Stina Vrang Elias: Det er sidste udkald for folkeskolen. Nu svinger regeringen tydeligt taktstokken

Manglen på lærere er en knast af de store. Her kunne man tilføje "dygtige og erfarne" lærere. For som vismændene påviste i 2022, så kan den gode lærer forbedre elevernes karakterer med op til 1,96 karakterpoint – og betyder mere end klassens størrelse eller antallet af undervisningstimer.

Spørgsmålet er, hvordan man så får flere gode og erfarne lærere. Regeringen peger på flere relevante greb: flere meritlærere, bedre støtte til nyuddannede og færre barrierer for, at pensionerede lærere kan bidrage i undervisningen. Det er alt sammen rigtigt og nødvendigt.

Men tvivlen nager alligevel. Er det nok? Sandheden er, at hvor læreruddannelsen for en generation eller to siden kunne tiltrække mange studiestærke unge, så vender de i dag i stigende grad ryggen til lærergerningen. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden – så her ville jeg nok være nysgerrig overfor, hvordan andre lande har tacklet samme problemstilling.

Ministerielle delebørn er en realitet

De mindste børn har fået et comeback. De står allerførst i regeringsgrundlaget – og det forstår man godt for det er her, fundamentet for børns læring og trivsel lægges.

Men et sammenhængende børneliv forudsætter tætte koblinger mellem dagtilbud og skole – og derfor kunne man godt have drømt om, at lige præcis de to områder fik de bedst tænkelige betingelser for at blive tænkt sammen. Når de igen placeres i hver sit ministerium, bliver den politiske opgave med at sikre en rød tråd i børns udvikling ikke mindre. Tværtimod.

Det kan undre, at erhvervsuddannelserne ikke er nævnt med et ord i regeringsgrundlaget.

Stina Vrang Elias
Administrerende direktør, Tænketanken DEA

Hvis folkeskolen skal lykkes, skal kvaliteten af dagtilbuddene hæves – så man må håbe at Magnus Heunicke og Jacob Mark er indstillet på at drikke rigtig meget kaffe og sikre fælles fodslag på dette vigtige område. Til gengæld får det hele børneliv et løft, når man ser på fritiden.

"Jeg går hjem og spiller med mine venner". Sådan svarede en dreng, som jeg mødte på Mary Fondens konference om fritid for en månedstid siden.

Han havde vekslet den kortere skoledag til mere skærmtid, for dér, hvor han boede, kunne man kun gå til hånd- og fodbold og hans fødder drillede, som han sagde.

Sådan ser hverdagen ud for den dreng, fordi hans mor er på arbejde – og der er ingen tilbud dér, hvor han bor. Men i Danmark har vi en lang og stolt tradition for, at fritiden er en stærk og vigtig del dannelsesarenaen for børn og unge.

Regeringsgrundlaget er et gennembrud i at genoplive den tradition. I at sikre at det ikke ser for forskelligt ud afhængig af geografi og socialklasse. Og i at sikre, at børn og unges hverdag hænger sammen på tværs af dagtilbud, skole, fritidstilbud og lokale fællesskaber.

Epx'en er alive and kicking

På ungdomsuddannelserne er det småt med ændringerne. Epx-reformen ligger fast. Der pilles ikke ved elevgrundlagt. Nu skal indholdet på plads, og institutionslandskabet tegnes færdigt.

Det er ved første øjekast en virkelig fornuftig prioritering. Der er sat så meget i gang, at der nu må være fuldt fokus på at få tingene til at virke.

Forskere og institutioner er gået sammen om forsøg og udvikling af ny didaktik, pædagogik og taksonomi. Det er faktisk sjældent at så mange bakker så helhjertet op – og der er stort fokus på, at meget kan kuldsejle i implementeringen.

For der er ikke lang tid til, at reformen skal ramme virkeligheden: De unges valg, forældrenes præferencer, de geografiske forskelle og institutionernes nye virkelighed. Politikerne kan designe strukturerne. Aktørerne kan fylde dem ud. Men ingen kan bestemme, hvad forældrene snakker med deres børn om hen over middagsbordet. Det er, når struktur rammer kultur, at reformen skal stå sin prøve.

Regeringens ambition om at udvikle en national strategi for kunstig intelligens i hele skole- og uddannelsessektoren falder på et tørt sted.

Stina Vrang Elias
Administrerende direktør, Tænketanken DEA

Det kan undre, at erhvervsuddannelserne ikke er nævnt med et ord i regeringsgrundlaget. Og spørgsmålet er, hvor epx'en reelt stiller behovet for faglærte. Man skal ikke bevæge sig særlig meget rundt i landet før det går op for én, at der er mange, som frygter at epx vil lede til færre – ikke flere – faglærte.

Et håbefuldt kludetæppe

Baseret på antallet af nødblus, som især gymnasiesektoren har sendt i vejret uden mærkbar politisk respons siden fremkomsten af gratis og lettilgængelig AI i 2022, så falder regeringens ambition om at udvikle en national strategi for kunstig intelligens i hele skole- og uddannelsessektoren på et tørt sted.

Man har kunne læse om "faglig sorg" blandt gymnasielærere. De har resignerende kunnet iagttage, hvordan udbredelsen af kunstig intelligens har udfordret deres undervisningspraksis og installeret en grundlæggende mistillid mellem lærer og elev. En mistillid, der også sætter sig i elevernes uddannelsesglæde.

Udbredelsen af kunstig intelligens har med andre ord indført en krisetilstand i uddannelsessystemet. Men kriser kan også udgøre arnestedet for udvikling.

Det kræver, at strategien ikke begrænser sig til fokus på at prøver og snyd. Den skal tage fat om nældens rod med obligatorisk teknologiforståelse i både grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Strategien må lægge op til gentænkning af, hvilke egenskaber, som er vigtigst at lære i grundskolen og på ungdomsuddannelserne – og ikke mindst, hvordan kunstig intelligens kan bidrage til den læring.

Hvis det lykkes, kan strategien bidrage til, at teknologien kan styrke – ikke undergrave – elevernes almene dannelse og ikke mindst uddannelsesglæden hos både elever og lærere.

Der er virkelig meget godt i regeringsgrundlaget. Men det er også et kludetæppe. Og der kan være risiko for, at der ikke bliver et fælles remtræk fremad.

Men det er en detalje – for det er håbefuldt, at børnene får lov til at åbne ballet i regeringsgrundlaget. Det er dem, som vi skylder mest. Nu får børnene den prioritering, de fortjener.