplevelsen af, at alt skal prioriteret meget højt. Intet er for småt til, at det bør være en fast del af børns undervisning. Mange af idéerne er hver for sig fornuftige nok. Der er bestemt vigtige områder i børnenes liv, som tåler en samtale.

Men på skolerne oplever vi det som en kollektiv ansvarsforflygtigelse i storformat, når folkeskolen forventes at tage hånd om – og i mange tilfælde have eneansvar for – flere og flere emner.

For når først politikerne har sagt, at det skal klares i skolen, så er det nemt efterfølgende at pege på skolen og spørge, hvorfor det ikke lykkes, om vi har en plan, eller om vi trænger til mere lovgivning eller flere retningslinjer.

Samtidig står skolelederne over hele landet og måber over politikere, der om mandagen slår sig op på, at skolerne skal have meget mere frihed, og at man skal læne sig op ad de fagprofessionelle; men når tirsdagsavisen udkommer, bliver samme gruppe af skoleledere reduceret til administratorer, der skal sikre, at alle elever har set Muhammed-tegningen eller har et fortroligt forhold til mindfulness.

Hold fokus på skolens kerneområde

Skolerne kan noget helt særligt og har en stor styrke. Vi er i den særligt heldige situation, at vi har børn med forskellige baggrunde og i samme alder samlet i et klassefællesskab. I det rum kan læreren eller pædagogen via sin uddannelse samtale med børnene på en anden måde end forældrene kan.

Vi kan sætte det ind i fællesskabets kontekst. Eleverne kan spejle sig i de andres ord og måde at udtrykke sig på og på den måde reflektere over indholdet. Eleverne kan pludselig opleve at den usikkerhed, man kan have som 12-13-årig er helt almindelig. Når vi sætter ord på i fællesskab, kan ting blive mere klart eller lettere at bære.

Det er værdifuldt. Men det må ikke misbruges. Læreren eller pædagogen skal have mulighed for selv at vælge at tage et tema op, fordi det giver mening her og nu. Medmindre der er så samfundsmæssigt vigtige emner, at det er naturligt, at folkeskolen tager det op, som nu den dagsaktuelle krig i Ukraine.

Vi har brug for større respekt for skolens kerneopgave, som er elevernes læring og trivsel. Jo flere temaer der presses ind i skolen, des mere forsvinder fokus. Og det er hverken elever eller skole tjent med.