Lektor: God læring kræver mere end gode relationer

Af Andy Højholdt
Lektor i pædagogik, Københavns Professionshøjskole

Et relationstyranni har bredt sig.

Overalt i den danske skoleverden taler man for tiden om relationer og relationskompetence. Som aldrig før. På medarbejderudviklingsdage, konferencer og dyrt betalte kurser.

Ofte er budskaberne så banale, at det skriger til himlen: ’Børn skal helst være i fornøjelige aktiviteter, lærerens indre værdier afgør relationerne med børnene’, kan man høre udbasoneret.

Skal man så ikke lytte til det? Jo, lad os da endelig lytte, og mange kan lære af det. Men lad os også lige løfte pickuppen af pladen et øjeblik. For helt ærligt: Det er ved at gå for vidt.

Et ensidigt fokus på relationer og relationskompetencer som den mest afgørende faktor for elevers læring og udvikling er at tage kikkerten for det blinde øje.

Gode læreprocesser er jo ikke blot fornøjelige, og gode læreprocesser opstår ikke blot i gode relationer med lærere og kammerater.

Gode læreprocesser opstår gennem god undervisning, som er udfordrende, og hvor eleverne kæmper med at løse gode opgaver og får feedback på arbejdet.

Læring kan smerte
Positive relationer er ikke nødvendigvis dén mest afgørende faktor for elevers læring.

Læring gør nemlig lidt ondt nogle gange. Læring kan faktisk smerte. Man må hoppe over bump på vejen. Anstrenge sig. Man må knokle på.

Man må overvinde sig selv, og man lærer noget ved at kæmpe.

Det er den gode lærer, som påfører ’smerten’ – spænder ben, lægger udfordringer, giver skub i ryggen for, at eleven kan komme videre, på rette spor eller for nogle på sporet overhovedet.

Læring ’hurts so good’ – kunne man sige.  

Det er en del af professionelles ansvar at arbejde med at udvikle elevernes evne til at overskride sig selv, reflektere over sin læreproces, holde fokus på opgaven, når det er svært – ja, det er en del af arbejdet med at udvikle elevers læringsrobusthed.

Hvis man har for ensidigt blik på de positive relationer og lærerens opgave om at udvikle sin relationskompetence, så eleverne oplever fornøjelige skoledage, så misser vi det vigtigste: At det er gennem planlægning, gennemførelse og evaluering af pædagogiske indsatser, at lærerne kan medvirke til at udvikle elevernes evne til at overvinde sig selv.

Læreren som Vor Herre
Det betyder ikke, at eleverne skal opdrages til at blive som en hengiven labrador, som aldrig overvejer, at den kan – hvis den vil – bide hundesnoren over.

I disse læreprocesser kunne eleverne passende lære, at de oftere og oftere bliver spundet ind i et alt for tæt forhold til de magtpersoner, underviserne reelt er.

Den venlige lærer bliver Vor Herre, i hvis lys eleven helst vil sole sig. Eleverne bliver optaget af ’at have det rart’, ’fornøje sig’ og ’blive vellidte’ af læreren.  

Eleverne kan ikke undvige sig denne venlige magtudøvelse, for de er tvunget i skole, men når de skal knokle med at udvikle sig selv, kan de passende også lære at sætte sig fri og forholde sig kritisk til den nye afhængighed i den blødgørende pædagogik.

Eleven skal kunne bryde ud af magtanvendelsens til tider klamme hånd. Det skal de lære.

Ellers bliver relationsarbejdet et relationstyranni – og vi er desværre alt for godt på vej i den retning.