Debat

Folkebevægelsen: DF bør genoverveje sin EU-skepsis

Rina Ronja Kari
Rina Ronja Kari MEP, Folkebevægelsen mod EU

DEBAT: I et debatindlæg på Altinget tager MEP Anders Vistisen (DF) kraftigt afstand fra EU's asylpolitik. Vistisen og DF er dog ikke så uenige med EU's asylpolitik, som de selv tror. Det skriver Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU

I et indlæg her på Altingets asyldebat (2/12) opstiller Anders Vistisen (DF) en falsk modsætning mellem EU's og DF's flygtninge- og indvandrerpolitik.

I svulstige termer gør han sig selv og DF til repræsentanter for den danske folkeånd, når det gælder flygtningespørgsmålet, mens alle andre - herunder Folkebevægelsen og EU-kommissionen skåret over en kam - er galt afmarcheret.

Jeg og Folkebevægelsen skal gerne være stråmænd for dem, der er uenige med Anders Vistisen. Det har jeg ikke det fjerneste imod. Men det er noget sludder, at der skulle være en konflikt mellem den flygtninge- og indvandrerpolitik, Anders Vistisen ønsker sig, og så den, som realiseres med EU.

Fakta
Fra 25. november og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på EU's fælles asylregler.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

I virkeligheden tror jeg, at Anders Vistisen er mere enig med EU's asylpolitik, end han selv er klar over.

Anders Vistisen værner om den danske retsundtagelse. Det er skam ganske klogt. Det gør vi også i Folkebevægelsen, men af andre grunde end DF's.

I virkeligheden tror jeg, at Anders Vistisen er mere enig med EU's asylpolitik, end han selv er klar over.

Rina Ronja Kari
MEP, Folkebevægelsen mod EU

Løsninger kræver opgør
Det interessante er, at Anders Vistisens løsninger på flygtningeproblematikken faktisk indbefatter et opgør med selvsamme retsundtagelse.

For eksempel foreslår Anders Vistisen, at der skal bruges flere penge på EU's militære grænseværn, FRONTEX samt EUROSUR's satellitter, droner og fly - og ikke mindst på EU's afskyelige fingreaftrykssystem EURODAC.

I så fald burde Anders Vistisen netop støtte afskaffelsen af retsundtagelsen, så Danmark kan træde fuldgyldigt ind i dette samarbejde i stedet for at lave parallelaftaler.

Men det er lige præcis af disse grunde, at Folkebevægelsen ønsker at bevare undtagelsen. Vi ønsker ikke at deltage i EU's militarisering af grænserne, som skal holde omverden og mennesker i nød ude (af syne, fristes man til at tilføje).

Find hjælp hos EU
Anders Vistisen vil desuden gerne sikre sig, at flygtninge ikke vandrer tusinder af kilometer nordpå til for eksempel Danmark. Også her vil Anders Vistisen kunne finde hjælp hos EU. EU's Dublin-forordning tillader nemlig Danmark at sende flygtninge i spandevis tilbage til det første EU-land, asylansøgeren er rejst ind i.

Når det så i dag ikke længere er muligt for regeringen at benytte sig af Dublin-forordningen til at sende asylansøgere tilbage til Italien, har det intet at gøre med EU - men en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som hører under Europarådet.

Det er af den grund, at jeg hellere så, at der blev lavet et internationalt asylsamarbejde omkring Europarådets Menneskerettighedskonvention i stedet for EU.

Retsforbeholdet skal bevares
Anders Vistisen er dog godt klar over, at situationen i Italien, Grækenland og Bulgarien ikke er holdbar, så hans løsning er at bruge de skattekroner, han ikke vil give til flygtninge i Danmark, til at betale Italien, Grækenland og Bulgarien for at beholde flygtningene.

Også her er Anders Vistisen på linje med EU's politik. EU går dog bare skridtet længere og betaler landene uden for EU for at holde på flygtningene.

Som jeg har redegjort for i et tidligere indlæg her på Altinget (25/11), er jeg dybt uenig i EU's asyl og indvandringspolitik, og derfor støtter jeg den danske undtagelse og bruger hver eneste mulighed i EU-parlamentet for at afvikle EU's grænseværn.

Selvom Anders Vistisen kalder sig EU-kritiker, er EU det bedste redskab til at realisere de ønsker til en asylpolitik, han giver udtryk for.

Hvordan Anders Vistisen og Dansk Folkeparti vil have en strengere EU-asylpolitik og samtidig vil bevare den danske retsundtagelse, står hen i det uvisse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00