Aastrup Rømer: Læring er blevet tjener i et samfund, som vil af med dannelsen

Af Thomas Aastrup Rømer
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

I 2004 skrev den hollandske forsker Gert Biesta artiklen "Against Learning".

Gert Biesta var en af de første, der undersøgte og forudsagde læringsbegrebets selvstændiggørelse og dets opgør med formål og indhold.

Han var kort sagt på sporet af læringsbegrebets afvikling af dét, vi i dag kalder for dannelse.

Biesta fortalte om, hvordan læring blev brugt til at lave evidensbaserede læringspakker, som kunne konceptualiseres i ydelsesoptimerende processer, der er glatte som smør.

Han nævnte også, at læringsbegrebet havde fået en international styringsdimension, især via EU’s initiativer.

Gert Biesta repræsenterer alt det, som de reformivrige i sin tid gjorde op med, da de læringsrevolutionerede landet.

Thomas Aastrup Rømer
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Efterfølgende, i 2010, udgav Biesta bogen ”God uddannelse i målingens tidsalder”. Her diskuterede han, hvordan det løsrevne læringsbegreb var blevet annekteret af OECD-målinger og globale testsystemer.

Han mente, at læreren blev gjort til en revisor, der var ”accountable” frem for til en egentlig pædagog, der var ”responsible”.

Skolereformens læringsparadigme
Man kan roligt sige, at skolereformen fra 2013 var et resultat af alt det, som Biesta kritiserede. Daværende undervisningsminister, Christine Antorini (S), og hendes åndsfæller talte uafbrudt om læring, måling og "accountability".

De ønskede en læringsrevolution. Læringen var blevet tjener i en stat, som ville af med dannelse og pædagogik. Man havde fået ”læringsmål-styring”.

Med denne reduktion som klangbund kunne regeringen også minimere den såkaldte ”forberedelsestid” for landets lærere.

Biesta var dog ikke så opmærksom på, at det indholds- og formålstømte læringsbegreb siden er blevet dataficeret.

I dag indgår læringsdata, styringsinteresser og økonomisk definerede målsystemer – også kaldet ”learning analytics” – i magtfulde netværk, som vil læringsoptimere prognostisk fra vugge til grav vel at mærke fra gravens, det vil sige slutningens, synspunkt.

I stedet gik Biesta pædagogikkens vej. Han skrev i 2014 bogen ”Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik”, hvor ikke mindst vores egen Søren Kierkegaard spillede en vigtig rolle i argumentationen.

Biesta vendte simpelthen tilbage til undervisningen som åndelig aktivitet.

På den måde kan en lærer forbinde sig med sin faglige, normative og indholdsmæssige sammenhæng, samtidig med at hun drager omsorg for elevernes relationer og unikke tilsynekomst i kulturelle og sociale praksisser.

Indflydelse i Danmark
Biesta har haft afgørende indflydelse på dansk pædagogik siden sine første udgivelser. Folk som Keld Skovmand, Lene Tanggaard, Lejf Moos og Brian Degn Mårtensson er alle forbundet til Biestas filosofi, og mange studerende bruger Biestas tænkning.

En del af de danske analyser er samlet i antologien ”Uddannelse for en menneskelig fremtid”, som udkom i 2017.

Biesta har også besøgt Danmark flere gange. Sjovt nok tiltrækker hans tænkning både kulturkonservative, alternativister og venstreintellektuelle. Biesta har en imponerende evne til at samle pædagogikken op, helt uden at sige ”læring” eller ”erhvervslivet”.

Skolereformens intellektuelle fortalere har dog ingen interesse i denne pædagogiske strømning. I ny og næ kritiseres Biesta summarisk og nonchalant, men det meste af tiden er han blot gået i glemmebogen.

Gert Biesta repræsenterer alt det, som de reformivrige i sin tid gjorde op med, da de læringsrevolutionerede landet.

I Danmark har læringshegemoniet alt for travlt med vidensøkonomi, OECD-kompetencer, læring og data, kort sagt med at udarbejde bidrag til at udvikle og ensrette en dataficeret konkurrencestat.

Der er brug for Biesta
I international sammenhæng er Gert Biesta også centrum for en rig og kreativ pædagogisk idéudveksling, der inddrager hele den europæiske åndshistorie på mange forskellige måder.

Der skrives nyskabende pædagogiske manifester, der laves pædagogiske analyser af hovedværker inden for malerkunsten, og selve skolebegrebet gentænkes på måder, der forener tradition og modernitet på virkelig interessante måder.

Uden for de pædagogiske miljøer eksperimenteres der også med nogle af disse emner.

Eksempelvis udgav Lene Andersen i 2017 bogen ”The Nordic Secret”, som forsøger at udarbejde en hypermoderne teknologiskeptisk grundtvigianisme, og Ida Auken (R) vil aktuelt vække landets historie til live, dog – i modsætning til Andersen – med en stærk teknologisk optimisme.

Desuden mærker man spor fra Biestas indflydelse i skolepolitiske kredse omkring Liberal Alliance, Alternativet og Socialistisk Folkeparti.

Der er brug for alle bidrag efter 20 år i antipædagogikkens tegn.

NB: Biestas seneste bog ”Undervisningens genopdagelse” er netop udkommet på dansk.