Debat

Forsker: Ungdomsuddannelser er alles ansvar

DEBAT: Vi mangler et fælles inklusionskompas, der med fælles vedtagne værdier giver os mulighed for at håndtere udfordringen omkring unges vej gennem uddannelse, skriver Christian Quvang.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Katja Holm
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Quvang
Docent, ph.d. & cand.pæd.psych., UC Syd

Om lidt forlader mange unge folkeskolen for at fortsætte deres læringsvej og vej gennem livet.

Det er ikke en ufarlig vej. Fra statistikkerne ved vi for eksempel, at næsten 55.000 børn og unge mellem 14 og 30 år er i psykiatrisk behandling, og at 30 procent af 25-årige ikke har gennemført en ungdomsuddannelse.

Vi mennesker vil gerne forklare i årsag-virkningskæder, men i denne sag er det vigtigere at forstå.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

For her handler det om mennesker og dermed narrativer, biografier eller livshistorier. Dem findes der en del af fra de unge selv – i øvrigt underbygget af statistisk viden.

Indledningsvis kunne vi derfor vanemæssigt spørge, om det er samfundets skyld eller de unges egen skyld, at så mange kommer i psykiatrisk behandling, og at så mange 25-årige ikke har fået sig en ungdomsuddannelse. Lad disse to temaer illustrere sagen for netop at forstå og ikke kun forklare.  

Når så mange ikke gennemfører en ungdomsuddannelse på trods af målstyret undervisning i folkeskolen, uddannelsesplaner for tiden efter folkeskolen og utallige politiske målsætninger for ungdomsuddannelser, må vi forstå, at dette næsten kun kan være begrundet i strukturelle bump i unges uddannelsesvej og det faktum, at uddannelserne ikke giver nok mening og motivation for de unge.

Christian Quvang, Docent, ph.d. & cand.pæd.psych., UC Syd

Konsekvenser kan være omfattende
Når så mange må omkring psykiatrien, må vi forstå, at det blandt andet kan handle om det forhold, at mobning i sine subtile og mange forskellige former fylder så meget for så mange undervejs i grundskolen, at 35 procent af unge mellem 15 og 24 oplyser at have oplevelser med mobning.

Denne uværdighedsproduktion har selvklart aktuelle konsekvenser, der kan omfatte skamproduktion, eksklusion eller selveksklusion og ikke mindst for eksempel udmønte sig i den aktuelle og udbredte udfordring med skolefravær eller skolevægring, hvor for mange for længe ikke kommer i skole.

Ydermere ved vi fra forskning, at 24 procent unge på produktionsskoler har oplevet mobning i skolen, på erhvervsuddannelser er det 18 procent, mens dette tal på gymnasiale uddannelser ’kun’ er 7 procent. Måske er konsekvenserne af mobning mere omfattende, end vi aktuelt aner og har viden om!

Når så mange ikke gennemfører en ungdomsuddannelse på trods af målstyret undervisning i folkeskolen, uddannelsesplaner for tiden efter folkeskolen og utallige politiske målsætninger for ungdomsuddannelser, må vi forstå, at dette næsten kun kan være begrundet i strukturelle bump i unges uddannelsesvej og det faktum, at uddannelserne ikke giver nok mening og motivation for de unge.

Det skal de faktisk, for med FN-konventionen om ”… økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder” stadfæstes det, at vi i Danmark ”… anerkender retten til at arbejde, herunder ethvert menneskes ret til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som det selv frit vælger eller påtager sig, og vil træffe egnede foranstaltninger til at sikre denne ret.” Denne ret til uddannelse er senere stadfæstet og ratificeret i Børnekonventionen.

Så, nej, det er ikke de unges skyld, men de unge bliver ramt sagesløst, fordi samfundet ikke lykkes med at håndtere denne udfordring.

Men hvad skal der så til, og hvad kan vi ændre, for at denne vej til uddannelse bliver mere sikker, når vi nu har erfaret, at vi ikke kan overlade unge til koncepter som ’ansvar for egen læring’ eller ’strategisk selvledelse’, der individualiserer en fælles opgave, hvor samfundet har ansvaret?

Et fælles inklusionskompas
Noget af det, vi kan gøre, er at skaffe os mere detaljeret og lokal viden om ungdomsliv og uddannelsesveje, og dette indebærer forskning tæt knyttet til velfærdsprofessionerne, hvorfor for eksempel NUBU, Nationalt Videncenter for Udsatte Børn og Unge, er en relevant aktør.

Pædagogisk og didaktisk skal der også udvikles nye og mere relevante undervisningstilbud og håndholdte indsatser rettet mod den enkelte unge og de fællesskaber, der rummer såvel inkluderende som ekskluderende dynamikker.

Vi har brug for at etablere forpligtende inkluderende praksisfællesskaber båret af tilknytning til andre unge og signifikante voksne, hvad enten det er professioner i samfundets institutioner, eller det er frivillige i organisationer som for eksempel Ligeværd, der netop aktivt støtter de unge og deres familier på vejene til uddannelse og arbejde.

Med andre ord mangler vi et fælles inklusionskompas, der med udgangspunkt i fælles vedtagne værdier giver os nogle veje til bedre at justere og håndtere udfordringen omkring unges vej gennem uddannelse og livet.

For som det siges i Afrika: “It takes a village to raise a child”, og ungdomsuddannelse er alles ansvar.

Dokumentation

TEMA – Fokus på forskerne

På Altinget: uddannelse sætter vi nu endnu mere fokus på den viden og forskning om uddannelse, der eksisterer rundtom i landet.

Derfor bringer vi hver mandag de kommende måneder en eller flere klummer fra forskere eller fagpersoner.

Klummeskribenterne tæller professorer, lektorer, ph.d.-studerende og andre, som gennem deres specialviden kan gøre os klogere på uddannelsesområdet.

Denne uge er det Christian Quvang fra UC Syd, der skriver klummen. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion