Debat

Handelsskoleelever: Forslag om erhvervsrettet stx risikerer at udvande erhvervsskolerne

Vi har ikke brug for erhvervsrettet stx, for vi har masser af erhvervsrettede uddannelser. Lad det erhvervsrettede ligge på de skuldre, der brænder for at løfte den erhvervsrettede faglighed, og ikke bare degradere det til et add-on, skriver Maria Bøge Blenstrup.

Arkivfoto. Vi håber ikke, regeringen køber ind på fortællingen om, at en erhvervsrettet stx er redningen på spørgsmålet om de manglende faglærte, skriver Maria Bøge Blenstrup.
Arkivfoto. Vi håber ikke, regeringen køber ind på fortællingen om, at en erhvervsrettet stx er redningen på spørgsmålet om de manglende faglærte, skriver Maria Bøge Blenstrup.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Maria Bøge Blenstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er et makværk på vej. Med regeringens udspil til en ny institutionslovgivning – hvor det skal være muligt for de almene gymnasier at udbyde erhvervsrettede uddannelser – samt det stående forslag fra Dansk Industri, Dansk Metal og Danske Gymnasier om at indføre erhvervsrettet stx, bliver vi nødt til at spørge: Hvor gunstige forhold skal de almene institutioner have for at kannibalisere og udkonkurrere andre uddannelser?

Vi har ikke brug for erhvervsrettet stx, for vi har masser af erhvervsrettede uddannelser. Vi har i forvejen både tekniske og merkantile erhvervsuddannelser såvel som erhvervsgymnasier. Så skal man virkelig kunne få det hele på stx? Nej, stx's kernefaglighed er den stærke alment dannende profil, som de – med rette – er så stolte af.

Lad det erhvervsrettede ligge på de skuldre, der brænder for at løfte den erhvervsrettede faglighed, og ikke bare degradere det til et add-on i form af en erhvervsrettet studieretning – det er at tale vores faglighed ned til en bi-ting.

Med forslaget risikerer vi at udvande eksisterende erhvervsrettede udbud. Vi skaber bare endnu en uoverskuelig mulighed blandt de i forvejen mange typer af ungdomsuddannelser.

Fangearm frem for faglighed

De almene gymnasier er vigtige. De spiller en vigtig rolle i uddannelsessystemet, og netop derfor skal der også værnes om den faglighed. Danske Gymnasier skal holde sig til det, de er gode til – som er stærkt almen dannelse.

Den erhvervsrettede stx er ren eftergivenhed for en folkeskole og et system, der ikke virker.

Maria Bøge Blenstrup
Formand, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever

For det, Danske Gymnasier har gang i, er jo smart nok. Lad stx udbyde erhvervsrettede studieretninger, og på lang sigt måske hele erhvervsuddannelser. En smart måde at gøre stx relevant i en tid, hvor fokus ligger primært på fremtidens faglærte og ikke fremtidens akademikere. Begge er vigtige set med vores øjne.

Men det er ærgerligt, at man er villig til at gå på kompromis med sin faglighed og identitet, blot fordi politikerne vender fokus mod andre uddannelser end ens egne.

Den erhvervsrettede studieretning bliver en fangearm frem for faglighed. Vi håber ikke, ministeren køber ind på fortællingen om, at en erhvervsrettet stx er redningen på spørgsmålet om de manglende faglærte.

Presserende udfordringer

Politikere og institutioner evner alt for sjældent at tage de svære og hårde kampe. I stedet spørger de, hvor nemt og hvor billigt det kan gøres. Måske snuptagsløsninger kan gøre lidt på kort sigt, men de grundlæggende problemer løser vi ikke, hvis ikke vi er villige til at lave ændringerne de rette steder.

Den erhvervsrettede stx er ren eftergivenhed for en folkeskole og et system, der ikke virker. For det er nemmere at finde på noget helt nyt, der lyder smart, og så håbe, at det løser problemet.

Så kan man sige, man har gjort noget. Bare ikke gjort op med stigmatiseringen erhvervsuddannelseselever oplever, indført praksisfaglighed i folkeskolen eller styrket studiemiljøerne på erhvervsskolerne for at nævne nogle få presserende udfordringer.

Handler om at vinde markedsandele

For mange erhvervsskoler er det i dag svært at fortælle kommende stx-studenter om mulighederne for at tage en eud. Vel og mærke efter de har fået hue på. Skolerne får simpelthen ikke lov til at få foretræde. For der er stadig en vis konkurrence.

Temadebat

Hvad bør der være mindre af i uddannelsessystemet?
Altinget Uddannelse spørger i denne debatrække interessenter fra både grundskolerne, ungdomsuddannelserne og voksen-efteruddannelserne, hvad de vil have mindre af.

Hvordan ville de eksempelvis frigøre tid i undervisningen, hvis de kunne bestemme? Er der noget, de vil pille af skoleskemaet?

Er der generelt opgaver, skoler og institutioner klarer i dag, som de ikke burde beskæftige sig med? Og er der noget særligt, lærerne, lederne eller eleverne vil af med?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hellere at overgangen er naturlig fra stx til eud, siger fortællingen. Hellere at vi sikrer os eleverne, står der mellem linjerne. For vi skulle jo nødigt lukke erhvervsuddannelserne ind, så de kunne inspirere eleverne på egen hånd.

Kort sagt: Det handler ikke længere om kvalitet og faglighed i uddannelserne, men om at vinde markedsandele og kannibalisere. Et desperat forsøg på at forny sit værditilbud, så det passer til kunden. Men har de glemt, at kunden altid bør være eleverne, der går på ungdomsuddannelserne? Ikke politikerne.

Der findes bedre måder at uddanne fremtidens faglærte og styrke vores erhvervsuddannelser – uden at svække både erhvervsrettet og almen faglighed i processen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Bøge Blenstrup

FN-ungdomsdelegat
Politik og Økonomi, Aarhus Universitet

0:000:00