Debat

Forsker: Israel misbruger tostats-forhandlinger

Lars Erslev Andersen
Lars Erslev Andersen Seniorforsker, DIIS

DEBAT: Israel har brugt forhandlingerne for en to-statsløsning som instrument til at ekspandere på Vestbredden. Det reducerer betingelserne, som ifølge den danske regering skal være til stede for, at den vil anerkende en palæstinensisk stat, skriver Lars Erslev Andersen, seniorforsker, DIIS. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Erslev Andersen 
Seniorforsker, forskningsområdet International sikkerhed, DIIS

Først erklærede den nyvalgte svenske statsminister, Stefan Löfven, at Sverige vil anerkende en palæstinensisk stat, herefter vedtog et stort flertal i det britiske parlament, at også Storbritannien bør gøre det samme.

Mens ideen om en palæstinensisk stat symbolsk får stadig større international opbakning, reduceres betingelserne for dens virkeliggørelse af den israelske politik under dække af forhandlinger og våbenhvile.


Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Den danske regering vil ikke følge trop, men deler synspunkt med blandt andet Israel og USA og siger, det er præmaturt at anerkende Palæstina som stat:

Danmark vil først anerkende Palæstina som stat, når der er vished for, at staten overhovedet kan eksistere, sagde udenrigsminister Martin Lidegaard i en kommentar til den svanske statsministers udmelding. Med andre ord mener Martin Lidegaard og den danske regering ikke, at betingelserne i dag er tilstede for, at en palæstinensisk stat kan etableres.

Fakta
Fra 23. september og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på Israel-Palæstina-konflikten.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Det oplagte spørgsmål i forlængelse heraf er, hvornår vil betingelserne så være til stede? Udenrigsministeren giver selv svaret, der er identisk med svaret fra Washington på samme spørgsmål: Når bilaterale forhandlinger mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre fører til en aftale om en to-statsløsning.

Betingelser kræver ofre
Dermed er spørgsmålet om anerkendelsen af en palæstinensisk stat af den danske regering smidt i syltekrukken ind til konflikten mellem Israel og palæstinenserne næste gang eskalerer i et voldsorgie, hvor Israel for at beskytte sig selv igen bomber skoler, hospitaler, boliger og kraftværker. Så vil man nemlig igen se et internationalt pres på parterne for at få dem til at indgå en våbenhvile med opfordring til bilaterale forhandlinger.

Således, som man har set efter al-Aqsa intifadaen, der brød ud i 2000 efter sammenbruddet i Camp David-forhandlinger, og den daværende israelske oppositionsleder Ariel Sharons mediestunt på Tempelbjerget i Jerusalem, hvor han erklærede byen som udelt jødisk by i evig tid. Altså, palæstinenserne skal aldrig gøre sig håb om, at Østjerusalem kan blive hovedstad i deres måske kommende stat, var Sharons budskab.

Våbenhvile og opfordringer til forhandlinger så man også efter Gaza-krigene i 2006, 2008-2009, 2012 og 2014. Jovist har der i disse mellemkrigstider været forhandlinger, men de har hverken symbolsk eller reelt ført nærmere til det erklærede mål, en to-statsløsning. Tværtimod er mere end 10.000 palæstinensere, der boede i den gamle bydel i Jerusalem, blevet presset ud, mens Israel konstant koloniserer på Vestbredden – i øvrigt i strid med international lov – med det resultat, at territoriet, som palæstinenserne kan være på, bliver stadig mindre.

Modarbejder anerkendelse
Konklusionen er altså, at de bilaterale forhandlinger, der skal lede frem til en to-statsløsning, mest af alt har været et instrument, Israel har brugt til konstant at ekspandere på Vestbredden og dermed reducere de betingelser, som ifølge den danske regering skal være til stede for, at den vil anerkende en palæstinensisk stat.

Reelt indebærer den danske politik således, at muligheden for anerkendelsen af en palæstinensisk stat rykker stadig længere ind i en fjern og tåget fremtid.

Den forstemmende virkelighed er, at betingelserne for en palæstinensisk stat dag for dag bliver dårligere på grund af den israelske forvaltning af sin besættelse, og at Israel af det internatonale samfund får lov til denne forvaltning under dække af at indgå i bilaterale forhandlinger, samt at landets koloniseringspolitik og krige er nødvendige for landets sikkerhed så lang tid, der ikke er et bindende forhandlingsresultat.

Symbolsk opbakning
Det er denne politik, der har dansk opbakning, som, siden Osloprocessen endegyldigt brød sammen i 1996, har gjort realiseringen af en palæstinensisk stat stadig mere utopisk. Symbolsk er tendensen den modsatte: Endnu ved vedtagelsen af Osloprocessen i 1993 var det tabu i Israel og USA at tale om en palæstinensisk stat og George W. Bush var faktisk den første amerikanske præsident, der gjorde det.

I dag har stadig flere stater opgraderet de diplomatiske relationer til palæstinenserne til ambassadeniveau, FN’s generalforsamling har opgraderet Palæstina til ikke-medlems observatørstat og adskillige stater anerkender eller anbefaler en anerkendelse af Palæstina som stat. Men ikke Danmark.

Anerkendelse af Palæstina som Stat har mere end symbolsk betydning. Dels er der muligheden for medlemsskabet af Den Internatonale Straffedomstol, dels bliver ulovligheden i Israelsk koloniseringspolitik endnu mere tydelig. Men symbolsk er det vigtigt, at palæstinenserne får deres stat anerkendt, der i dag bakkes op af alle de palæstinensiske grupper.

Anerkendelsen lægger et pres på Israel, støtter palæstinenserne i deres krav om en stat og giver dem større vægt i det internationale diplomati. Mens ideen om en palæstinensisk stat symbolsk får stadig større international opbakning, reduceres betingelserne for dens virkeliggørelse af den israelske politik under dække af forhandlinger og våbenhvile.

To tendenser: En positiv, der gør ideen om palæstinensisk stat stadig mere nærværende og konkret, og en negativ, der underminerer betingelserne for dens realisering.

Hvorfor vil Danmark kun støtte den negative tendens i stedet for at støtte den positive og dermed måske bidrage til at ændre den negative i en mere konstruktiv og positiv retning?

Tiden må være inde til, at Danmark følger svenskerne og briterne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Erslev Andersen

Seniorforsker, DIIS
Cand.mag. i idéhistorie (Aarhus Uni. 1986), cand.mag. i mellemøststudier (Odense Uni. 1992)

0:000:00